’Resurrection’: Fuldstændig egensindig storfilm bliver hængende i ens bevidsthed længe efter
FILM. Med ’Resurrection’ har en af verdens mest spændende unge auteurs kastet sig ud i sit hidtil største vovestykke. Og det siger en hel del.
Den kinesiske instruktør Bi Gan slog sit navn fast i arthouse-kredse i 10’erne med debutfilmen ’Kaili Blues’ (2015) og ikke mindst opfølgeren ’Long Day’s Journey Into Night’ (2018).
I begge film, der henter tydelig inspiration fra den russiske mester Andrej Tarkovskij, flyder drømme og minder sammen med virkeligheden på forunderlig vis. Fælles for dem er en stilfærdigt vildfaren hovedperson, som søger efter specifikke mennesker og forbindelser i sit liv og møder dem i andre udgaver på en mental rejse.
I syv år var der (udover et par kortfilm) stille fra Bi Gans side, inden hans tredje spillefilm, ’Resurrection’, fik premiere på Cannes-festivalen sidste år, hvor den løb med juryens specialpris. Nu kan den omsider også ses på det store lærred herhjemme under filmfestivalen Generation. Den har lykkeligvis været ventetiden værd.
Man forstår godt, hvis ’Resurrection’ har været en svær og tidskrævende nød at knække. For den episke og fuldstændig egensindige storfilm er egentlig fem film i én.
Den er bygget op om en besynderlig sci-fi-rammefortælling, der udspiller sig i en fremtid, hvor menneskeheden har opgivet evnen til at drømme. Til gengæld har de opnået udødelighed.
Få monstrøse særlinge drømmer dog stadig. En kvinde finder en sådan »Deliriant«, som ligner en krydsning af Nosferatu og Frankensteins monster. Han er døende, men hun lader ham forlænge sit drømmeliv med 100 år gennem en række filmruller. Herfra følger de fire kortfilm, der springer mellem forskellige tidsperioder og filmgenrer, inden vi til sidst vender tilbage til den døende drømmers skæbne.
Jackson Yee spiller protagonisten i alle fem scenarier, men hver gang som en ny karakter, helt i tråd med Bi Gans dobbeltgængerleg i sin seneste film. Som noget nyt kaster instruktøren sig nu også ud i en række forskellige genrer og stilarter, der spejler filmhistorien.
Anslaget mimer formfuldendt stumfilmalderens tyske ekspressionisme, med dertilhørende skæve og finurlige kulisser. Herfra får vi en skyggefuld film noir, en sneklædt spøgelsesfortælling, et solbeskinnet svindlerdrama og en skæbnesvanger kærlighedshistorie tilsat vampyrer, gangstere og dommedagsfrygt.
’Resurrection’ er en mastodont af en film med en spilletid på to timer og 40 minutter. Undervejs bliver man uundgåeligt forvirret flere gange over den kryptiske drømmefortælling. Men man keder sig aldrig. Snarere forsvinder man ind i filmens besynderlige, magiske univers, der er fantastisk smukt indfanget af ’Long Day’s Journey Into Night’-fotograf Dong Jinsong.
Som altid hæfter man sig straks ved Bi Gans overlegne visuelle stil med smukke billedkompositioner og elegante kamerature.
I sine to foregående film præsterede han et langt og imponerende veludført long take, der uden kvaler vekslede mellem karakterer, tid og sted. Fangede man ’Long Day’s Journey Into Night’ til en sjælden biografvisning på hedengangne CPH:PIX i 2018, kunne man endda opleve den timelange, uafbrudte indstilling i svimlende 3D.
Han gentager succesen i ’Resurrection’ ved vanen tro at lade sit publikum omslutte af et genialt long take. Det udgør hele filmens sidste fortælling, som også er det stærkeste kapitel.
Det svævende kamera indfanger en nytårsaften anno 2000, hvor alle både fejrer og frygter årtusindeskiftet grundet forestillinger om verdens undergang. To forelskede unge mennesker driver mellem husene i en havneby og ender på en vampyrgangsters (!) karaokebar. Her får festen, efter et lille sangnummer, en blodig afslutning – og forelskelsen en fatal forløsning.
Det stærke sammensurium af længsel og melankoli driver gennem kapitlet og resten af ’Resurrection’, der kommer med et stærkt bevis for filmkunstens iboende forbindelse til menneskets inderste, flygtige væsen, vores underbevidsthed og vores drømmeverden.
Ligesom netop en fjern drøm er Bi Gans epos efterfølgende svært at samle tankerne om og nå helt til bunds i. Derfor er den også svær at slippe. Og derfor giver den lyst til et snarligt gensyn.
Kort sagt:
Bi Gan er tilbage efter syv år med sit hidtil største vovestykke – en gådefuld og fantastisk flot drømmefilm, der opløser tid og sted og bliver hængende i éns bevidsthed længe efter.