Alle elsker Sosa: Syv rappere, der er musikalske børn af Chief Keef

Den unge hiphopscene er fyldt af Chief Keef-efterkommere. For siden sit gennembrud i 2012 har rapperen præget hiphopscenen som få andre. Her er syv af de rappere, der har ladet sig inspireret af den unge Chicago-legende.
Alle elsker Sosa: Syv rappere, der er musikalske børn af Chief Keef
Chief Keef.

Nogle af det seneste årtis vigtigste rappere er blevet store, netop fordi de ikke passede ind i musikindustriens kasser. Tænk på Gucci Mane, der kværnede legendariske mixtapes ud, men aldrig helt kunne lave det der store mainstreamalbum.

Chief Keef er en af den slags kunstnere.

Rapperen, der skulle have spillet sin første koncert i Danmark i et udsolgt Pumpehuset på mandag, men som netop har aflyst, havde et kort møde med mainstreamsucces i 2012, da han havde kæmpehittet ‘Don’t Like’ og udgav albumdebuten ‘Finally Rich’ på Interscope. Men det fungerede aldrig rigtigt. I sit hjerte var Chief Keef altid en eksperimenternede mixtape-kunstner, der ikke rigtig kunne modelleres om til velfungerende mainstreamstjerne.

Så i årene siden har han opholdt sig i sit eget univers, hvor han udgiver det ene originale, stilskabende track efter det næste. Han slog igennem med drill, men grundlagde derefter nærmest ved et tilfælde mumblerap-genren, alt imens elementer af hans stil gennemsyrer hiphopkulturen. Hans udtryk, slang og adlibs er blevet en del af hiphoppens sprog.

I dag kan du høre og se fragmenter af Keef over alt i hiphopscenen, og mange af de nye rappere, der kommer til, er i høj grad børn af Keef. Her er syv af de vigtigste eksempler på nutidens rappere, der er præget af Chief Keef.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Lil Uzi Vert

Manden bag sidste års generationshymne ‘XO Tour Llif3’ har i dén grad fundet sin egen lyd, der forvandler store følelser og dulmende stoffer til storslået emorap. Men kimen til hele Lil Uzi Verts stil er faktisk Chief Keef. Hans tidlige sang ‘Guapo’ er en tro kopi af Keefs storhit ‘Love Sosa’, mens det tidlige hit ‘7AM’ er fyldt af den slags flows, Keef opfandt på ‘Bang 2’-mixtapet fra 2013.

Dét mixtape har den yngre rapper desuden erklæret, at han er fan af, og Vert har derudover sagt, at han lytter en del til Keef, som han kalder en af tidens vigtigste rappere. Indflydelsen på Lil Uzi Vert er desuden ekstra interessant, fordi han selv er en af de mest stilskabende kunstnere lige nu. Trippie Redd og Jucie WRLD er for eksempel i høj grad børn af Vert og dermed børnebørn af Keef.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Fetty Wap

Kan du huske, da Fetty Wap var den varmeste rapper på planeten? Der var en række storslåede måneder i 2015, hvor Fetty Waps sang-rap var uundgåelig takket være hits som ‘Trap Queen’, ‘679’ og ‘My Way’.

Fetty Wap havde en nærmest blåøjet (no pun intended) entusiasime, der var helt hans egen, men derudover var en stor del af hans stil faktisk taget direkte fra Keefs autotune-kærlighedssange som ‘Love No Thotties’ og ‘Emojis’. Den enøjede rapper gik endda så langt som at kopiere ‘Love No Thotties’-flowet til sangen ‘Throw It Back’ og var heller ikke bleg for at bruge Keefs signatur-ad-lib »bang bang«. I tiden siden er Fetty Wap stort set forsvundet, men Keefs indflydelse er her fortsat.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Bobby Shmurda

Bobby Shmurda er fra New York. Det er vigtigt lige at slå fast, for hans virale ‘Hot Nigga’-video ligner vitterligt et drill-nummer fra Chicago. Det tunge, ildevarslende beat og de langsomme flows er klart et nik til Chiraq, som drill-rapperne kaldte deres hjemby, og selve videoen ligner en efterligning af Chief Keefs rå DIY-videoer til sange som ‘Don’t Like’.

