’Friendship’: Hylemorsom film med Paul Rudd og Tim Robinson spidder det mandlige venskabsbånd
Hvad ville du gøre, hvis du ødelagde den gode stemning til en fest, hvor du ikke rigtigt kendte nogen af gæsterne?
Mumle en hurtig undskyldning og skynde dig ud ad den nærmeste dør? Gå i forsvarsposition? Rette opmærksomheden mod en af de andre i et forsøg på igen at gå i ét med menneskemængden?
Eller ville du spise et stykke håndsæbe og kalde dig selv en slem, slem dreng?
Det er blot én af et utal absurde, urkomiske situationer, som det kejtede mandebarn Craig (Tim Robinson) udsætter sig selv og sine nærmeste for i instruktør og manuskriptforfatter Andrew DeYoungs streamingaktuelle, sorte komedie ‘Friendship’.
Craig er typen, der har fået sit eget hjørnekontor, så kollegaerne ikke behøves forholde sig til ham. Han pakker sig ind i formløse kaki-dynejakker og proklamerer begejstret, at han glæder sig til »den nye Marvel«. Typen, som du undgår som pesten til enhver sammenkomst.
Så da naboen Austin (Paul Rudd) rækker ham en lillefinger ved at invitere ham ind i mandehørmsvarmen, tager enspænderen hele hånden og dedikerer sit liv til sin nye (og eneste) bedsteven.
I sin første filmhovedrolle spiller komikeren Robinson med andre ord en version af én af sine mange, utilpassede gremliner fra det fænomenale Netflix-sketchshow ’I Think You Should Leave’.
Hvor kollegaerne Will Ferrell, Jim Carrey og Adam Sandler finder komik gennem skabagtig overdrivelse, graver sketchkomikeren sig ned i the uncanny valley ved at imitere menneskers dagligdagsopførsel på outreret, overraskende vis.
I ‘Friendship’ fører hans præstation konstant til hylemorsomme scenarier.
Da Craig ved et uheld går direkte ind i en lukket vinduesdør til en fest, proklamerer han febrilsk til den chokerede vennegruppe: »Jeg troede, den var åben!« Og i løbet af filmen taber han gang på gang lommelygter og telefoner ned i den nærmeste vandpyt uden varsel og reagerer ved at hyle underligt ukontrolleret, som havde han mistet én af sine lemmer.
Er man bekendt med Robinsons arbejde på ’I Think You Should Leave’, vil mange af scenerne være bekendte. Navnlig dem på Craigs grå arbejdsplads, som er præget af LinkedIn-lingo, dårlige PowerPoint-præsentationer og akavet voksenmobning.
Samtidig er ‘Friendship’ mere og andet end blot en spillefilmlang samling af sketches. Det skyldes først og fremmest det fantastiske cast, der omringer Robinson. Bag Paul Rudds vanlige good guy-attitude og massive skovsnegl gemmer aftenvejrmanden Austin på en middelmådig drengerøv, som har lige så meget brug for Craigs tilbedelse, som Craig har for sit nye venskab.
Den helt store øjenåbner er dog Kate Mara som Robinsons kone Tami, der matcher komikerens galestreger med en anderledes vedkommende, men præcis lige så sjov tør humor, der forankrer komedien i virkeligheden.
Deres præstationer løftes af DeYoungs formfuldendte manus, som stikker til en af tidens største hvepsereder – epidemien af mandlig ensomhed – med lige dele hjertevarme og bidsk satire. For hvis vi mænd stræber efter at vokse som mennesker, bliver vi nødt til at kunne se indad og grine af os selv.
»Er mænd ok?« er nærmest blevet et mantra i samtiden. ’Friendship’ er et godt skridt på vejen.
Kort sagt:
Mænds sammenhold og venskaber – eller mangel på samme – spiddes i urkomisk tete-a-tete mellem antihumoristen Tim Robinson og den folkekære Paul Rudd.