Årets bedste udenlandske sange – Top 20-11

Vi kigger tilbage på de allerbedste udenlandske numre fra 2017. Vi starter med at tælle ned fra 20-11 – toppen af listen kommer i morgen.
Årets bedste udenlandske sange – Top 20-11
Sampha.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

20. Tove Lo ‘Disco Tits’

Der er de der numre, der gør, at man lige føler sig lidt lækrere på dansegulvet. Værsgo, her er ‘Disco Tits’, der serverer sved, stive nipples og et stramt discobeat – absolut en af årets mest fantastisk hedonistiske popsange, og det henslængte, halvt sungne, halvt talte omkvæd oser af coolness. Og så gjorde det jo ikke oplevelsen mindre, at nummeret havde en ret vild musikvideo, hvor Tove Lo blandt andet gav et handjob til en gul plysdukke.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

19. Perfume Genius ‘Slip Away’

Mike Hadreas sprang i 2017 ud som lyriker og musiker i bredformat. Trods de simple virkemidler er ’Slip Away’ et kæmpestort nummer, der åbner med Hadreas’ følsomme, lyse croon, men siden afslutter i et crescendo af metalliske tribaltrommer og noget, der næsten lyder som en didgeridoo. Perfume Genius har med ’Slip Away’ skabt det perfekte, støjende soundtrack til at bryde ud og nedbryde sit ydre og indre kaos.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

18. Yaeji ‘Raingurl’

Koreansk-amerikanske Yaeji har udgivet to ret så eminente ep’er i år, og ‘Raingurl’ fra ‘EP2’ er stort set umulig at sidde stille til: En helt unik house-banger, der hypnotiserer med koreansk hviske-rap, et hårdt beat og det insisterende hook »Make it rain gurl, make it rain«. Det er sjældent, at så originale stemmer viser sig så stærkt frem inden for et enkelt år, men Yaeji har lagt i kakkelovnen til noget stort – ‘Raingurl’ var svendestykket.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

17. Future ‘Mask Off’

Sydstatsrap og meme-kultur har indgået en ekstremt succesfuld symbiose. Både Rae Sremmurds ’Black Beatles’ og Migos’ ’Bad & Boujee’ gik nummer et i USA efter et viralt boost, og senere blev Futures ’Mask Off’ rapperens største hit nogensinde ved hjælp af en masse memes, der i høj grad møntede sig på Metro Boomins fløjte-baserede beat.

Netop fløjte-beats blev en af årets store produktionstrends. Selve sangen er klassisk Future: Monoton, hypnotiserende stripklubs-rap med en god dosis narko – her løftet til nye højder takket være blæseinstrumentet.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

16. Jorja Smith X Preditah ‘On My Mind’

Det britiske soultalent kom på alles læber, da hun tidligere på året agerede sensuelt modspil på Drakes ’Get It Together’, men det er alligevel samarbejdet med UK-garage-legenden Preditah, der føles som årets største gennembrud. På ’On My Mind’ fletter Smiths vokal sig ind i et 2-step beat, der er så forbandet catchy og 00’er-nostalgisk, at man kommer til at savne Craig David i sine velmagtsdage. Og det er ment som et stort kompliment.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. SZA feat. Travis Scott ‘Love Galore’

Med debutalbummet ’Ctrl’ sprang SZA ud som det perfekte forbillede for alle utøjlede og (over)ærlige pigesind. ’Love Galore’ er et perfekt eksempel på, hvad stjerneskuddet gør bedst med sin tilbagelænede attitude og tekst om at sætte sig selv først efter et brud med en ligegyldig fyr. Med iskolde oneliners som »Done with these niggas / I don’t love these niggas / I dust off these niggas / do it for fun« er Travis Scott ren statist i SZA’s r’n’b-univers.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. Phoebe Bridgers ‘Funeral’

Phoebe Bridgers albumdebuterede i år med det fornemme ‘Stranger in the Alps’, og her finder man et af årets mest sørgelige, men samtidig smukke sange. På ‘Funeral’ synger Bridgers over et lyst og sart guitarspil om at skulle synge til en jævnaldrendes begravelse, og selv om historien er utrolig trist, bliver den fortalt med en rørende lethed. Ganske enkelt en mindre genistreg i forholdet mellem en form for tør humor og så det bare at være fucking blue.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. Sampha ‘(No One Knows Me) Like the Piano’

Klaveret kom til Sampha som en frelser i barndomshjemmet i London, da han var helt lille. Når dét tema flettes sammen med sorgen over Samphas mor, der døde forud for tilblivelsen af debutalbummet ’Process’, tilsat en enkel, smuk pianomelodi, har man opskriften på årets måske allermest rørende nummer, der emmer af savnet efter en mere simpel barndomstid i hver eneste strofe.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Charli XCX ‘Boys’

»I was busy thinking ‘bout boys«.

Teksten er såresimpel, og det samme er sangens opbygning, men ofte kræver det heller ikke de helt vilde udsving at lave et genialt popnummer. Med de glitrende computerspillyde i toppen, den insisterende, bouncy bas og Charlie XCX’s henslængte stemme, stod ‘Boys’ for årets bedste og mest charmerende tyggegummipop-øjeblik. For slet ikke at tale om sangens helt uimodståelige musikvideo, hvor ca. 60 kendismænd vælter sig i hundehvalpe, rosenblade og pandekager.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Alex Cameron ‘Runnin’ Out of Luck’

Hvis du kun måtte have én sang med på et roadtrip, ville Alex Camerons ‘Runnin’ Out of Luck’ altså være et godt bud – i hvert fald, hvis man skal vælge fra 2017.

Den har det hele: Et fremadstormende groove, et catchy omkvæd, et fantastisk saxofontema i outroen, subtilt kvindekor og en fængende ‘Bonnie and Clyde’-agtig tekst. Den karismatiske australiers album ‘Forced Witness’ indeholder flere landevejsværdige poprock-numre, men ‘Runnin’ Out of Luck’ stråler i en liga for sig.

Læs også: Årets bedste udenlandske sange: Top 10-1

Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Læs også: Årets bedste danske album: Top 10-1

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af