‘One Battle After Another’: Paul Thomas Andersons DiCaprio-film er et åndeløst spændende mesterværk
Hvis jeg skulle dykke ned i alle de scener, små momenter og detaljer, der skubber ’One Battle After Another’ fra at være fremragende til at være et mesterværk, ville det tage lige så lang tid at læse anmeldelsen som selve filmens næsten tre timers varighed.
Der er revolution i luften i Paul Thomas Andersons nye fortælling. De væbnede rebeller i gruppen French 75 kæmper for »Free borders. Free choices. Free from fear«.
Som ofte med oprørsgrupper er det svært at finde en klar ledelsesstruktur og en tydelig plan for, hvordan de flyvske mål skal opnås, hvor meget målet helliger midlet, og hvad der skal ske, hvis oprørerne rent faktisk kommer til magten.
Bob spilles af Leonardo DiCaprio. Bob er ikke hans rigtige navn, og han kludrer også selv rundt i de mange kodenavne og falske identiteter. Han er sprængstofeksperten blandt de naive frihedskæmpere, der yder modstand mod en ikke klart defineret overmagt. De virker uforberedte på, hvad der ligger bag udtrykket ’væbnet revolution’, som nye rekrutter, der ikke forstår, hvad krig egentlig består af, hvis man kun har set krig afbildet som en heroisk kamp mellem det gode og det onde.
I ’One Battle After Another’ er de revolutionære ikke helte. De er våben- og voldsfetichister, bralrerøve og liderbukse, der røver banker og bringer civile i fare. De bukker under, når de bliver presset, og de forkaster ideologien for at undgå fængsel, de ryger sig skæve i afmagt, og de formår at forkludre selv de simpleste planer.
Men revolution er det eneste, de kan gøre, når de føler fascismens støvle på halsen, og derfor er det svært ikke at se dem som en form for helte, fordi de i det mindste gør noget og ikke bare tier og samtykker i en tid, hvor frihed og demokrati er under pres.
Historien er meget løst baseret på Thomas Pynchons roman ’Vineland’ fra 1990. Kun fortællingens skelet står tilbage. I PTA’s version er hovedpersonen, som altså her hedder Bob, engageret i modstandskampen i et nutidigt, men ikke nærmere defineret USA. Han brænder for sagen, men hans idealisme blegner i forhold til den ekstreme Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor), som han indleder et forhold til.
Hun bliver gravid og føder en datter i en tid, hvor gruppen bliver mere og mere presset af den utrættelige Oberst Steven Lockjaw (Sean Penn), der intensiverer jagten på The French 75 – og samtidig udvikler den firskårne militærmand en erotisk besættelse af Perfidia.
Filmen springer i tid, og 16 år senere bor den nu helt stenede eks-ekstremist Bob med sin datter Willa (Chase Infiniti) i et afsondret bysamfund. Hun går i den lokale skole, har en lille, loyal vennegruppe og skjuler en hemmelig mobiltelefon for sin far, der stadig plages af paranoia.
Da Lockjaw dukker op igen, nu fast besluttet på at bevise sit værd for at blive optaget i en hemmelig white supremacy-organisation, tvinges Bob tilbage i aktion. Klodset, stofomtåget og ude af træning, men brændende dedikeret til at redde sin datter.
De største forhindringer opstår de underligste steder, for eksempel Bobs kamp for at huske den gamle kodesnak, der kan forbinde ham til det stadig eksisterende revolutionære netværk for at få hjælp til flugten.
PTA har selv udtalt, at ’Mission Impossible’-filmene var en inspirationskilde. Jeg fik helt lyst til at se en udgave af ’Mission Impossible’, hvor Tom Cruise rent faktisk spillede den 63-årige mand, han er, i stedet for den evigt unge, næsten usårlige superagent.
I ’One Battle After Another’ er Bob også på en umulig mission, men alligevel virker filmen som ’Mission Impossible’-franchisens vrangbillede. Den sidste film i Tom Cruises epos var kedelig, fordi historien bevægede sig i en lige linje fra A til B, fra mission til mission. ’One Battle After Another’ er én stor suppedas af omveje, tilbageslag, knæk, ødelagte planer, misforståelser, jamren og balanceren på det totale sammenbrud. Og det er 100 gange mere spændende.
Som sagt kan jeg ikke nævne alle de uforglemmelige små gyldne øjeblikke, men her er nogle af dem:
Et overraskende stunt-fald fra et hustag ned igennem et træ, som Bob udsættes for. Måden, en gammel, hvid, ultra-kristen-nationalistisk mand siger »Semen Demon« på. De løjerlige indfald omkring et nonnekloster med en orden kaldet ’Sisters of the Brave Beaver’, der dyrker pot og træner revolutionære frihedskæmpere. Nonsens-formuleringerne i kodesnakken, som Bob ikke kan huske.
