’Jeen-Yuhs’: Netflix’ dyrtindkøbte Kanye West-serie kan blive et musikhistorisk øjeblik
Det virkede som et klassisk Kanye West-stunt, da rapperen krævede fuld kontrol over Netflix’ premiereaktuelle dokumentarserie ’Jeen-Yuhs’ umiddelbart inden premieren.
Som rapper har han altid kæmpet for at fastholde kontrollen over sit eget image, og derfor var han forståeligt nok en smule nervøs for, hvordan et kunstnerisk, uafhængigt portræt af hans liv – baseret på optagelser over en periode på mere end 20 år – ville fremstille ham.
Også selvom det var ham selv, der i sin tid lod instruktøren Clarence ’Coodie’ Simmons følge ham med et kamera, mens han forsøgte at slå igennem som rapper i New York i starten af 00’erne.
Efter at have set de første to afsnit af den hypede serie, som Netflix sikrede sig rettighederne til for op mod 30 millioner dollar, kan jeg dog konstatere, at West ikke har noget at være bekymret for.
Simmons og hans medinstruktør Chike Ozah, der til sammen har stået bag en række ikoniske West-musikvideoer foruden dokumentarfilm som ’Benji’, spiller nemlig primært på de velkendte konventioner om geniet (titlen lægger ingen fingre i mellem), der må kæmpe mod det etablerede system for at forløse sit talent som en anden David mod Goliat.
Aspirationerne om at være hiphopverdenens pendant til mesterværket ’Hoop Dreams’ om opvækst og undertrykkelse i highschool-basketball og samtidig vise hidtil ukendte sider af Wests person forløses kun i glimt. Og det kritiske blik på superstjernen, der sprang ud af sin producerskal i 2004 med det ekstremt succesfulde debutalbum ’The College Dropout’, udebliver for det meste.
At instruktørerne er tættere på deres subjekt, end normal dokumentarpraksis dikterer, er der ingen tvivl om. Langt henad vejen fremstår serien som et rendyrket glansbillede med masser af mikrofonholderi, når Wests venner får lov at skamrose ham på automatpilot. Men det mest overraskende ved serien er, hvor svagt et greb duoen har om deres materiale, som potentielt kunne være skelsættende i de rigtige hænder.
Første afsnit tynges særligt af et flagrende fokus og manglende selvindsigt fra Simmons, der bilder sig selv ind, at publikum er interesseret i at høre hans historie, om hvordan hans karriere udviklede sig sideløbende med Kanyes himmelflugt.
Det er en skam, for man fornemmer, at materialet kunne have været revolutionerende, hvis det ikke blev druknet i voiceover og strygere. Alene det at se West fjerne sin ganebøjle for at rappe foran Scarface, som han forsøger at overbevise om at lægge et vers på en af hans sange, er uvurderligt. Det samme, når han højlydt brokker sig over, at en prestigefuld musikbegivenhed har stavet hans navn forkert. Eller når han i en freestyle med Mos Def fastslår sit umiskendelige talent som rapper og hans ukuelige gnist, der ånder for et gennembrud.
De stærkeste øjeblikke i første afsnit er de ømme scener mellem Kanye og hans nu afdøde mor Donda, som støtter ham hele vejen og kan hans tekster til hudløshed. I en rørende sekvens minder hun ham om, at det vigtigste er, at han laver noget, han elsker, mens hun indprenter, at hans talent ikke skal føre til arrogance: Selv en kæmpe ser normal ud, når den kigger sig selv i spejlet, fortæller hun ham livsklogt.
Heldigvis finder ’Jeen-Yuhs’ formen i andet afsnit, hvor Simmons træder i baggrunden og materialet får lov at tale for sig selv. Her begynder det at føles, som om man faktisk er vidne til musikhistoriens gang, mens den skrives – blandt andet når West er i studiet med Jay-Z og lægger sit gæstevers på ’The Bounce’ og endelig bliver blåstemplet for sit talent som rapper.
Motoren i de første to afsnit er Wests kamp for anerkendelse som rapper i eget navn efter allerede at have markeret sig som en af de mest lovende producere i gamet. Han er tilknyttet det ikoniske pladeselskab Roc-A-Fella, men cheferne – anført af Dame Dash – lytter med døve ører, når West spiller sin solomusik.
I en anden forrygende scene går West stålsat rundt i pladeselskabets gange, mens han spiller ’All Falls Down’ for alle, der gider lytte – primært overraskede assistenter uden beslutningskraft. Ingen tror på ham.
West vil slå igennem på sine egne præmisser, og selv da han brækker kæben tre steder i en bilulykke, fortsætter han ufortrødent sin fremmarch med arbejde på hittet ’Through the Wire’. Scenerne, hvor vi er helt inde i Kanyes kreative rum, er fascinerende, mens der også er en umiddelbar attraktionsværdi i det stjernespækkede hiphopmiljø, hvor folk som Beyoncé, Jay-Z, Pharrell Williams, Common og Jamie Foxx træder ind og ud af billedet.
Serien gør en subtil pointe ud af, at Kanye hurtigt glemmer, hvor han kommer fra, da han først får succes med ’The College Dropout’, der dominerer hitlisterne og vinder en Grammy. Selvom han selv måtte kæmpe utrætteligt for at blive hørt, vil han hellere arbejde sammen med bedre musikvideoinstruktører end Simmons, da han først får muligheden.
Man havde gerne set mere til den slags originale indfaldsvinkler på en af verdens mest mediedækkede stjerner – også selvom Simmons har en ærgerlig tendens til at vende kameraet mod sig selv for at udpensle sine pointer.
Men selvom instruktørerne til tider fremstår, som om de har vundet i lotteriet, uden helt at vide hvad de skal stille op med gevinsten, lykkes ’Jeen-Yuhs’ alligevel som medrivende førstehåndsberetning fra Wests kurs mod stjernerne – særligt efter det gumpetunge åbningsafsnit.
Hvis serien kan bygge oven på den velkendte historie om underdogens himmelflugt i finaleafsnittet, hvor Wests turbulente nutid kommer ind i rampelyset, kan ’Jeen-Yuhs’ blive et musikhistorisk øjeblik. Og med seriens åbningsscene af West i skudsikkervest i Den Dominikanske Republik anno 2020 har vi allerede fået en lovende cliffhanger på det forestående drama.
Kort sagt:
De retningsløse instruktører er den største hæmsko i Netflix’ store Kanye West-serie, der dog lykkes som medrivende førstehåndsberetning fra Wests rejse mod stjernerne.
Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.