‘Vultures 1’: Kanye West er desperat efter tilgivelse – men nægter at erkende, at han har gjort noget galt
Kan man adskille kunsten fra kunstneren?
Det kan man sikkert ofte. Men man kan kun adskille Kanye West og Ty Dolla Signs nye album, ‘Vultures 1’, fra førstnævntes rædsomme adfærd, hvis man slet og ret ikke forstår engelsk. Kanye er nemlig meget bevidst om, at hans tekstunivers skal få lytteren til at tage stilling til alskens ting, han har sagt og gjort i løbet af den seneste håndfuld år.
Et nummer som ‘Beg Forgiveness’ handler – surprise, surprise – om Kanyes søgen efter tilgivelse, både fra offentligheden og fra ekskonen Kim Kardashian. Kanye lyder sønderknust på nummeret. Han lyder som en mand, der er desperat efter at blive lukket tilbage i det gode selskab. Han afslutter sit vers med en bøn om, at hans børn skal have det godt, selv hvis han forlader verden i morgen.
Under alt dette kører et højdramatisk beat. Det føles, som om alt er på spil, og så snart Kanye er færdig med at rappe, begynder et storslået gospelkor af den slags, ingen kan integrere i hiphop nær så fornemt, som han kan. Patos er i top. Der er ingen tvivl om, hvor meget han gerne vil tilgives. Men der er intet sted på albummet, hvor han på nogen måde antyder, at han faktisk angrer, hvad han har gjort.
Et par numre senere, på afslutningsnummeret ‘King’, praler han i omkvædet om, at uanset hvor mange skøre eller antisemitiske ting, pressen rapporterer, at han har sagt, så vil han for evigt være kongen af hiphop. Hans sidste verslinje inden det afsluttende hook på ‘King’ er, at han praler om, at datteren North West angiveligt ødelagde møblerne i hjemmet for at få lov til at se sin far.
Der er ingen angren. Der er kun magtspil. Og det er ret ubehageligt at lytte til. ‘Beg Forgiveness’ klinger kun hulere af, at omkvædet er sunget af Chris Brown – en anden skikkelse, der har gjort den ene ubehagelige ting efter den anden, og som konstant har bedt om offentlighedens tilgivelse, hvorefter han demonstrerer, at han ikke har udviklet sig det mindste. Det er næppe tilfældigt, at valget er faldet på netop Brown.
Men bevares, ‘Vultures’ er formelt ikke set ikke et Kanye West-album. Det er et album af superduoen ¥$, der udover Kanye består af r’n’b-crooneren Ty Dolla Sign. Men i praksis er det et Kanye-album. Produktionerne lyder som Kanye, teksterne bunder i Kanyes liv, og Ty Dolla Signs bidrag giver aldrig en indsigt eller en vinkel, som Kanye ikke selv giver.
Jeg vil medgive, at Ty Dolla Sign lyder rigtig godt, og at hans stemme er vidunderligt ekspressiv. Men der er ikke ét eneste nummer på ‘Vultures 1’, hvor han ikke lyder som en feature.
Produktionerne er stadig rige på den funklende kreativitet og de mange idiosynkrasier, man kan forvente af et Kanye-album. På et sonisk plan er det nok det mest eventyrlystne værk, han har begået siden 2013-mesterværket ‘Yeezus’.
Når ‘Do It’ pludselig laver et beatswitch over til en 80’er-klingende electro-produktion, er det inspireret. Den ømme autocrooning over en diskret dunkende forvrængning af Donna Summers ‘I Feel Love’ på ‘Good (Don’t Die)’ lyder eminent. Herrekoret over for de bragende synths på ‘Carnival’ er så dejligt pumpet, at en moshpit øjeblikkeligt danner sig på nethinden.
Og alligevel er det tydeligt, at Kanye er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Leadvokalen på både ‘Ye’ og ‘King’ er så lavt mixet, at det lyder amatøragtigt, og adskillige steder på tværs af tracklisten er der noget clipping fra en alt for boostet bas, hvilket for en stund suger al nuance ud af lydbilledet.
Men selv hvis albummet lød lige så gennemarbejdet som ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, ville intet kunne tage væk fra, hvor usympatisk en lytteoplevelse ‘Vultures 1’ er. På ‘Carnival’ sammenligner manden sig selv med de voldtægtsanklagede Puff Daddy, R. Kelly og Bill Cosby, og han gør det med en tone, der antyder, at han er stolt af det selskab
Det her album er lyden af en mand, der er desperat efter at blive tilgivet – men som på intet tidspunkt giver en overbevisende grund til, at han fortjener at blive tilgivet. Derimod gør han ofte det stikmodsatte. Det kan ingen kreative produktioner lave om på.
Kort sagt:
Kanye West har begået karrierens mest usympatiske album med en række ubehagelige tekster og en samarbejdspartner, der konsekvent lyder som en gæstekunstner. Der er nogle rigtig flotte produktioner, men selv ikke Kanyes bedste beats ville kunne redde et så fundamentalt frastødende værk.