Der er kun fire dage til Kanye Wests planlagte udgivelsesdato for ‘Donda 2’.
Ye er notorisk kendt for at udskyde sine album, så om han når at blive færdig med udgivelsen, står stadig hen i det uvisse.
Men uanset om udgivelsen lander på tirsdag eller ej, er West alligevel godt i gang med at disrupte musikbranchen: På sin Instagram har han annonceret, at han ikke har planer om at udgive albummet på traditionelle streamingtjenester.
I stedet vil det udkomme eksklusivt på Wests egen Stem Player – en lille enhed, der passer ned i lommen og koster 200 dollars.
»’Donda 2′ vil kun være tilgængelig på min egen platform, Stem Playeren. Ikke på Apple, Amazon, Spotify eller YouTube. I dag får artister kun 12 procent af de penge, branchen tjener. Det er på tide at befri musikken fra dette undertrykkende system. Det er tid til at tage kontrol og bygge vores eget«, skriver West.
West lancerede oprindeligt sin Stem Player i august, hvor man kunne remixe en række prædefinerede sange ved eksempelvis at ændre på vokalen, trommerne, bassen og udskifte samples.
‘Donda 2’ bliver Wests tiende studiealbum. Hvis planen holder, lanceres det 22. februar til en lyttefest i Miami.
West er i øjeblikket i vælten på Instagram, hvor han har indledt en åben fejde med sin ekskone Kim Kardashian, hendes nye kæreste Pete Davidson og sin gamle samarbejdspartner Kid Cudi – blandt andet. Han er desuden aktuel i Netflix-serien ‘Jeen-Yuhs’.