Han prøver at virke ligeglad, imens han svarer på mit spørgsmål. Og det går meget godt. Halvt liggende på den hårde bænk i backstage-lokalet på Rust på Nørrebro ligner Lil Yachty mere en, der er hjemme i Atlanta og hænger ud i studiet med vennerne fra sit crew Sailing Team, end det seneste års mest opsigtsvækkende nye rapper i gang med et interview.
Det gør det ikke bedre, at jeg er nødt til at læne mig ind over ham for at høre, hvad han siger. En tung bas får alt fra vægge og stole til skålen med peanuts på bordet foran os til at vibrere. Inde ved siden af er tour-dj’en i gang med at varme det talstærke publikum op. Klokken er 0:20, og Yachty skal på scenen om små 40 minutter.
»Det er bare random. Hvordan er jeg overhovedet endt i den her knibe? Men whatever«, siger Yachty, som i denne uge har udsendt sit officielle debutalbum ‘Teenage Emotions’.
Det, jeg har spurgt ham om, er – selvfølgelig – den horde af beef-klare rappere og hiphopelskere – fra J. Cole og Anderson .Paak til Soulja Boy – der har disset den 19-årige selvudråbte King of the Teens, siden hittet ‘One Night’ ramte nettet i slutningen af 2015. For hvordan har det været at mærke forargelsen fra de ældre rappere, samtidig med at hans eksprestur mod stjernestatus blandt en yngre målgruppe allerede har gjort hans røde braids med de gennemsigtige perler til et popkulturelt fænomen?
»Jeg prøver at holde mig ude af det«, fortsætter han, selv om det ikke er helt rigtigt.
For selvfølgelig er han ikke ligeglad. Og han holder sig heller ikke ude af det. Han har fået publikum til gentagne gange at råbe »Fuck Soulja Boy« ved en koncert sidste år, ligesom han ikke kunne lade være med at svare på Anderson .Paaks diss på Twitter. Og nogle dage før koncerten i København skrev han på Facebook: »Folk har altid noget at sige, når det går nogen godt. Let a nigga shine«.
Det bedste eksempel på, at Lil Yachty går op i, hvad folk synes om ham, kom dog i slutningen af november sidste år, da han besøgte radioværten Ebros show på Apple Musics Beats 1. Det var en slags forsoning. Et halvt år tidligere var Ebro, der dengang arbejdede på newyorkerstationen Hot 97, med til at tænde det bål, der har brændt under fødderne på Yachty siden. Eller programmet var i hvert fald benzin på bålet for dem, der allerede havde svært ved at snuppe den rødhårede rappers naive tekster, autotunede vokal og historieløse tilgang til hiphop. Yachty leverede en mindre heldig freestyle og proklamerede, at han var ligeglad med hiphop og ikke så sig selv som rapper. Han ville bare have det sjovt. Man kunne nærmest høre brændstoffet ramme flammerne.
Det var derfor, Yachty besøgte Ebros Beats 1-show et halvt år senere. Han ville levere en bedre freestyle.
»Egentlig er jeg ligeglad, men hvis jeg skal være helt ærligt, så generer det mig en lille smule engang imellem. Jeg ville bare gerne bevise, at folk tog fejl«.
Og det gjorde han, selv om indslaget næsten virkede som en vennetjeneste fra Ebros side. Yachty fik lov til at vælge beat (Craig Macks ‘Flava in Ya Ear’ fra 1994 – som for at vise kendskab til hiphophistorien) og leverede nogle indøvede bars, der både kom omkring klassisk hiphopblær og et diss af DJ Funkmaster Flex, en anden udtalt Yachty-kritiker.
Besluttede sig for at få succes
Egentlig er det ikke svært at forstå, hvorfor Miles Parks McCollum, som Lil Yachty rigtigt hedder, pisser ældre hiphopfans af, for han taler åbent om hele strategien bag sin kunstnerpersona. Om hvordan han farvede sit hår rødt i high school for at skille sig ud og skabe opmærksomhed. Om at tage til New York for at prøve at møde de rigtige mennesker, så han kunne skyde genvej til berømmelse. Om at gå i tøjmærket Nautica i et år og konstant tagge dem på Instagram for at få deres opmærksomhed – hvilket lykkedes. Og selvfølgelig om hvordan han bare gerne vil tjene mange penge.
Den slags gør ondt på enhver hiphoppuritaner, som for eksempel Anderson .Paak. Da han langede ud efter Yachty på Twitter, var det, fordi Yachty havde sagt til Billboard, at han ikke kunne nævne fem af hverken 2Pac eller Notorious B.I.G.’s numre.
