Listen over fuldstændig absurde og skøre ting, Gucci Mane har gjort, er ikke helt så lang som listen over udgivelser, han har lagt navn til. Men det er også kun fordi, han har lavet over 50 mixtapes og album.
Nu har han netop udgivet albummet ’Mr. Davis’, hans måske størst anlagte projekt nogensinde, der inkluderer et The Weeknd-samarbejde og singlen ’I Get the Bag’ med Migos, der er hans mest succesfulde i karrieren. Det er et solidt, om end noget fantasiforladt album med en stjernespækket gæsteliste.
De færreste vil være uenige i, at ’Mr. Davis’ – og de andre udgivelser, rapperen har udgivet siden løsladelsen fra fængsel i juli 2016 – ikke kommer i nærheden af karrierens bedste musik fra tiden omkring 2009. Kontrasten mellem den nyfundne kommercielle anerkendelse og kvaliteten af det nye materiale er tydelig.
Det kan der nærmest kun være én forklaring på: Den nuværende medvind skyldes i virkeligheden snarere kulten omkring Gucci Mane, der har nået nye højder de seneste år. Listen over rapperens mest berygtede gerninger og ugerninger er blevet en central del af fortællingen om Atlanta-ikonet.
Dén mytologi er til gengæld noget af det mest vanvittige, voldsomme og uvirkelige, man kan forestille sig: Vi har taget et dyk ned i Gucci Manes fortid for at finde ud af, hvordan han blev trap-musikkens ultimative kultfigur.
I begyndelsen var drabet
Gucci Mane fik sit første undergrundshit i 2005 med ’So Icey’, et samarbejde med Young Jeezy, der også blev en stjerne senere. Sangen var begges første mindre gennembrud, men efter en konflikt omkring betaling udbrød der beef mellem rapperne og deres lejre.
Den nåede et voldeligt klimaks, da en gruppe af Jeezys bekendte lokkede Gucci Mane i et baghold med en stripper, hvorefter de overfaldt ham. Herfra bliver detaljerne tågede, men sikkert er, at en af Jeezys bekendte, Pookie Loc, bliver dræbt. Gucci Mane anklages for mordet, men går fri, da det bliver dømt, at situationen var selvforsvar.
Sagen om drabet blev hjørnestenen i mytologien om Gucci Mane som livsfarlig og lettere utilregnelig skikkelse. Altså – der er jo ingen anden rapper, hvor vi ved, at nogen har prøvet at lokke ham i en fælde med en stripper, hvorefter han simpelthen dræber den, der prøver at overfalde ham!
Det er dog først et par år senere, at Gucci Mane for alvor bliver en undergrundslegende med en række helt unikke mixtape-klassikere og et narkomisbrug, der udmunder sig i hans skøreste øjeblikke – blandt andet en vis ansigtstatovering.
Isvafler i ansigtet og hostesaft i blodet
Lad os starte med musikken. I 2009 har Lil Wayne netop omsat flere års mixtape-galskab til et af det nye årtusindes største album-events: ’Tha Carter III’ sælger over en million eksemplarer på en uge i USA. Det er uhørt højt. Da Gucci Mane pludselig begynder at slippe en strid strøm af vildt originale mixtapes fyldt med legesygt sprogbrug og skævt billedsprog, udnævnes han til den næste Lil Wayne.
Der er utroligt mange Gucci Mane-mixtapes fra den tid – blandt andet ting som ’Cold War’-mixtapetrilogien, hvor Atlanta-rapperen udgiver tre mixtapes på samme dag. Mit personlige favorit-mixtape er ’The Burrprint (The Movie 3D)’, og især sangen ’Excuse Me’, hvor Gucci Mane siger undskyld på sine juvelers vegne – fordi de blænder alle, der ser på dem.
Mixtape-medvinden bliver ikke den store mainstream-succes, selv om geniale undergrundssange som ’Wasted’ og ’Lemonade’ kravler pænt op af hitlisten. Sidstnævnte kender du måske som beatet fra Tyler, The Creator og Earl Sweatshirts ’Orange Juice’ – i Gucci Manes originalversion er det en sang om alle de gule ting, Gucci Mane kan lide. Et typisk skævt og originalt Gucci Mane-emne, der behandles med lyrisk overskud over et sprudlende beat. Selv om mainstream-popsuccesen udebliver, er Gucci nu blevet en dominerende skikkelse i mixtape-undergrunden.
Men Gucci Mane var ikke kun uforudsigelig og skør på sine sange. I løbet af 2010 og 2011 begynder han i stigende grad at eksperimentere med hostesaft (lean) og bliver blandt andet anholdt for at køre ukontrolleret i den forkerte side af vejen. Det ender med, at han bliver sendt til en psykiatrisk afdeling.
Da han dukker op igen i starten af 2011, har han en kæmpe isvaffel tatoveret på kinden. Siden har man aldrig rigtig vidst, hvad man skulle tro: Var Gucci Mane virkelig blevet sindssyg? Eller var det hele en eller anden stor konspiration for ikke at ryge i fængsel? Myten begyndte at vokse.
Myten om trap-guden
I løbet af 2012 udgiver Gucci Mane stadig en række stærke mixtapes – blandt andet hans ’Trap God’-serie. Men fra dette tidspunkt holder han sig i den dybere undergrund, og myten omkring ham begynder at vokse fra det musikalske output.
