Charli XCX nægter at gøre kærligheden til noget smukt på ‘Wuthering Heights’
ALBUM. Hvis der findes én genfortolkning af Emily Brontës ’Wuthering Heights’, som stort set alle er enige om er vellykket, er det ikke en af de intet mindre end 37 gange, romanen er blevet adapteret til film eller tv.
Ej heller er den at finde blandt de fem teaterstykker, tre operaer og to musicals, som den tragiske fortælling indtil videre har kastet af sig. Her er de blandede modtagelser ligeledes en fællesnævner.
Derimod drejer det sig om Kate Bushs debutsingle, ’Wuthering Heights’ fra 1978, som i dag står som en af 70’ernes allermest elskede sange.
I en overvældende kunstnerisk magtdemonstration formår Bush at gøre det, der nærmest burde være umuligt: På blot fire og et halvt minut indkapsler hun ikke alene romanens forheksede atmosfære, uudgrundelige uhygge og svimlende storhed, men også – gennem sin viltre orkan af en stemme – den rå naturkraft, der driver karaktererne.
Emily Brontës ’Wuthering Heights’ er ikke – i modsætning til hvad Emerald Fennell ellers måtte mene – den største kærlighedshistorie nogensinde, men det er til gengæld sandsynligt, at ingen nogensinde har forfattet en bedre skildring af den brutale dyriskhed, mennesker har det med at gemme væk bag civilisationens tynde fernis. Det forstod Bush bedre end de fleste.
Nu, 48 år senere, er det en anden britisk popstjerne, nemlig Charli XCX, der har påtaget sig den vanskelige opgave at omsætte den chokerende fortælling til popmusik. Ikke blot i en enkelt sang, men over et helt album, der udkommer som en slags ledsager til Fennells nye filmatisering.
Og ligesom Kate Bush slipper Charli rigtig godt fra det.
Mens Bushs sang tog udgangspunkt i romanens tredje kapitel, hvor fortælleren drømmer, at Catherine banker på hans soveværelsesvindue og tigger om at komme indenfor efter evigheder på den regnfulde hede, er det en anden drøm, der lader til at udgøre den primære inspiration for Charlis fortolkning.
Nemlig kapitel ni, hvor Catherine fortæller, at hun drømte, at hun døde og kom i himlen, men længtes tilbage mod det ubarmhjertige, vindblæste hedelandskab og huset Wuthering Heights.
»I think I’m gonna die in this house«, gentager Charli XCX igen og igen på det vildt støjende åbningsnummer ’House’, mens hendes stemme antager en nærmest manisk intensitet. Her venter ingen evighed hinsides den undergang, som fra begyndelsen synes skæbnebestemt.
’House’, hvor Charli får XCX selskab af John Cale, udkom som albummets første single, og mens ingen af de resterende sange går til samme konfronterende ekstremer, giver sangen alligevel mening som en indvarsling af albummets lyd – og som en advarsel til de fans, der gik og håbede på endnu en ’Brat’.
Sangens snigende droner og ildevarslende, skurende strygere går igen på størstedelen albummet, og på sange som ’Eyes of the World’ og ’Funny Mouth’ vender de tunge industrielle trommer ligeledes tilbage. Selv på sange som ’Dying for You’ og ’My Reminder’, hvor de elektropoppede melodier og den autotunede vokal er klassisk Charli, er der ikke meget »365 party girl« at finde.
Når Catherine i romanen er overbevist om, at hendes sjæl ikke er tiltænkt guds himmerige, skyldes det, at hun deler den med Heathcliff: »He’s more myself than I am. Whatever our souls are made of, his and mine are the same«, fortæller hun.
Denne smertefulde, skæbnetunge erkendelse er den tematiske kerne i Charlis sange, som for størstedelens vedkommende handler om at være forbundet til en anden af kræfter, der overgår menneskelig fatteevne. »The chains of love are cruel«, synger hun på den kolde, gotiske ballade ’Chains of Love’ – kærlighedens lænker er ondskabsfulde.
Tematikken udfoldes allersmukkest på ’Altars’, hvor det ekspansive lydbillede føles lige så storslået som de voldsomme britiske landskaber, der i bogen hele tiden afspejler den følelsesmæssige voldsomhed. »I once believed I was free«, synger hun, og man forstår, at hun nu er kommet på bedre tanker – at hun har indset, at den individuelle frihed er intet over for begærets nådesløse hærgen.
Lige så intens er den bombastiske ’Eyes of the World’, hvor den amerikanske gæstevokalist Sky Ferreira – til rytmen af et bankende hjerte – synger med en foruroligende skælven, som om hun netop er vågnet fra et grufuldt mareridt, som hun forsøger at sætte ord på. Det samme er ’Seeing Things’, hvor de perkussive strygere og viltre klavertoner er mystiske og forheksede på en måde, Charlis musik aldrig har været før.
Kun den æteriske ’Always Everywhere’ rammer skævt med sit hvirvlende, Max Richter-klingende strygerarrangement – ikke fordi den ikke er meget, meget smuk, men fordi Charli her overgiver sig til en sødmefuld og blid form for romantik, som ikke har meget med ’Wuthering Heights’ at gøre.
Det er nemlig en bunden opgave for enhver, der ønsker at remediere ’Wuthering Heights’, ikke at forvandle den til en klassisk romantisk fortælling. At modstå fristelsen til at få de primale urinstinkters vold til at ligne forelskelse.
Det lykkes Charli mestendels med. Ligesom Kate Bush gjorde for 48 år siden.
Kort sagt:
På ‘Wuthering Heights’ formår Charli XCX både at genopfinde sig selv musikalsk og at være tro mod den foruroligende kerne i Emily Brontës roman.