Chief Keef ‘Finally Rich’

Den 17-årige Keith Cozart startede 2012 i fængsel, men efter løsladelsen udgav han det dunkle og klaustrofobiske mixtape ‘Back From the Dead’. Stor hype og pladekontrakt fulgte.

Mixtape-højdepunkterne ‘Don’t Like’ og ‘3Hunna’ er også med her på Chief Keefs debutalbum, og de er stadig mørke, upolerede og aggressive. Men i albumkontekst virker de som kontrast: Størstedelen af Keefs debut er nemlig præget af en umiddelbar og optimistisk poprap, der trækker både på Soulja Boy og Futures hostesaftsyrede autotune-lyksalighed og 50 Cents syngende flow.

Læs også: De 10 største hiphop-håb for 2013

Lige så hårdt og ondsindet som ‘Back From the Dead’ var, lige så umiddelbart og næsten naivt i sin selvberuste glæde er ‘Finally Rich’. Før udtalte Keef sine stavelser hakkende og snerrende. Nu synger han: ‘Love Sosa’ og ‘Hate Being Sober’ er selvglorificerende hymner, mens ‘Citgo’ og ‘Kay Kay’ udforsker et område mellem radiopop og autotune-trap music. Det er modpolen til ‘Don’t Like’ – sangene handler om alle de ting Keef kan lide. Også Young Chops produktioner har udviklet sig fra det gotisk-ominøse og besidder en ny melodisk tyngde.

Albummet er Chief Keefs æstetik som (slum)popmusik: En imponerende forvandling fra mixtape-rapper til albumkunstner. Da Keef pendlede mellem fængslet og et af Chicagos værste distrikter, var hans musik kompromisløst nihilistisk – den tid synes overstået, og det afspejles i albummet. Hans euforiske og ufiltrerede udtryk er modsætningen til eksempelvis Kendrick Lamars reflekterende Store Fortælling. Lamar fortæller en historie i tilbageblik, Keef beskriver et nu. Albummet er et berusende øjebliksbillede af eufori, succes, lykke. Det føles som en sejr.