10. Selena Gomez ‘Bad Liar’
Eks-Disney-stjernen Selena Gomez har gjort sig mere og mere bemærket på musikfronten de seneste år, og med ‘Bad Liar’ spillede hun virkelig med musklerne.
‘Bad Liar’ er et skævt popnummer med et gevaldigt glimt i øjet, og mens noget af overraskelsen lå i, at det rent faktisk kom fra Selena Gomez, så er singlen underspillet på en fuldstændig fantastisk facon.
Nummeret er lavet over et sample af basgangen fra Talking Heads-nummeret ‘Psycho Killer’, og med Gomez’ tilbageholdne vokal (udover det store knæk) og få musikalske virkemidler er den et kunststykke i at få sneget noget anderledes ind i møllen af mainstream-pop uden at give kald på umiddelbarheden.
9. Calvin Harris feat. Franck Ocean & Migos ‘Slide’
Det her er det modsatte af det, DJ Khaled gør! Intet ondt om den råbende Miami-dj/producer/meme, men i 2017 har Calvin Harris bevist, at man kan lave et stjernespækket sommerhit, uden at det kompromitterer gæsternes integritet.
Frank Ocean får lov til at nynne sig igennem omkvædet, og Migos flekser deres stavelsestætte flows, mens Harris iscenesætter et klaverdrevet beat med et skævt stemmesample, der sørger for, at tingene aldrig bliver kedelige. Hvornår er det nu lige, det bliver sommer igen?
8. Cardi B ‘Bodak Yellow’
’Bodak Yellow’ var et gigantisk money move, der cementerede, at Cardi B er gået fra stripper, reality-deltager og Instagram-kendis til en vaskeægte hiphopstjerne.
For den samme attitude, der har båret hende gennem reality, stripklub og Instagram, skinner igennem på ‘Bodak Yellow’: Når hun rapper er det som om, hun udtaler samtlige bogstaver i versaler, mens alle andre rapper med små bogstaver. Rå og ufiltreret attitude, som ikke kan forfalskes.
Resultatet? Cardi B blev den første kvindelige solorapper på toppen af de amerikanske hitlister i næsten 20 år. Watch out 2018.
7. J Hus ‘Did You See’
UK-scenen blomstrede i 2017, og J Hus personificerede alt det, der gjorde den britiske lyd så spændende. Han er nemlig en ung kunstner med afrikanske rødder, der kombinerede sin egen og byens kulturelle arv for at skabe en række nye lyde, der viste verden, at England er meget mere end grime.
Vi kaldte hans ’Common Sense’ for sommerens stærkeste hiphopalbum, og ’Did You See’ er på en måde et sommerhit af en ny slags: Det er tilbagelænet, næsten dovent, med sit drømmende, caribiske beat og J Hus’ småsyngende vokal.
6. Drake ‘Passionfruit’
Det er længe siden nu, men engang lød Drake altid som om, han prøvede rigtig hårdt. Han prøvede at lave bedre linjer end mentoren Lil Wayne, han prøvede at virke som en overbevisende r’n’b-elsker, og frem for alt prøvede han at virke hård.
Men på ’More Life’, og især på det caribisk gyngende ’Passionfruit’, lyder han ubesværet som aldrig før. Det er som om, at Drake tager ferie fra at være Drake og sidder med fødderne i poolen og drømmer sig frem til en af karrierens bedste popsange.
Hør nummeret på Spotify HER.
5. Kendrick Lamar ‘DNA’
Nåh ja, Kendrick Lamar kan også lave sådan noget her!
Mange havde måske glemt, at Compton-rapperen lavede benhård, lyrisk hiphop, før han nogensinde tænkte på at lave episke jazzrap-mesterværker som ’To Pimp a Butterfly’, men ’DNA’ er en påmindelse om, at Kendrick sagtens kan blive til hiphop-karatemesteren Kung-Fu Kenny.
’DNA’ er beskidt, aggressiv og hård. »Sex, money, murder / these are the breaks«, vrænger han til sidst, og senest her har vi luret, hvilken slags hiphop, der også ligger i Kendricks DNA.
