22-årige Phoebe Bridgers viser slægtskab til Bon Iver og forener humor og melankoli på original debut
Hvis det er sandt, at et godt netværk rækker længere end personlige kvalifikationer, er den 22-årige amerikanske sangskriver Phoebe Bridgers godt stillet. Ikke alene synger hun sammen med Conor Oberst (aka. Bright Eyes) på sangen ’Would You Rather’. Hun er god ven og turnerer sammen med yderst talentfulde Julien Baker og har indspillet sange med Ryan Adams i hans hjemmestudie.
Heldigvis afslører ’Stranger in the Alps’, at den debuterende sangskriver har andet end netværket i orden. De personlige kvalifikationer fejler bestemt ingenting.
På debutalbummets bedste sange formår Bridgers at forankre sin sangskrivning i markante melodier og stemningsfulde arrangementer glimrende understøttet af en mere end kapabel lyrik. Hendes stemmeføring giver mindelser om Jenny Lewis, men i en mindre selvbevidst, mere luftig udgave.
Vokalindsatsen er forholdsvis enstonig – grænsende til det uudgrundelige. Til gengæld er den elegant implementeret i lydbilledet, sommetider i form af dobbeltspor, der i øvrigt understreger slægtskabet til Bon Iver. Hans måde at tænke melodier på løber som en strømførende ild under sange som ’Scott Street’ og singlen ’Motion Sickness’, hvis let funkede americana-shuffle til gengæld ikke rigtig rimer på den gode hr. Vernon.
Andre steder er der lagt ekkoeffekt på vokalen, hvilket understøtter den tabsbevidsthed og hukommelsesafsøgning, der præger disse sange og desuden understreger den spøgelsesstemning, som coveret, der mere end bare låner sin æstetik fra David Lowerys film ’A Ghost Story’ (det er den med Casey Affleck gemt under et lagen med øjenhuller).
»Jesus Christ, I’m so blue all the time, and that’s just how I feel / I always have, and always will«, synger Bridgers på (den passende betitlede) ’Funeral’, suppleret af en klagende vemodig violin. På papiret fremstår det næsten forstemmende traurigt, men sådan oplever man nu sjældent ’Stranger in the Alps’.
Der er noget uaffekteret og stålsat fortrøstningsfuldt over Bridgers, der mestrer den ikke helt nemme kunst at forene hudløs melankoli med en ret lakonisk humor, som her på den stærke åbningssang ’Smoke Signals’: »I went with you up to the place you grew up and we spent a week in the cold / just long enough to Walden-it with you anymore and it would have got old«.
At referere til en mytisk ærkeamerikansk helt som Henry David Thoreau og lave et verbum ud af ødemarkshytten Walden, hvor han opholdt sig, er ikke alene originalt, men også ret befriende, fordi sangen på mange måder ellers driver af vemod – inklusive et strygerarrangement med ’Pyramid Song’-reminiscenser.
Bridgers punkterer på den måde albummets tilløb til patenteret melankoli med små lyriske indskydelser, herunder ømme, sigende farvelnik til musikalske forbilleder som Lemmy og Bowie (ligeledes på ’Smoke Signals’) og linjen om, at hun sammen med sine gode veninde snakker om ingenting på en måde, der minder hende om en langsom død (’Funeral’).
Selv om albummet således efterlader et stærkt og varigt indtryk, er det også strøet med mere forglemmelige sager som ’Killer’, ’Chelsea’, ’Demi Moore’ (er man til 2017-sange opkaldt efter past-their-prime-skuespillerinder er ’Drew Barrymore’ med SZA en noget bedre investering!) og Mark Kozelek-sangen ’You Missed My Heart’, der efterlader et uafklaret (og uforklaret) indtryk som værkets sidste skæring.
Det kan godt virke som en lidt dobbeltægget (foruden klichéfuldt) kompliment at fokusere på uindfriet potentiale, når man har med en debutant at gøre. For hvem vil ikke hellere skabe umiddelbar begejstring end blive mindet om, at den virkelige gevinst ligger ude i en fremtid, hverken kunstner eller publikum ved noget om?
Ikke desto mindre: Jeg tror, Phoebe Bridgers har endnu bedre album i sig end ’Stranger in the Alps’ (der alternativt kunne have udgjort en forrygende ep).
Det skal dog ikke tage noget fra Bridgers, der alene med den indledende trio af sange (’Smoke Signals’, ’Motion Sickness’, ’Funeral’) skaber en form for uudgrundelig magi, der matcher sangskriverfagets allerfineste udøvere.
Kort sagt:
22-årige Phoebe Bridgers debuterer med et kuld sange, der er båret af hendes uaffekterede sangforedrag og et lyrisk vid, der afslører en god evne til ikke at lade de nedslående anslag overmande indtrykket af en mere nuanceret menneskefremstilling, hvor der er plads til lakonisk-humoristiske indskydelser og et nøgternt klarsyn. Det er ikke et fejlfrit værk, men dets mest vedkommende bidrag bærer vidnesbyrd om en sangskriver med en muligvis strålende karriere foran sig.