»Lad være med at blære dig med, at du ikke ved noget om hiphophistorie. Ægte kunstnere starter med at studere spillet«, tweetede .Paak.
Men Yachty har studeret spillet. Det er bare et helt andet spil, han spiller. Han går til hiphop som en popstjerne og bruger genrens popularitet og virkemidler til at skabe den musikalske side af sit univers, som omfavner mode og markedsføring med lige så stor selvfølgelighed.
Han har ingen mission om at skrive sig ind i den lange række af rappere, der har brugt hiphop til at formidle et politisk budskab, hverken direkte eller gennem lyriske billeder fra ghettoen. Faktisk er han slet ikke fra ghettoen. Han voksede op i Atlanta-forstaden Austell med sin mor. Forældrene var skilt, og faren boede i Atlanta, hvor han blandt andet arbejdede som fotograf og skød billeder af folk som Outkast og Goodie Mob.
»Vi var ikke rige, det var middelklasse. Min mor arbejdede røven ud af bukserne. Min far gjorde sin ting. Det var ikke noget specielt, men vi var ikke fattige«, fortæller han.
Jeg gad ikke at være på røven
Han har aldrig lagt skjul på sin baggrund, selv om Kanye Wests middelklasseopvækst blev brugt imod ham i mange år, da han – i modsætning til Yachty – gerne ville tages seriøst som rapper. Yachty elsker at fortælle – også til mig – at Coldplay er hans yndlingsband, som et næsten demonstrativt bevis på, hvor mangesidig hans tilgang til musik er.
Men kan dog forestille sig en yngre Yachty se sin mors hårde kamp for at tjene penge og beslutte sig for, at han må finde en anden måde at gøre tingene på. Trods det røde hår og turen til New York, så tog han først for alvor den beslutning, efter at han prøvede at tvinge sig selv igennem en uddannelse på Albama State University. Det holdt i to måneder, så droppede han ud. Folk forstod ham ikke, og han følte sig som en outsider, har han fortalt ved flere lejligheder. Men faktisk var det en anholdelse for noget kreditkortfusk, der skubbede ham mod musikken.
»Jeg besluttede, at jeg ikke gad gå i skole, og at jeg ikke ville have et almindeligt job«, siger han.
»Jeg gad ikke at være på røven«, fortsætter han og får det til at lyde nemt – som om det er noget, man bare kan beslutte sig for.
Da jeg prøver at få ham til at uddybe, hvad hans plan var, og hvad det var, han gjorde, siger han bare »jeg fik det til at ske« og blotter sine grills i et smil.
Det, han gjorde, var altså at skabe en gennemført persona omkring et sejlertema. Han bruger aliasset Lil Boat, hans crew hedder Sailing Team, og han går i Nauticas sejlerinspirerede sportstøj.
Den vigtigste brik i Yachtys gennemtænkte plan har dog intet med temaet at gøre. Det er hans udtalte afstandstagen fra alkohol og stoffer. Det er ikke bare atypisk for en teenager, men især for en rapper fra Atlanta, hvor alt fra hostesaft til trap’ens fristelser fylder meget. Han vil være en rollemodel.
»Der er mange, der ser op til mig. Jeg er en stemme for mange unge, og jeg prøver at være positiv og have en god energi«, siger han og fortæller, at alkohol aldrig har sagt ham noget.
Samtidig er han fuldt ud klar over, at sådan en persona er guld værd. For selv om hiphop er tidens pop, så er mange brands påpasselige med at lave aftaler med rappere med plettede straffeattester, som kunne komme på kanten af loven igen. Ind træder Lil Yachty. Han har hiphopkarismaen, lyden og fans, men ingen tung bagage. Han har taget trap’en, altså stofferne og bandelivet, ud af trap og gjort genren spiselig med tekster om at score piger og hænge ud med vennerne.
En naturlig del af hiphop-Atlanta
Han råber ud i rummet efter wi-fi-koden. Han roder konstant med sin telefon. Kigger på den. Scroller igennem sit Instagram-feed.
I backstage-lokalet står et par af dem, der har hjulpet Yachty med at få det til at ske. Den 20-årige producer TheGoodPerry, der har lavet de fleste af Yachtys beats, og manageren Coach K, som tidligere har været med til at gøre andre Atlanta-rappere som Gucci Mane, Young Jeezy og Migos til store stjerner.
Emil Stabil er der faktisk også. Eller lige nu sidder han ude på trappen sammen med P3-radioværten Pelle Peter, der skal interviewe Yachty efter mig og har taget den danske rapper med. Det er et sjovt og nok ikke tilfældigt sammentræf. For Emil Stabil deler mange ligheder med Lil Yachty.
