Den røde løber vrimlede som altid med musikstjerner ved årets Grammy Awards, men særligt én person tog meget af opmærksomheden.
Nemlig modellen Bianca Censori, Kanye Wests hustru, som vakte opsigt med en kort, gennemsigtig kjole, der fik hende til at fremstå nærmest nøgen, mens rapperen selv var klædt i t-shirt og lange bukser.
Ifølge Vanity Fair ankom Censori i en sort uldfrakke, der dækkede hendes krop, men da parret skulle posere for kameraet, lod hun frakken falde og afslørerede det chokerende outfit indenunder.

I løbet af natten har flere medier rapporteret, at West og Bianca derefter blev eskorteret ud af politiet efter at være dukket op uden en invitation. Andre skriver dog, at parret var inviteret og forlod ceremonien frivilligt.
I 2023 trak West og Censori overskrifter for et lignende stunt under en ferie i Italien. Dengang drejede det sig om et beige bodysuit og en sofapude.
West var sammen med Ty Dolla Sign, Rich The Kid og Playboi Carti nomineret til en Grammy i kategorien Bedste rapsang for kæmpehittet ‘Carnival’ fra albummet ‘Vultures 1’.
Prisen endte dog med at gå til Kendrick Lamars ‘Not Like Us’, der vandt hele fem statuetter ved nattens Grammy-uddeling.