ANBEFALING. Her er to facts om Yeat, der nok kommer til at få dig til at afskrive ham på forhånd, hvis du har en bare lidt konservativ hiphopsmag:
1: Han deler navn med catchphrasen fra en viral ’Saturday Night Live’-sketch med Pete Davidson og Timothée Chalamet, der gør nar af Soundcloud-rappere. Så Yeat er i princippet en meta-Soundcloud-rapper. Okay, han eksisterede godt nok inden den sketch. Til gengæld har rapperen siden lavet en sang ved navn ’Yeet’ med Yung Kayo, der faktisk lyder utrolig meget som parodien.
2: Yeats hype skyldes i høj grad det faktum, at han har gjort kirkeklokker til et meme i sine sange. Hans ’Gët Busy’ blev således et stort hit sidste år, efter at TikTok grinte af denne linje, der blev efterfulgt af en gong-agtig klokkelyd: »The song’s already turnt but here’s a bell!«
Så ja, den for tiden ret hypede rapper er på mange måder et barn af internettets opmærksomhedsøkonomi, hvor TikTok-hype og meme-viralitet er centrale dele af en ny kunstners succes.
Yeat er god til at finde på de her små ting, der fanger folks opmærksomhed. Som når han inkorporerer klokkelyden i mange af sine sange, ofte optræder i sin karakteristiske ’turban’ (reelt bare et tørklæde), eller insisterer på at skrive sangtitler med to prikker over e’erne for at skabe genkendelighed.
En anden fanfavorit-gimmick er Yeats insisteren på at rappe om, at han kører i en Tonka-truck. Hvilket egentlig betyder legetøjsbil, men som også er slang for luksuriøse firehjulstrækkere. Rapperen har endda lavet hele to sange, der hedder ‘Tonka’.
Yeat er altså frem for alt en artist med overgennemsnitlig sans for viralitet. Men han er faktisk også mere end det.
Rapperen, der for nylig har udgivet karrierens indtil videre mest omtalte album i form af ‘2 Alivë’, er en kunstner, der er ved at blive den næstvigtigste rapper – efter Playboi Carti – i den højenergiske, futuristiske genre, der går under navnet rage rap, og som er ekstremt populær på TikTok og andre af internettets afkroge.
Så lad os tale lidt mindre om, hvad Yeat gør – og mere om, hvordan han lyder.
Barn af Carti, Keef og Scott
Man kan høre spor af Chief Keefs autotune-eksperimenter og Playboi Cartis mumblerap-flows i Yeats både støjende og hypermelodiske stil. Faktisk var Chief Keefs legendariske hosteanfald på ’War’ nok inspirationen for Yeats ’Sick’, hvor han baserer en hel sang omkring at hoste.
Den unge stjernes helt store æstetiske forløber er dog Travis Scott. Ikke så meget fordi Yeat stedvis (som på den nyere single ’Still Countin’) laver ad-libs, der lyder som Houston-rapperens.
Men mere fordi hele den her type rap, der prioriterer stemninger og et lydbillede med massevis af rungende stemmer, ekkoer og distortion, minder en del om den type universer, Scott har skabt på udgivelser som det stilskabende ’Astroworld’.
Yeat tager den æstetik og skubber den længere ud. Når man lytter til sange som ‘Doublë’ eller ‘Jump’ fra det nye album ‘2 Alivë’, er lyden taget til nye ekstremer med industrielle og glitchede elementer og en grovere lyd, som man kender den fra Soundcloud-rap.
Det er en tilgang til rap, der ikke lægger så meget vægt på lyrik eller historiefortælling, men i stedet går all-in på at skabe et futuristisk lydunivers. Dermed ikke sagt, at Yeats stemme ikke er en central del af hans musik.
Selv om hans tekster nemlig mest bare er gentagelser af de samme linjer om stoffer og designertøj, er Yeat god til at iscenesætte sin vokal som en slags tungt anker i midten af det kaotiske lydbillede. Han har en mørk, besværgende stemme, der centrerer den bølgende lydstorm.
Yeats musikalske udtryk, der kombinerer et ambitiøst lydbillede med en sans for rammende fraser og flows, er måske ikke totalt nyskabende i sig selv.
Det er snarere en tilgang, der tager nogle af virkemidlerne fra nyklassikere som Chief Keefs ’Almighty So’, Travis Scotts ’Astroworld’ og Playboi Cartis 2021-album ’Whole Lotta Red’ og nyfortolker dem. Yeat videreudvikler den tradition, forbillederne har skabt.
Man kan faktisk i virkeligheden sige noget lignende om Yung Kayo, der netop har udgivet albummet ’DFTK’ på Young Thugs pladeselskab Young Stoner Life, og som har lavet sangen ’Yeet’ sammen med – selvfølgelig – Yeat.
En dosis hyperpop til trapmusikken
Kayo er kun 18 år gammel, men han har figureret i miljøet omkring Young Thug i et par år og derudover også fået opmærksomhed ved samarbejder med modebrands og modeloptrædener. Rapperen er blandt andet landet i Vogue en enkelt gang.
Young Thug-protegéen har altså en vis stjernekvalitet, men desværre mangler han totalt Yeats vokalmæssige overlegenhed. Kayo lyder for eksempel næsten præcis som Denzel Curry på den åndeløse ’Yeet’, men har ingen af dennes tekniske nuancer. Der er også sange som ’Believer’, hvor Kayos brægende vokal minder om de værste sider af Trippie Redd.
De fleste steder er Kayo godt nok relativt dygtig til at skabe stemninger ved at lade produktionerne fylde mest, mens han skiftevis låner fra Trippie, Thug eller Curry. Han er også acceptabel til at skrive omkvæd.
Men frem for alt er han bare habil. Han er okay. Og det gør faktisk ikke noget, at han ikke er mere end det. For den sande stjerne på albummet ’DFTK’ er Warpstr, der har stået bag næsten alle produktionerne, og som har været Kayos faste producer siden gennembrudssangen ’Glitch’ fra 2019.
Warpstrs beats låner noget af det eksplosive og grænseløse fra hyperpoppen og kombinerer det med bombastiske, punkede lyde, der nærmest lyder som Yung Leans ’Warlord’-album. Det er musik, der er skiftevis grumt brutal og uventet smuk.
Som åbningsnummeret ’Down’, der lyder som en Crystal Castles-sang, eller den dundrende ’Hear You’, der kombinerer rungende 808’s med masser af blippende og bloppende lyde. Allerede ’Glitch’ havde faktisk noget rumskibsagtigt over sig; som om trap-lydene kom fra en anden dimension.
Det interessante ved Yung Kayo er derfor lidt det samme som ved Yeat. De tænker begge deres lyduniverser først og er ikke bange for at skubbe lydene længere og længere ud mod nye verdener. Om det så er mod rage rap, hyperpop eller noget helt tredje.
Ingen af dem er måske – endnu – auteurs som Chief Keef, Playboi Carti og Travis Scott, og ingen af dem virker som om, de virkelig prøver på at fortælle os noget med deres tekster. Men de videreudvikler de lydbilleder, forbillederne har skabt, og er dermed med til at forme lyden af nutidens, og måske også fremtidens, hiphop.