Lil Uzi Vert sætter nye standarder for samtidsrap på hovedværket ’Eternal Atake’

6 6
Lil Uzi Vert sætter nye standarder for samtidsrap på hovedværket ’Eternal Atake’
Lil Uzi Vert.

I sin storhedstid i slutningen af 00’erne udråbte Lil Wayne sig selv til marsmand og erklærede, at han ikke var et menneske. I årtiet efter indledte Future en æra som trappens største artist med albummet ’Pluto’, hvor han iscenesatte sig som druggy, forelsket astronaut.

Nu indleder Lil Uzi Vert så 20’erne med sit eget sci-fi-hovedværk ’Eternal Atake’, der er et fantasifuldt og overlegent konceptalbum, der vist nok handler om, at rapperen er blevet kidnappet af aliens til det ydre rum.

Udgivelsen har samtidig været annonceret og udskudt gang på gang siden 2018, mens en række singler, leaks og snippets har skudt forventningerne helt ud i det ydre rum.

’Eternal Atake’ er altså nærmest allerede et mytologisk værk. Så det er ret utroligt, at albummet ikke bare undgår at skuffe, men sætter nye standarder for moderne samtidsrap.

For det her er ikke bare Lil Uzi Verts klart bedste udgivelse indtil videre. Det er et album, der skubber til trapmusikkens grænser med de kreative produktioner, Lil Uzi Verts permanent muterende flow og albummets cinematiske opdeling.

Mens fortællingen følger Uzi rejse til det ydre rum, skifter lydbilledet nemlig gang på gang stemning, som om vi rejser gennem forskellige galakser – og rapperens flow muterer også, som om tid og rum har bøjet hans stemme til nye former.

Det starter med Lil Uzi Vert i fuld angrebsmodus. Efter en intro (‘Baby Pluto’), der bygger spændingen op ligesom nedtællingen til en rumraketaffyring, følger det, der ifølge Twitter-opdateringer fra rapperen selv er en række sange lavet af hans alter ego Baby Pluto. Og det kan høres.

Produktionerne er bastunge, minimale og tit baseret om en enkelt uventet lyd – som en ufo-synth på ’Pop’, det underligt futuristiske breakbeat på ’Homecoming’ eller laser-blippene på ’Better Move’, der i øvrigt er samplet fra et pinball-spil fra 90’erne. Den majestætiske ‘Lo Mein’ har derimod samme blæste, rungende kvalitet som Chief Keefs rygerhymne ‘Chiefin Keef’.

Resultatet af det her bombardement er lidt ligesom den sammenstilling af vokalsample og tunge 808-trommespor med benhårde rim, som Lil Wayne lavede på klassikeren ’A Milli’ – og Lil Uzi Vert har lidt af samme nådesløse, ustoppelige rapteknik, når han kaster sig ind i de her beats. Men i modsætning til Lil Wayne er det sjældent deciderede punchlines, der er i fokus.

For selv om Philadelphia-rapperen her er klart mere tekst- og teknikorienteret end normalt, og tit har flair for uventede referencer til eksempelvis Yu-Gi-Oh! (på ‘You Better Move’), går han fortsat langt mere op i form og flows end i lyrisk substans. Lidt ligesom Young Thug faktisk – og der er også noget ustyrligt, Thug-agtigt over steder som slutingen af ’Pop’, hvor Uzi nærmest mister kontrollen over sit flow og bare siger »Balenci!« 15 (!) gange i træk.

Den første del af ’Eternal Atake’ føles lidt som at være fanget i en lyssværdskamp i ’Star Wars’, der aldrig stopper. Det er slag på slag og blip på blip. Men så kommer Lil Uzis ufo alligevel ud på den anden side af sci-fi-stormvejret, og vi møder en mere følsom skabning (alter egoet Renji, ifølge rapperens Twitter), der minder mere om Futures astronaut-persona end Waynes tøjlesløse marsmand.

