I starten af måneden annoncerede Ariana Grandes bagland, at hun ville holde en længere pause fra offentlighedens søgelys, når hun var færdig med sin omfattende The Eternal Sunshine Tour.
Tirsdag nåede turnéen så sin afslutning med en sidste koncert i London, og popstjernen tog følelsesladet, grådkvalt afsked med det fremmødte publikum.
»Det har været en af de smukkeste og mest ekstraordinære oplevelser i mit liv«, sagde Grande ifølge Deadline fra scenen.
»Jeg ville bare gerne udtrykke min taknemmelighed uden at bryde fuldstændig sammen af gråd«, fortsatte hun. »Jeg vil altid værne om denne oplevelse. Jeg har de bedste fans i hele verden, og det har jeg altid haft. Tak for jeres indsats og for fortsat at gøre det her så særligt. Jeg har elsket hvert eneste øjeblik af det her sammen med jer«.
En repræsentant for Ariana Grande fortalte i sin tid, at hun ville tage en »velfortjent pause fra offentligt arbejde« som reaktion på »en konstant og vedvarende offentlig granskning« af hende.
Det betød også, at Grande droppede ud af den allerede planlagte teatermusical ‘Sunday in the Park’, som skal spille i London næste år.
Den seneste tid har omverden har haft stigende fokus på Ariana Grandes krop og helbred. Med udgangspunkt i optagelser fra koncerterne og en ny musikvideo har fans på internettet diskuteret musikerens vægttab med spekulationer om en mulig spiseforstyrrelse. Nogle bekymrede fans har endda opfordret til at boykotte koncerterne.
Grande udtalte selv under en tidligere koncert, at tilbagetrækningen ikke er »reaktiv eller impulsiv« beslutning.
»Det er noget, jeg besluttede for lang tid siden og har planlagt i stilhed. Det er en beslutning, jeg har truffet efter grundige overvejelser og ud fra et sted, hvor jeg følte mig stærk og afklaret«, forklarede hun.
Grande udgav for en måned siden sit ottende studiealbum, ‘Petal’. Til efteråret er hun biografaktuel med en rolle i komedien ‘Focker-In-Law’ over for Ben Stiller og Robert De Niro.