Stadig ikke overbevist? Så overvej, at Bobby Shmurda bruger Chicago-slang som ‘tweakin’ og ‘thot’, der henholdsvis er slang for at være skæv og for pige. Sidstnævnte er endda et ord, som Chief Keef har opfundet. I rest my case.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Lil Yachty

»Det er sindssygt, at ham her Chief Keef kun er 23 år gammel, for jeg har set op til ham siden high school«, skrev Yachty forleden på Twitter, da det var Chief Keefs fødselsdag. »Der er kun et år mellem os, what the fuck, og ham her er den største nogensinde. Tillykke med fødselsdagen«. Chief Keef svarede: »Tak, Boat«, med reference til Yachtys alter ego.

Dermed er alt sagt, og så alligevel ikke.

For hvor mange artister har efterlignet Keefs hårde drill-lyd, har Yachty i stedet taget Chicago-rapperens mest melodiske, nærmest lallede stil til sig. I de eksperimenterende år 2013-14 lavede Keef nemlig en masse autotune-baseret rap, der både var melodisk, eksperimenterende og kaotisk: Ting som ‘Baby What’s Wrong With You’, der handler om en pige, der ryger hans weed, den fjollede ‘Yesterday’ eller genistregen ‘Love No Thotties’, der handler om en langdistance-flirt med en groupie.

Netop groupie-flirt i autotune-form er formularen på Yachtys gennembrudshit ‘1 Night’, en sang, der lyder som en endnu mere tegneserie-agtig version af Keefs lyd. Siden har de to også samarbejdet på sangene ‘Come On Now’ og ‘Untitled 04’. Og ja, så tweeter de altså også søde ting til hinanden.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Playboi Carti

Der er to af de tendenser, Chief Keef var med til at starte, der kulminerer hos Playboi Carti. Det ene er selvfølgelig mumblerap, den rapstil, hvor melodi og flow nærmest overtager det lyriske indhold totalt. Det er en stilart, Chief Keef var med til at starte med sange som den hypermumlende ‘They Know’ fra 2012. Han er så at sige mumblerap-godfatheren.

Men derudover er der også det store fokus på ad-libs, som Carti har taget til nye ekstremer. Hos ham er det nemlig ofte mere spændende at høre de elektriske udbrud i baggrunden end sangens egentlige flow. Sådan er det også på Keef-hits som ‘Faneto’ fra 2015. Hvis man hører godt efter i Cartis hit ‘Magnolia’, kan man desuden høre en Keef-reference, når ‘thottie’ rimes med ‘glockie’ på præcis samme syngende måde, som Keef gør på Gucci Mane-samarbejdet ‘Semi’.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. 67 (og resten af UK drill-scenen)

Det her lå ikke lige i kortene, men i de seneste år har den britiske scene importeret Chicagos drill-lyd. En række London-crews som 67 er nemlig begyndt at bruge de tunge beats og minimalistiske flows, som Chief Keef og co. populariserede i 2012. I den britiske version leveres den selvfølgelig med en god portion UK-slang, men store dele af lydens skelet er som taget fra Keefs ‘Back From the Dead’-mixtape. På den måde er Keef blevet en af de mest indflydelsesrige kunstnere i England lige nu.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. 21 Savage

21 Savage er løst tilknyttet mumblerap-miljøet og flittig bruger af ‘aye’-flowet, som Keef populariserede fra 2014 og frem. Men frem for alt er han en gangsta rapper, der hellere siger et ord for lidt end et ord for meget. Han rapper i et monotont, minimalistisk flow, hvor hver linje lyder som en trussel. Ret meget som Chief Keef anno 2012 med andre ord. Der er bare den forskel, at de beats, 21 Savage bruger, tit er mere eksperimenterende trap-produktioner fra folk som Metro Boomin end drill-lydens bombastiske beats. Men selve den monotone, passivt-voldsomme rapstil er ren Keef.

Læs også: Hvordan Chief Keef blev skrottet af branchen – men endte med at inspirere en hel hiphopgeneration

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af