Ligesom første del af albummet har midterpartiet også et klart defineret lydbillede. Denne gang er det stemmesamples, der præger sangene: Speedede, euforiske gisp på ’I’m Sorry’, et korsample på ’Bust Me’, sukkende lyde over et boblende beat på ’Celebration Station’ og så et par metalliske stemmebidder på ’Chrome Heart Tags’, der er produceret af forbilledet Chief Keef.

Der findes næppe et album, der rent lydmæssigt har skubbet til grænserne inden for nutidens populærrap på den her måde – det skulle så lige være Futures trap-dystopi på ’DS2’ eller Travis Scotts maksimalistiske ’Astroworld’ (Uzi sampler i øvrigt et Travis Scott-beat på ‘Prices’).

Lil Uzi Verts stemme skifter samtidig spor i takt med produktionerne og bevæger sig over i noget, der ligner den syngende stil fra storhttet ’XO Tour Llif3’ eller de melodiske flows fra pre-’Eternal Atake’ singlerne ’That’s a Rack’ og ’Sanguine Paradise’.

Sangene her i midten af albummet føles som udgivelsens hjerte, og de er blandt rapperens bedste overhovedet. Man ved, Uzi har ramt sit absolutte højdepunkt, når han kan få et omkvæd som »three hundred for a two door-Benz« (’Bust Me’) til at fungere som storslået, hjerteknust linje, snarere end tomt pral.

Men allerstærkest er måske ’Chrome Heart Tags’, hvor Uzi (eller Renji) rammer samme melankolske stemning som de stærkeste momenter af 2017-albummet ’Luv Is Rage 2’, når han rapper om forliste forhold: »How you say that I left you? / first year was the best you / after all the dumb shit that you did / can’t believe that I really kept you / we used to sit in the same room / and I still probably would text you«. Aww, Uzi!

Efter de her ekstradimensionelle kærlighedssange glider Uzi mod slutningen af albummet lidt ud af sit konceptuelle regelsæt og lader uforudsigeligheden regere.

Her føles det som om, vi har nået det yderste af det ydre rum, hvor man kan tillade sig at lege med dansesyg trance-rap på den uimodståelige single ’Futsal Shuffle 2020’, sample Backstreet Boys på ’That Way’ eller bare genskabe storhittet ’Xo Tour Llif3’ som ’P2’, hvilket utroligt nok fungerer helt fantastisk. Normalt kan man ikke skabe den samme magi to gange, men det kan Uzi altså.

Rapperen når endda kortvarigt at se tilbage på ’Venetia’, der lyder som et hit fra ‘Luv Is Rage 2’. Uzi kan tillade sig alt her til sidst – han har gjort sig fortjent til det.

For de uventede drejninger og nytænkninger i lydbilledet på det her album er generelt ekstremt gennemførte og virkelig originale, og Lil Uzis exceptionelt flersidige og elegante flows fanger enhver ny strømning i produktionerne og følger dem. Og han gør det ene mand: Der er kun én eneste gæst (Syd, der synger på ’Urgency’), hvilket er en sjældenhed for et hiphopalbum i disse tider.

Det her føles derfor virkelig som en rumrejse, Lil Uzi Vert kaster sig ud i ene mand, og ’Eternal Atake’ gør sig på alle måder fortjent til pladsen som et af den moderne hiphophistories sci-fi-hovedværker. Han tager faklen videre fra fortidens rumrejserappere som Wayne og Future, mens han også nikker til excentrikere som Chief Keef og Young Thug. Det er dén liga, Uzi er i nu.

‘Eternal Atake’ sætter nye grænser for samtidens populærrap – både i forhold til flows og produktioner. Det her er albummet, fremtidige trap-storværker skal overgå. Og jeg gad godt se den rapper, der kan følge med ud til de galakser, Uzi opdager på ’Eternal Atake’.


Kort sagt:
Lil Uzi Verts længe ventede ’Eternal Atake’ er et ekstremt gennemført og originalt konceptalbum, der sætter nye standarder for trap og samtidsrap.

Lil Uzi Vert. 'Eternal Atake'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af