Da han brød igennem med ‘Er det en fugl’ i 2014, var han stærkt inspireret af Atlanta-scenen og dens mere legesyge tilgang til, hvad hiphop er og kan være. Og mens hans gennembrudssingle hittede på nettet, var der ikke mange kritikere eller hiphoppuritanere, der anede, hvad de skulle stille op med den karikerede rapper, selv om han dukkede op i efterdønningerne på Kidd-bølgen.
Lil Yachty er på mange måder også en naturlig fortsættelse af historien om hiphop i Atlanta.
»Ja, helt tilbage til Outkast. Jeg er enig«, siger han, da jeg begynder at ridse den teori op. Jeg prøver at tegne en linje fra netop André 3000 og Big Boi og videre til Gucci Mane og efterfølgerne Young Thug og 21 Savage. En lang række af kunstnere, der har skubbet til rammerne for hiphop. Men jo mere jeg analyserer, jo mere mister han interessen i at tale seriøst om sin plads i en større hiphopfortælling.
»Jeg prøver at lave min egen ting«, siger han kortfattet.
Men der lader til at være en større forståelse for Yachty i Atlanta. Han har efter sigende også været i studiet med producere som Metro Boomin, Sonny Digital og 808 Mafia.
»Folk fra Atlanta fucker med mig. Vi fucker alle sammen med hinanden«, fortæller ham om båndet i byens hiphopmiljø.
Og trods al polemikken og hans kontroversielle udtalelser, så tager Lil Yachty sin musik seriøst. Faktisk spørger jeg ham lige ud, om musikken er vigtig for ham. »100 procent«, svarer han og fortæller, at han er i studiet hele tiden, når han er hjemme i Atlanta. Den gennemførte persona er bare et ekstra lag – som man også ser i de fleste andre popstjerner. I interviewøjeblikket er han ved at lægge sidste hånd på debutalbummet, ‘Teenage Emotions’, og han glæder sig til at få det ud til sine fans.
»Det kommer stadig til at lyde som mig, men der vil være mange forskellige vibes. Det er stadig bare mine venner, der har produceret for mig«, siger han, uden at jeg kan få ham til at konkretisere.
Inspiration fra Tyler, The Creator
Man skal rejse et pænt stykke væk fra Atlanta for at finde en af Lil Yachtys vigtigste inspirationskilder. Han bliver nemlig for alvor passioneret, da jeg leder snakken hen på Tyler, The Creator.
»Han er fantastisk. Han er så klog«, siger han med det samme.
Lighederne springer også i øjnene, selv om mange med rette vil sige, at Odd Future-kaptajnen har skubbet til flere grænser rent musikalsk med sin fandenivoldske tilgang til hiphop. Men han var lige så polariserende, da han dukkede op i 2010.
Han har lavet meget af det samme som dig… starter jeg et spørgsmål.
»Jeg laver noget, der minder om, hvad han har lavet«, retter han mig, inden jeg kommer længere. »Han har været en stor inspiration for mig. Jeg har kigget meget på, hvad han har gjort. Han nedbrød mange barrierer«.
Noget af det, som Tyler, The Creator har været dygtig til, er at bruge sit musikalske gennembrud som et springbræt til en karriere, der i dag favner om streamingtjenesten Golf Media, tøjmærket Golf Wang og festivalen Camp Flog Gnaw.
Og man kan ikke snakke om Lil Yachty uden at snakke om alt det uden om musikken. Det er der, pengene er i musikbranchen i dag. Det er han udmærket klar over.
Han har allerede medvirket i en Sprite-reklame med LeBron James, genfortolket Rob Base & DJ E-Z Rocks ‘It Takes Two’ sammen med Carly Rae Jepsen til en Target-reklame, og så er han altså kreativ sparringspartner for Nautica. Faktisk er han i gang med at designe en kollektion, der skal udkomme til efteråret.
»Jeg arbejder på det hver dag. Det bliver dope. Det er første gang, jeg har designet noget«, fortæller han.
Og så er vi tilbage ved problemet – eller det som mange ser som et problem. For hvor folk som Jay Z og Kanye West har bygget deres imperier rundt om deres musikalske kerne, så virker musikken nogle gange som en smutvej til alt det andet for Yachty. Det der giver penge på kontoen.
Da jeg spørger ham, om han helst vil ses som en dygtig markedsfører eller kunstner, er han heller ikke i tvivl.
»En markedsfører, fordi et brand kan bruges til meget. Der er mange flere muligheder for at tjene penge. Du kan lave reklamer, t-shirts, dit eget morgenmadsprodukt, du kan blive ambassadør for et slikfirma. Men jeg tror sagtens, at jeg kan være begge dele«.