Lil Uzi Vert lever i øjeblikket på ’Luv Is Rage 2’
»Der er ikke rigtig noget at tænke over. Alt lige nu handler om at være ubesværet. Hvad end der sker, sker«, siger Lil Uzi Vert vagt i et nyligt interview med Zane Lowe, hvor Beats 1-værten praktisk talt måtte hive svarene ud af den distræte rapper.
Mere eller mindre i blinde rammer 23-årige Symere Woods dog hovedet på sømmet, for det er slet ikke ualmindeligt, at hans sange opstår som spontane freestyles i studiet. Faktisk er det snarere reglen end undtagelsen, eftersom Uzis angrebsvinkel abonnerede på ungdommelige YOLO-principper, længe inden han blev eksponent for hiphoppens generationskløft.
Mangt en trap-kunstner opererer med samme impulsive tilgang som Uzi. Hvor nogle lyriske fristilsudbrud indfanger et musikalsk øjeblik til noget nær perfektion, falder andre pladask til jorden. På den måde er Uzis lyd ofte tillokkende, for den kan svinge begge veje.
Til alt held svinger hovedparten af Uzis officielle debutalbum den rigtige vej. Hist og pist falder den selvudnævnte hiphop-rockstar dog også i søvn bag rattet med auto(tune)-piloten bragende derudad.
På den monstrøse ’Early 20 Rager’ minder han mest af alt om en autotune-muteret OG Maco over et dekonstrueret ekko af noget, Travis Scott for længst ville have skrinlagt. Bedre bliver det ikke på den fortumlede ’444+222’, hvor Uzis besynderlige forkærlighed for Japan kommer til udtryk i et nærmest førstehjælpshakkende haikudigt: »Breathe in, breathe in / breathe out, shake that ass / speed up, go fast / slow down / 4, 4, 4, 4«.
Mange steder føles ’Luv Is Rage 2’ som én lang freestyle, hvorfor især nogle af omkvædene er blodfattige og overilede. Numre som ’Sauce It Up’, ’No Sleep Leak’ og ’For Real’ tynges eksempelvis af Uzis flagrende skud fra hoften, der fremstår kvalmt repeterende. Man forventer naturligvis ikke ligefrem lyriske atombomber fra hiphoppens melodiøse trap-prins, men visse steder virker han decideret apatisk.
Uzis musik lever nærmest udelukkende i øjeblikket, men det er mindst lige så meget hans hellige gral, som det er hans kryptonit. Den r’n’b-agtige uovervindelighed på ’The Way Life Goes’ genkalder eksempelvis minder fra hans pirrende mixtape-stunder, mens ’Pretty Mami’s tonstungt eksperimenterende autotune-vokalbøjninger stort set ikke fås andre steder end på netop et Uzi-projekt.
I øvrigt er det næsten perverst, hvor godt Pharrells umiskendelige signatur (med den ikoniske firetaktsintro og hele molevitten) på ’Neon Guts’ komplementerer Uzis excentriske vibe, når lyrisk opfindsomhed for en gangs skyld inciteres på trackets sprudlende omkvæd: »Higher than Elon Musk, so high stars eat our dust / and I got a colorful aura like I got neon guts«.
At den punkfikserede rapper på falderebet inkluderer et af sommerens depressionsdunkle monsterhits, ’XO Tour Llif3’, var selvskrevet, men faktisk giver den WondaGurl-producerede ’How to Talk’ stortræfferen kamp til stregen om hvilket af numrene, der er indbegrebet af ungdommen lige nu. Her svinger candyfloss-beatet på alle cylindre, mens Uzis croon svæver: »I’m not worried, I’m a heartbreaker / I’m in outer space on Mars faded / I’m not tryna make it R rated / but my niggas look like Darth Vader«.
‘Luv Is Rage 2’ er næppe den genreopløsende genistreg, Uzi-tilhængere har higet hvileløst efter siden det epokegørende mixtape ’Luv Is Rage’ fra 2015. Til gengæld cementerer denne åndelige efterfølger, at Uzis musik lever og ånder i flygtige øjebliksbilleder, der indkapsler berusende ungdomsatmosfærer som få andre.
Teenagernes konge hedder ikke Lil Yachty, han hedder Lil Uzi Vert. Og han trives på tronen.
Kort fortalt:
’Luv Is Rage 2’ er næppe den geniale studiedebut, som Lil Uzi Vert-tilhængere har ventet på i lang tid. Uzis musik lever og ånder i øjebliksbilleder, hvorfor han af og til fortaber sig i repeterende og overilede momenter, men han beviser samtidig også, at få andre indfanger ungdommelige trap-atmosfærer som ham.