Med ‘Speak Daggers’ skifter rockprædikanten Elias Rønnenfelt fuldstændig gear
ALBUM. Hvordan ville det se ud, hvis man skulle lave en tilstandsrapport for ’rockstjernen’ anno 2025? Rocken har snart været annonceret død og genoplivet så mange gange, at rockstjernen vel egentlig har måttet finde på noget andet at lave for ikke at blive et decideret fortidslevn.
Elias Rønnenfelt er måske Danmarks p.t. mest betydningsfulde rockstjerne. Fra den heftige postpunk med Iceage i begyndelsen af 10’erne, der hurtigt tiltrak sig opmærksomhed fra det store udland, til bandets sofistikerede americana-univers på nyklassikeren ’Plowing Into the Field of Love’.
For et par år siden blev Iceage uden større drama lagt i dvale, Rønnenfelt gik solo. Men rockprædikanten gik ikke solo for at lave Iceage-plader uden barndomsvennerne. Solodebuten ’Heavy Glory’, som udkom for lige under et år siden, og som toppede Soundvenues liste over de bedste danske album i 2024, havde en knugende inderlighed og trak veksler på country.
Rønnenfelt ser tilsyneladende muligheder, man som almindelig dødelig kun kan hallucinere sig til, for med sit andet soloalbum, ’Speak Daggers’, pløjer han sig ned i alverdens musikalske marker, så man af og til glemmer hans rødder i punkens intense udtryk.
For der er noget my(s)tisk ved udtrykket på ’Speak Daggers’. Førstesinglen ’USA Baby’ er drevet frem af orientalske rytmer, men i løbet af sine under to minutter er der ikke nogen tydelig forløsning. »Dumb rider of nowhere / La lune regarde, devil may care«, synger Rønnenfelt med sin karakteristiske vrængen, men også stemmen er blevet mere søgende, for ikke at sige dragende. Der er noget djævelsk forførende over det.
Djævlen er også på spil på albumåbneren ’Crush the Devil’s Head’, hvor Rønnenfelt i pseudofalset synger om at mødes ved galgen. En djævelsk foruroligende stemning spirer frem godt hjulpet på vej af en stikkende melodica og insisterende 16.-dels hihats. Jeg kommer automatisk til at tænke på både Radioheads kynisme og hiphoppens attituderigdom.
For selvom Rønnenfelt ikke kan løbe fra sin karakteristiske klang, så sker der stadig ting og sager med det udtryk, han formår at fremkalde. Ingen steder står det tydeligere frem end på ultrarytmiske ’Not Gonna Follow’, hvor postpunkeren fra Østerbro allierer sig med reggaelegenderne fra The Congos.
På sin vis er nummeret en naturlig fortsættelse af den leg med verdensmusikken, som også findes på ’USA Baby’, men sammensmeltningen mellem The Congos’ energiske adlibs og Rønnenfelts dunkle americana-backbeat er alligevel et uventet kulturmøde, som vel at mærke rammer plet.
Når jeg lytter til ’Speak Daggers’ slår det mig, hvor ufriseret udtrykket er. Flere produktionselementer stritter imod, og der er relativt få fængende omkvæd (med en markant undtagelse i den himmelsk forløste og britpoppede ’Hollow Moon’). Det er ikke som på forgængeren en samling sange fra de samme notesbogssider, men i stedet en masse døre, Rønnenfelt åbner på klem. Man kan ikke uden videre sætte genre på; det handler mere om attituden.
Og man må sige, at det kræver rockstjerne-attitude at have besøg af både Erika de Casier og Fine Glindvad fra Chinah og så placere numrene som vaskeægte album tracks sidst i tracklisten. Både de Casiers drømmende kor (’Blunt Force Trauma’) og Glindvads karakteristiske klang (’Kill Your Neighbour’) gør numrene til klare højdepunkter.
Gæstevokalerne er, på trods af de prominente navne, spøgelsesagtige. Det er Elias Rønnenfelt, der skal frem. ’Speak Daggers’ er (gudskelov) et soleklart bevis på, at hans solokarriere har mere end ét gear.
Kort sagt:
Efter over 10 år på den alternative musikscene viser Elias Rønnenfelt med ’Speak Daggers’, at han som soloartist ikke er bleg for at tænke udenom traditionerne.