Der begynder for eksempel at cirkulere et billede, der får det til at ligne, at Gucci Mane bliver spurgt af en dommer, om han er skyldig, hvortil han svarer med »bitch, I might be« – en reference til sangen ’Pillz’ fra 2006. Det er sandsynligvis fake, men tilføjer alligevel Gucci-myten endnu en dimension.
Endnu et tegn på, at kultfiguren Gucci Mane er ved at blive et større fænomen, er, da rapperen optræder i Harmony Korines spillefilm ’Spring Breakers’. Filmen indsætter rapperen i en kaotisk og narkotisk handling omkring en række teenstjerner, der roder sig ud i kriminalitet under et spring break i Florida. Gucci Mane spillede selvfølgelig skurk og skulle eftersigende være faldet i søvn under sin sexscene i filmen. Rapperen spiller selvfølgelig en karakter – men det er en karakter, der er nem at forveksle med den ægte Gucci.
Hele trap-scenens gudfader
Samtidig med, at Gucci-mytologien vokser, begynder rapperen for alvor at fostre talenter fra Atlanta. Gucci Mane er måske ikke blevet en national popstjerne – men i stedet forvandler han Atlanta til hiphoppens vigtigste by. Rappere som Young Thug, Future og Migos får deres første større udgivelser gennem Gucci Mane, der faciliteter studiesessions for de unge talenter med producere som Zaytoven og Mike Will Made It.
Gucci Mane bliver hele trap-scenens gudfader – så når artister som Migos eller Young Thug nu giver deres bedste gæstevers og omkvæd til Gucci (som Migos gjorde med ’I Get the Bag’ fra ’Mr. Davis’), er det en naturlig tilbagebetaling for Guccis tidlige støtte. Selv megastjerner som Nicki Minaj og Drake havde nogle af deres første større gæstevers på tidlige mixtape-tracks af Atlanta-rapperen.
Det er svært at forene den Gucci Mane, der giver liv til en hel scene i Atlanta, med den afsporede rapper, der ryger ud for den ene skøre episode efter den anden i tiden 2012-2013. Der er historier om, at Gucci Mane slår en autografjæger ned med en champagneflaske, og en anklage om, at han sparker en kvinde ud af en kørende bil. Stofferne forandrer også Gucci Mane fysisk: I 2013 har hostesaft-misbruget gjort ham ekstremt tyk og opspilet. Han ser – man kan ikke sige det anderledes – skør ud.
I efteråret 2013 knækker filmen for alvor. Gucci Mane sender først en række hånende tweets mod venner og fjender – alle fra samarbejdspartnere som Nicki Minaj, Drake og Migos til ærkefjenden Young Jeezy bliver angrebet. Derefter kommer nogle underlige tweets om, at hostesaften ‘har ødelagt’ ham. Gucci Mane hævder at være blevet hacket, men man fornemmer, at noget underligt er i gære.
Kort efter anholdes rapperen for at have opført sig udfarende. Politiet finder stoffer og våben. Det ender med tre års fængsel. Næste gang vi ser Gucci Mane har han ændret sig så meget, at internettet tror, han er blevet klonet.
Den gamle Gucci er død – længe leve den nye Gucci
Man hører ikke meget til Gucci, mens han er i fængsel. Til gengæld vokser myten sig større og større. Hele karrieren har rapperen haft succes ved at ’flood the market’: Han har udgivet mixtapes i stride strømme. Nu vokser hans berømmelse sjovt nok, netop fordi han er i fængsel – og dermed skaber en længsel via sit fravær.
Hiphoplandskabet domineres nu af artister, der alle har et forhold til den gale og geniale Gucci. Future, Young Thug og Migos er verdensstjerner. Hele verden kigger mod Atlanta-scenen. Alle ved pludselig, hvem Gucci er. Det vil sige – de tror, de ved, hvem han er. For den mand, der kommer ud af fængsel i efteråret 2016, ligner ikke den mand, der gik ind i 2013. Gucci Mane er blevet clean. Han har tabt sig ekstremt meget. Og så smiler han med hele ansigtet nærmest konstant. Han var desuden lykkeligt forlovet og er netop nu blevet gift med Keyshia Ka’Oir .
Gucci Mane kommer ud til en storm af kærlighed og beundring. Drake og Kanye gæster de første tracks, han slipper, og trap-gudfaderen går straks i gang med den samme gamle strategi: Siden løsladelsen har han sluppet tre album og to mixtapes. De er ikke dårlige, men den langsomme aftagen af kreativitet, der har været i gang siden cirka 2010, er ikke stoppet. Gucci er en smule forudsigelig og en smule rusten. Når man hører ham rappe med Migos på ’I Get the Bag’ lyder han lidt som en ældre onkel på et Migos-track.
I 2017 er det nok mere historien om Gucci Mane, vi er fascinerede af, end selve musikken. Men man har svært ved ikke at føle, at Gucci Mane fortjener succesen, når han tager sig endnu en sejrsrunde på ’Mr. Davis’. Det er trods alt sjældent, at man ser en stor kunstner læne sig så langt ud over afgrundens rand, blot for at finde tilbage til fodfæstet i sidste øjeblik. Det er måske i virkeligheden det mest legendariske ved myten om Gucci.
Læs anmeldelse: Gucci Mane ‘Mr. Davis’