4. The War On Drugs ‘Holding On’
The War on Drugs har altid lænet sig godt op af ikoner som Springsteen og Dylan, men med dette års album, ’A Deeper Understanding’, omfavner Adam Granduciel og co. for alvor de klassiske rockdyder.
Højdepunktet ’Holding On’ lyder som ’Born to Run’ for en ny generation – en glitrende rockperle, der over næsten seks minutter med slideguitar, en boblende synthlinje og fængende hooks emmer af klassikerne, men også smager af en ny og stadionstor epoke for The War on Drugs.
3. Lil Uzi Vert ‘XO Tour Llif3’
’Xo Tour Llif3’ er en af de sjældne sange, der definerer et musikalsk generationsøjeblik.
Linjerne »Push me to the edge / all my friends are dead« er allerede ikoniske, fordi de udtrykker præcis dét, hiphop handlede om i 2017: Depression, ulykkelig kærlighed og stofmisbrug udtrykt gennem smukke linjer og mumlende flows.
Men Lil Uzi Verts sang er mere end én persons ulykkelige kærlighed og misbrug: Den tager alle de her ret dystre ting og forener dem i en sang, der har skabt et fællesskab. Det, at ’XO Tour Llif3’ har defineret en samhørighed, har gjort den til mere end en milepæl for rapperen selv – den er blevet en slags fælles samlingspunkt for en ny hiphopgeneration.
Sangen om, at alle ens venner er døde, er, ironisk nok, blevet til hymnen for et nyt fællesskab.
2. Frank Ocean ‘Chanel’
Med sidste års to album ’Endless’ og ’Blonde’ viste Frank Ocean, at han er ret ligeglad med klassiske albumstrukturerer og langt mere interesseret i at skabe stemninger med sin musik. Ud af de fire ikke-album-singler, Frank har udsendt i år, er ’Chanel’ måske et af de mest stemningsfulde og samtidig lyrisk ligefremme numre, han nogensinde har lavet.
’Chanel’ er gennemsyret af kontraster. Lige fra åbningslinjen »My guy pretty like a girl / and he got fight stories to tell«, der genialt spiller på en leg med det maskuline, feminine og Frank Oceans seksualitet, til den konstante udforskning af både succes og sårbarhed i teksten og den blåtonede klaverbaggrund – hans designertasker er muligvis »all collabs«, men folk taler stadig ned til ham trods hans »God level«.
På ’Chanel’ kasserer Frank Ocean sin hemmelighedsfulde tvetydighed og lyder mere lyrisk og kunstnerisk selvsikker end nogensinde før.
1. Lorde ‘Green Light’
‘Melodrama’-albummet var en magtdemonstration af Lordes talent. Hun en en helt formidabel popsanger og sangskriver, og albummets åbningsnummer og førstesingle er en genial breakup-hymne, der på Lordes finurlige facon beskriver de frustrerende følelser, der er forbundet med at komme over en ekskæreste: »She thinks you love the beach, you’re such a damn liar!«, lyder det kækt, men samtidig såret.
Sjældent har man hørt hjertesorger formidlet med så meget spænding, energi og banger-potentiale, og det er det, der gør ‘Green Light’ til noget helt enestående. Ægte følelser, oprigtigt formidlet, sat sammen med fremragende og nytænkende pophåndværk – klaveret må jo ikke ændre tone på den måde i en popsang!
»Jeg er meget bevidst om reglerne – jeg følger dem 60 procent af tiden; 40 procent af tiden gør jeg ikke«, udtalte hun til The New York Times, og her skal man også takke co-producer og -sangskriver Jack Antonoff, der løftede Lorde nye steder hen.
Det nedtonede vers emmer af sorg, frustration og foragt, mens broen med det hamrende klavertema og pulserende beat udstråler en benhård, næsten optimistisk beslutsomhed om at komme videre.
Og forløsningen er enorm i det euforiske omkvæd med det fængende hook: »I’m waiting for it, that green light, I want it!«.
Lorde har med andre ord formået at omsætte et breakup til en fabelagtig tretrinsraket af en popsang, som fire år efter ‘Royals’ har positioneret den stadig blot 21-årige newzealænder som en af fremtidens mest lysende håb.
Læs også: Årets bedste udenlandske sange: Top 20-11
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1
Læs også: Årets bedste danske album: Top 10-1