JUBILÆUM. Hvad er Kanye Wests bedste album?
Det nemme svar er ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ – det perfektionistiske hovedværk pakket til randen med karriereskabende features og vanvittige samples, der én gang for alle slog fast, at meget af megalomanien rent faktisk er berettiget.
Jeg forstår det godt, hvis du tilhører ’Twisted Fantasy’-lejren. Det er på mange måder det ultimative Kanye West-album. Måske endda det ultimative hiphop-album, afhængigt af hvem du spørger.
Men i min optik landede hans bedste album først tre år senere. Nærmere bestemt 18. juni 2013, da Kanye langt om længe fulgte op på sit universelt hyldede magnum opus, der havde katapulteret ham til legendestatus i en i forvejen tumultarisk periode af hans liv.
Opfølgeren hed ’Yeezus’, og det var – som han sidenhen selv har beskrevet det – en »protest mod musik«, der var lige så konfrontatorisk i sin hårdtslående industrielle produktion som i sine explicitte seksuelle referencer (»Put my fist in her like a civil rights sign«, anyone?).
I går fyldte albummet 10 år, og dets indflydelse har aldrig været større. Vi fejrer jubilæet med et portræt af en af nyere tids mest foruroligende blockbuster-udgivelser.
Hvordan blev det til?
Kanye West var som sagt på toppen af verden i 2010.
Kun et år forinden havde han ganske vist befundet sig i en gigantisk shitstorm efter et vist stunt under Taylor Swifts takketale til MTV Video Music Awards, men efter udgivelsen af ’Twisted Fantasy’ – en timelang offentlig undskyldning af et album – havde folkedomstolen dømt ham skyldfri.
Folk drog paralleller til Michael Jackson, Pitchfork tildelte albummet deres første 10 ud af 10 i næsten lige så mange år, og allerede året efter sin kæmpebrøler var Kanye tilbage ved MTV Video Music Awards for at optræde med sin nye single ’Runaway’. Året efter det høstede han syv nomineringer ved samme prisuddeling.
Han var inde i varmen igen. Den musikalske undskyldning var blevet godtaget. Så hvad gør man, når man stik mod alle odds har genopbygget sit offentlige omdømme?
Man brænder selvfølgelig det hele ned til grunden. Igen. Det synes Kanye i hvert fald aktivt at have prøvet på, da han lavede ’Yeezus’.
Lige fra begyndelsen var intentionen at skabe noget radikalt anderledes. Kanye lod sig inspirere af alt fra møbelkollektioner til surrealistiske mexicanske film fra 70’erne, og den oprindelige albumtitel var ’Thank God for Drugs’.
Om tilblivelsesprocessen har Thomas Bangalter – den ene halvdel af house-duoen Daft Punk og medproducer på ‘Yeezus’ – sidenhen fortalt, hvordan Kanye ikke tog i studiet for at rappe, men nærmere for at skrige.
Var musikken for melodisk, blev den skrottet. Lød den for meget som ’Twisted Fantasy’, røg den også på porten. Målet var ikke at tilfredsstille de mange nye fans. Det var nærmere at afskrække dem.
Som det så ofte er tilfældet med Kanyes album, blev der skruet på knapperne indtil sidste øjeblik. Bare få dage inden udgivelsen søgte han hjælp hos Rick Rubin, og i producerlegendens berømte Shangri-La-studie spillede Kanye efter sigende et mere end tre timer langt udkast til albummet og bad Rubin om at »skære fedtet fra«.
Kanye har ganske berømt omtalt Rubin som en reducer snarere end en producer, og det prædikat levede Def Jam-medstifteren op til. Den endelige version af ’Yeezus’ endte nemlig med at være blot 40 minutter lang.
Hvordan lyder det?
Kanye har som sagt selv beskrevet ’Yeezus’ som »en protest mod musik«, og albummet er da også gennemsyret af en nærmest punket fandenivoldskhed lige fra den knap 20 sekunders forvrængede, støjende synthlinje, der indvarsler åbningsnummeret ’On Sight’.
»How much do I not give a fuck? / Let me show you right now before you give it up«, proklamerer Kanye, før han gør netop det: Viser os, at han ikke giver en fuck for noget som helst.
Åbningsnummeret virker mere frastødende end indbydende, og det var netop også hensigten. Egentlig skulle den mere melodiske ’Blood on the Leaves’ nemlig have været det første nummer på albummet, men som Kanye sidenhen forklarede Zane Lowe, valgte han i stedet at gå med »en mere aggressiv tilgang« for at skræmme nej-sigerne væk.
’On Sight’ er i øvrigt et af albummets i alt fire Daft Punk-producere numre, men vi er altså meget langt fra den forførende 70’er-disco, som duoen havde hittet stort med bare måneden forinden på albummet ’Random Access Memories’.
