UDGIVELSERNE, DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser. Denne gang med lidt af en undtagelse i form af et kun to år gammelt album, der blev haglet ned ved udgivelsen, men som i årene efter er blevet kult.
‘Whole Lotta Red’ er årets bedste hiphopalbum. ‘Whole Lotta Red’ er årets værste hiphopalbum.
Begge tanker gik gennem mit hoved, da jeg for godt og vel to år siden lyttede til Playboi Cartis længe ventede andet album for første gang.
1. juledag 2020 stod Carti nemlig for alletiders mest skrækindjagende julegave i form af et råt, voldsomt og frem for alt grimt album, der nærmest aktivt forsøgte at sabotere rapperens karriere.
Det var alt andet end det, fansene havde forventet efter mumblerap-hovedværket ‘Die Lit’ fra 2018. Forvirringen var enorm. Også for mit eget vedkommende – for hvad i alverden stiller man op med et sådant album?
Siden er ‘Whole Lotta Red’ blevet et af de værker fra dette årti, jeg har lyttet mest til – og ikke mindst et af de album, jeg har tænkt mest over.
Det er jeg langtfra ene om. To år efter udgivelsen er det stadig på dagsordenen, og med dets enorme indflydelse og dets mange tilbedere in mente tør jeg allerede godt kalde ‘Whole Lotta Red’ en gedigen kultklassiker.
Men hvordan i alverden opnår et album sådan en status på bare to år?
Lad os starte med den dybt polariserende modtagelse, som albummet først blev mødt af.
Hvordan blev albummet taget imod?
Fansene var rent ud sagt rasende. Ikke mindst fordi Carti havde hypet albummet op mere eller mindre siden udgivelsen af sit debutalbum.
Udrulningen af ‘Whole Lotta Red’ var præget af konstante leaks og snippets, der med kliniske, luftbårne Pi’erre Bourne-beats – og særprægede babystemme-rap – pegede i en helt anden retning.
I flere år så det ud til, at opfølgeren til ‘Die Lit’ ville ligge i direkte forlængelse af sin minimalistiske forgænger.
Sådan endte det som bekendt ikke, og da albummet langt om længe udkom, blev den enorme hype på rekordtid udskiftet med en lige så enorm skuffelse.
Det kom ikke mindst til udtryk på Twitter, der i juledagene flød over med mavesure hiphopfans, der pointerede, at albumtitlen burde have været ‘Whole Lotta Skips‘ (eller måske endda ‘Whole Lotta Ass‘ …).
Man forstår det godt. ‘Whole Lotta Red’ er trods alt en voldsom oplevelse.
Det skyldes ikke mindst dets aggressive produktion, der med sine hylende synthlinjer og rasende 808’s er akkurat lige så brutal som de voldsscenarier, Carti råber og skriger om på de i alt 24 numre.
Det er drevet af den samme punkede fandenivoldskhed, der gennemsyrer et værk som Kanye Wests ‘Yeezus’. Et album, som West selv har beskrevet som en slags protest mod musik. Det samme kan man velsagtens sige om ‘Whole Lotta Red’.
Ligesom fansene vidste anmelderne heller ikke, hvad de skulle stille op med albummet.
Rolling Stone kårede det til årets bedste hiphopalbum (i 2021, fordi det udkom så sent i 2020), mens Beats Per Minute slagtede det. For hver skuffet anmelder var der en anden, der hyldede det som en kunstnerisk triumf.
Soundvenue landede et sted midt imellem, kvitterede med fire stjerner og roste albummet for dets frygtløse ambitioner, om end »ikke alle eksperimenterne lykkes«.
Hvad skete der efterfølgende?
Selv den dag i dag diskuterer musikfans verden over på internetfora og sociale medier, om Cartis vampyrplade er »fuldstændig unlistenable« eller »det bedste album nogensinde«.
Men hvorfor gik lige akkurat ‘Whole Lotta Red’ så hen og blev kult?
Måske skyldes det, at lyden var så fremsynet – eller ‘futurisk’, som Fraads-rapperen Papa Erotic beskrev det, da vi for nyligt interviewede den danske hiphopduo.
Den fremsynethed bliver især tydelig, når man ser på, hvor mange nye rappere ‘Whole Lotta Red’ allerede har inspireret.
Især sidste år begyndte dets nærmest øjeblikkelige indflydelse for alvor at vise sig på udgivelser fra stjerneskud som Cochise (prøv bare at lytte til det dæmoniske flow godt 40 sekunder inde i sangen ‘Cooyah’), TyFontaine og i særdeleshed subgenren rage rap, der blandt andre tæller kunstnere som Trippie Redd og den hypede Yeat.
De mange efterkommere har været med til at underbygge albummets kultstatus. Men man må heller ikke underkende den radikalitet, som prægede udgivelsen.
Carti havde trods alt allerede etableret en stilsikker lyd. Han kunne have redet videre på mumblerap-bølgen, og hans fans ville have elsket ham for det.
Det valgte han ikke at gøre. I stedet satte han ild til hele og skrev sig i samme omvæltning ind i hiphophistorien.
Så lad os slutte, hvor vi startede: Er ‘Whole Lotta Red’ et af de seneste års bedste hiphopalbum?
Nok ikke. Men det er måske det mest fascinerende.
Andre artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, pt. 2’ smadrede alt
Arcade Fire var indierockens frelsere – lige indtil det gammelmandssure ‘Everything Now’