Og et hårdt smash-cut, hvor der klippes fra en bizar (sex?)-scene, hvor en karakter har en pistol for panden, til en scene, hvor en højgravid Perfidia pløkker et helt magasin af med et maskingevær.
På det lidt større plan skal nævnes filmens brug af sange, for eksempel Steely Dans ’Dirty Work’, som vi hører, inden Bob skal til skole-hjem-samtale og lige må dulme nerverne med et hiv af bongen ude i bilen. Sangteksten fortæller en skjult historie, der passer til Bobs karakter, men selve yachtrock-musikken siger noget om det almindelige liv i eksil, han skal forestille at leve med sin datter.
Dertil kommer Jonny Greenwoods originale score, der ofte består af disharmonisk klaver og uforudsigelig percussion. Perfekte følgesvende til Bob og Lockjaws opgør, fordi musikken understreger begge karakterers forstyrrede sind.
Det er også de originale actionscener. De fleste ser PTA som en eminent stemningsskaber og iscenesætter af både grandiose og intime øjeblikke, der er blevet til uforglemmelig filmhistorie i alt fra ’Boogie Nights’ til ’Magnolia’ og ’There Will Be Blood’. Men vi har sjældent set ham så ferm til at skabe action- og spændingsscener som her.
Actionfans kan glæde sig over hele to biljagter, der hver har sit helt særlige udtryk. Den første giver en fornemmelse af realisme, som jeg ikke har set siden John Frankenheimers ’Ronin’. Det er noget med de almindelige bilers begrænsninger for manøvredygtighed kombineret med chaufførernes desperation og sløje flugtplan. Man kan fornemme, at det går galt, og det er så langt fra ’The Fast and the Furious’, som man kan komme.
Den anden biljagt er filmens spændingsmættede finale, som jeg ikke vil afsløre noget om, andet end at den visuelt er vild og syret. Og jeg elskede det.
Leonardo DiCaprio er fremragende, komisk og uforfængelig. Han ser udskidt ud, svedende og uhumsk, så man næsten kan fornemme hans svidende kropslugt gennem biograflærredet.
Jeg er dybt imponeret over, hvordan han kan levere så menneskelig og uprætentiøs en præstation efter mere end 27 år med stjernestatus, siden ’Titanic’ katapulterede ham op i øverste Hollywood-liga.
Men han er aldrig gået efter de nemme point. Han udfordrer konstant sig selv, og her har han lagt sig i hænderne på en af USA’s mest uforudsigelige filmskabere, som ofte har vist, at han netop formår at give skuespillere gode rammer til at udfolde sig. Resultatet er en uforglemmelig karakter, der minder om hans roller i ’Once Upon a Time in Hollywood’ og ’The Wolf of Wall Street’ blandet sammen med en skefuld Jeff Bridges’ The Dude.
Bob er taberagtig, men pletvist ser vi ham opslugt af frihedskampens flamme, og i kampen for at beskytte sin datter nægter han at give op trods umulige odds. Filmens hjerte ligger i forholdet mellem far og datter. Et forhold, som også er en kampplads mellem to generationer af krigere. Kærlighed og afsky eksisterer side om side, og deres bånd er rørende.
I en film, hvor det myldrer med pragtpræstationer – Benicio Del Toros sympatiske karatelærer Sensei Sergio bør nævnes – er der alligevel en præstation, der tårner sig op over alle andre.
Sean Penn brager tilbage på biograflærredet, efter hvad der virker som flere års fravær. Jeg husker ham ikke i en film af betydning siden hans lille rolle i PTA’s forrige film, ’Licorice Pizza’. Vi taler om manden, der spillede den forsagte homorettighedsforkæmper Harvey Milk, der her spiller en knudemand af granit, en stram militærmand, der er ved at sprænges af undertrykt liderlighed i en hærget krop.
Kameraet er helt oppe i hans fjæs, og det er et væmmeligt ansigt, fyldt med tvangsbevægelser og tics. Alligevel er det umuligt at kigge væk, og vi bliver vidne til en skurkerolle, der vil gå over i filmhistorien.
På trods af den lange varighed flyver tiden afsted. ’One Battle After Another’ er adrenalinfyldt fra starten, og det høje tempo bliver bare ved og ved. Grim og smuk på samme tid. Teknisk overdådig, men aldrig prangende.
’One Battle After Another’ handler om oprør, modstand og revolution, og manuskriptet skærer med en skalpel ned i USA’s forrevne samfund uden at blive prædikende. Filmen formår at vokse sig ud over den aktuelle politiske debat og stille større, mere grundlæggende spørgsmål om De Forenede Stater.
Tør man kalde den en film om det amerikanske forår?
Viva la Revolución!
Kort sagt:
Paul Thomas Andersons nye film er et underholdende, åndeløst spændende mesterværk, der rammer tidsånden perfekt og rummer komplekse idéer om et samfunds kollaps og mulige redning.