Albummets røde tråd er den hårdtslående industrielle produktion, der har mere til fælles med Trent Reznors Nine Inch Nails-projekt end den storladne østkyst-hiphop, der havde inspireret ’Twisted Fantasy’. ’Yeezus’ var råt, minimalistisk og frem for alt modigt.
Dermed ikke sagt, at West decideret opfandt industriel hiphop, da han udgav ’Yeezus’.
Året forinden debuterede Sacramento-trioen Death Grips med deres eget take på industriel smadderrap på albummet ’The Money Store’, og de metalliske undertoner på ’Yeezus’-numre som ’Send It Up’ og netop ’On Sight’ synes at trække en direkte linje til 90’er-gruppen The Disposable Heroes of Hiphoprisy.
Men disse navne figurerede i undergrunden. Kanye West var derimod på toppen af sin karriere, da han udgav ’Yeezus’. Hele verden hyldede ham, ’All of the Lights’ og Jay-Z-samarbejdet ’Ni**as in Paris’ dominerede hitlisterne, og han kvitterede med sit mest utilgængelige album til dato.
Samme kompromisløshed gennemsyrer lyrikken, der ligeledes gjorde en dyd ud af at annullere al den goodwill, som ’Twisted Fantasy’ havde sikret ham.
Der er kontroversielle linjer nok at tage fat på, men lad os tage et par af de mest omdiskuterede eksempler: På ’Blood in the Leaves’ bliver Nina Simones anti-lynching-slagsang ’Strange Fruit’ til en sang om at møde sin ekskæreste til en basketballkamp. På ’On Sight’ får han klubben til at »ryste som Parkinsons«. Og på ’I Am a God’ udnævner han sig selv til, ja, en gud.
Det er overlagt provokerende, og jeg er ikke ude på at tage Kanye i forsvar. Selvfølgelig er det usmageligt, når han på ’I’m In It’ rapper ting som »Eating Asian pussy all I need was sweet and sour sauce«.
Jeg elsker ‘Yeezus’ for dets bramfrihed, men det har så sandelig også sine konsekvenser.
Hvad har det betydet?
Kanye West-album har det med at ryste musikkulturen i dens grundvold, og ‘Yeezus’ er ingen undtagelse. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at dets indflydelse aldrig har været tydeligere, end den er lige nu.
Den mest oplagte sammenligning er måske Playboi Cartis 2021-album ‘Whole Lotta Red’, der med sine hylende synthlinjer og punkinficerede rapstil trækker tydelige tråde Kanyes sjette studiealbum. Cartis kultklassiker var en slags modreaktion på forgængeren ‘Die Lit’, akkurat ligesom ‘Yeezus’ var en modreaktion på ‘Twisted Fantasy’.
Jeg hører også ‘Yeezus’ spøge i kulissen på Tyler, the Creators ‘Cherry Bomb’ og Brockhamptons ‘Irridescence’, og bemærkelsesværdigt nok er begge disse album også blandt de respektive artisters mest grænsesøgende og polariserende udgivelser til dato.
For hiphopverdenen synes ‘Yeezus’ at være blevet et værk, man trækker på, når man ønsker at provokere.
Men det er ikke kun rappere, der de seneste år har ladet sig inspirere af ‘Yeezus’. Tag bare Taylor Swifts ‘Reputation’-album, der åbner med sin egen version af ‘On Sight’ i form af sangen ‘Ready For It?’ – inklusive en forvrænget synth-intro og sågar rap-agtige vers.
»Taylor Swift går fuld ‘Yeezus’«, skrev The Ringer dengang. Lidt ironisk, når albummet jo netop var et kontraangreb på blandt andet Kanye West.
Det mest åbenlyse eksempel fra popverdenen er imidlertid Billie Eilish – og ikke mindst storebroren Finneas’ minimalistiske produktioner på debutalbummet ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’. Det galoperende beat og baggrundskrigene på ‘Bury a Friend’ lyder nærmest som en homage til ‘Black Skinhead’.
For Kanye selv markerede ‘Yeezus’ for mig at se begyndelsen på enden. Siden er hans udgivelser kun blevet mere kaotiske, og selvom opfølgeren ‘The Life of Pablo’ uden tvivl excellerede i dette kaos, føles ‘Yeezus’ på mange måder som det sidste færdigbagte Kanye West-album.
Desuden er det ikke svært at drage parallel mellem de vulgære linjer på ‘Yeezus’ og rapperens nedadgående spiral, som de seneste år er eskaleret. »Soon as they like you, make ’em unlike you«, rapper han på ‘I Am a God’, og det synes at have været hans motto lige siden.
’Yeezus’ er – på godt og ondt – et filterløst indblik i et genialt, men også dybt forskruet sind, og 10 år senere er det akkurat lige så fascinerende, som det var i 2013.