Ariana Grande trækker sig fra musical efter »vedvarende offentlig granskning« af hendes krop

Ariana Grande trækker sig fra musical efter »vedvarende offentlig granskning« af hendes krop
Ariana Grande. (Foto: Katia Temkin)

Når Ariana Grande har afsluttet sin igangværende verdensturné, kommer hun til at holde en pause fra offentlighedens søgelys.

Det betyder også, at popstjernen trækker sig fra den allerede planlagte teatermusical ‘Sunday in the Park’ i London, hvor hun skulle spille over for ‘Wicked’-kollega Jonathan Bailey. Det melder People.

»Ariana vil træde et skridt tilbage fra rampelyset, når hun har afsluttet Eternal Sunshine-turnéen«, fortæller en unavngiven repræsentant for popstjernen til People.

»Ariana ser frem til at afslutte turnéen på en god måde, både sundt og glædesfuldt, og derefter tage en velfortjent pause fra offentligt arbejde og optrædener, som har medført en konstant og vedvarende offentlig granskning«, forklarer repræsentanten.

Vedkommende henviser efter alt at dømme til omverdens fokus på Ariana Grandes krop og helbred under den igangværende turné. Med udgangspunkt i videoer fra koncerterne har fans på internettet diskuteret musikerens vægttab og angiveligt svækkede fremtoning med spekulationer om en mulig spiseforstyrrelse. Nogle af hendes egne fans har sågar, med gode intentioner, opfordret til at boykotte koncerterne.

Spekulationerne om Grandes sundhed er ikke et nyt fænomen. De har figureret i omkring to år, siden den omdiskuterede og småbizarre presseturné for ‘Wicked’. Hun har selv tidligere sagt fra over for dem, der kommenterer hendes udseende.

Ariana Grande udgav i fredags sit ottende studiealbum, ‘Petal’. Til efteråret er hun desuden biografaktuel med en rolle i komedien ‘Focker-In-Law’ over for Ben Stiller og Robert De Niro.

Hendes nuværende turné runder af med 10 koncerter i London. Den sidste finder sted 1. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af