’En snegls erindringer’: Vi har ventet 15 år på denne animationsperle. Det har været hele ventetiden værd.
15 år.
Så længe er der gået mellem animationsinstruktør Adam Elliots fremragende spillefilmdebut ’Mary & Max’ og hans anden stopmotion-film i spillefilmlængde, ’En snegls erindringer’, som nu kommer i de danske biografer efter en Oscar-nominering tidligere på året.
Stopmotion-claymation er en tidskrævende animationsform, og filmen har oven i hatten ikke været specielt nem at finansiere, trods for at Adam Elliot er en anerkendt filmskaber med en Oscar på cv’et (for den animerede kortfilm ’Harvey Krumpet’ i 2004).
På overfladen emmer den australske film da også mere af niche end af publikumsbasker. Ligesom ’Mary & Max’, der handler om et rørende pennevenskab mellem to ensomme sjæle, er her ikke tale om en farverig familiekomedie a la ’Walter & Trofast’, men en mørk, halvdyster animationsfilm rettet mod et voksent publikum.
’En snegls erindringer’ er heldigvis helt sin egen. Med en helt særegen tone, der ligger et sted mellem melankoli og quirky humor, udfolder Adam Elliot en både fantastisk og tragisk historie, som efter eget udsagn er inspireret af virkelige personer fra instruktørens liv.
I front er den midaldrende kvinde Grace, stemmelagt følsomt og sympatisk af ’Succession’-stjernen Sarah Snook, som altid har kæmpet med ensomhed og følelsen af at være uden for fællesskabet. Hun er fuldblods-hoarder og samler særligt på snegle, som hun relaterer til i højere grad end mennesker.
Filmen begynder, lige da Grace eneste ven, en energisk ældre dame ved navn Pinky, er gået bort. Tabet får hovedpersonen til at genfortælle hele sin livshistorie (til en snegl ved navn Sylvia), som byder på uoverskueligt mange nedture og kun ganske få lyspunkter.
Den stærkeste forbindelse har hun haft til sin elskede tvillingebror Gilbert, der også er lidt af en outsider. Desværre har de været adskilt siden barndommen, efter deres enlige far døde, og de blev placeret i hver sin tvivlsomme plejefamilie. Undervejs oplever tvillingerne svigt på svigt, som sætter betydelige spor i voksenlivet.
Tristessen og sorgen ville ikke være til at bære, hvis ikke ’En snegls erindringer’ også var så humoristisk og underligt nuttet. Ligesom det mulige forbillede Tim Burton nærer Adam Elliot tydeligvis omsorg og kærlighed for sine skæve og dysfunktionelle karakterer, der kommer ud for nogle af livets største grusomheder.
Særligt da fortællingen bevæger sig væk fra sin indledende episodiske struktur for at tegne de større, eksistentielle linjer i Graces liv, rammer ’En snegls erindringer’ hårdt på følelserne. Hovedpersonens første romantiske forhold, der kommer et stykke inde i voksenlivet, kan ikke undgå at give våde øjne.
’En snegls erindringer’ er en voldsom film. Men man ender alligevel med at gå opløftet ud af biografen. For Grace efterlader sit publikum med et håbefuldt og motiverende budskab: Trods modgang, frygt og usikkerheder er du nødt til selv at kravle ud af sneglehuset og turde livet.
Den rørende erindringsfortælling har så afgjort været ventetiden værd. Men lad der venligst ikke gå 15 år, før Adam Elliot er filmaktuel igen.
Kort sagt:
Claymation-filmen ’En snegls erindringer’ udfolder en både dybt tragisk, humoristisk og opløftende livshistorie, som med sin særegne tone og mørke animationsstil vil falde i god jord hos Tim Burton-fans.