30. Yak Gotti
Gotti gør kun noget, der stikker ud, når han skaber albummets værste omkvæd på ’GFU’, hvor han gentager ordene »get fucked up« i en uendelighed. Dumpet.
29. Yung Kayo
Ham her er også med på ’GFU’, og hans halvhjertede vers gør ikke tingene bedre. Dog en smule stærkere på ’Proud of You’.
28. Sheck Wes
Også med på ’GFU’. Laver også elendig råberap. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, ’GFU’ er virkelig en dårlig sang med nogle exceptionelt dårlige rapperpræstationer.
27. FN DaDealer
Mange af Thugs disciple lyder en del som deres læremester, men FN DaDealer tager tingene til en ny ekstrem. Jeg troede, det var Young Thug – bare med et værre flow. Den form for efterligning er altså lige i overkanten.
26. Skepta
Jeg elsker Skepta, men grime-legenden lyder altid ret akavet på de her trap-beats. Især når han rapper om at efterlade sæd på flysædet. Det er der sku’ ikke nogen, der gider at høre om, Skeppy.
25. Bslime
Bslime lyder virkelig meget som Gunna, en rapper der i forvejen lyder ret meget som Young Thug. Så lidt hårdt sagt er han en kopi af en kopi.
24. Kid Cudi
Kid Cudis summende emo-flows er vel fine nok, men de hører bare ikke hjemme på et album, hvor alle andre laver trapmusik. Månemanden Cudi lyder som om, han besøger den forkerte planet her.
23. Big Sean
G.O.O.D. Music-rapperen fyrer op for en uendelig og ikke specielt varieret ordstrøm på ‘Warrior’. Husk at trække vejret, får man lyst til at sige.
22. T-Shyne
T-Shyne sætter gang i tempoet på ’That Go!’, men bliver overgået af både Meek Mill og Young Thug. På ‘Warrior’ er han en fodnote.
21. Unfoonk
Leverer et fint, sunget omkvæd på guitartrap-sangen ’Real’. Bestået – men ikke som den bedste i klassen (og hvad sker der lige for det exceptionelt grimme kunstnernavn?).
20. YNW Melly
Den fængslede rapper dukker op på ’Really Be Slime’ med en stemmeføring, der lyder lidt som Young Thugs og med flows, der er hugget hos Migos. Hans stemme er dog speciel – han er en af dem, man husker.
19. Dolly White
Det er en utaknemmelig opgave at skulle løfte sang nummer 21 på et album med 30 rappere. Dolly White (der er Young Thugs søster) klarer dog opgaven med en kort, underspillet trapsang (‘Reckless’), der har nogle finurlige flows.
18. Strick
På et album fyldt med skingre og melodiske stemmer er det befriende at høre en rå gangstarap-vokal som Strick, der dukker op på ’WokStar’. Der er ikke så meget fis og ballade her, bare hårde bars. Solid optræden.
17. Rowdy Rebel
Apropos hårde stemmer: Rowdy Rebel – mest kendt som Bobby Shmurdas højre hånd – dukker pludselig op på ’Came And Saw’ og giver det hele en beskidt New York-stemning. En tiltrængt variation.
16. Meek Mill
Meek Mill har ét flow. Det er råbende, skingert og energisk. Der er intet galt med det flow, men du har helt sikkert hørt det før.
15. Future
På det seneste er Futures album blevet mere og mere montone, mens hans gæsteoptrædener er blevet mere uforudsigelige. Den spøjse udvikling fortsætter på ‘Superstar’, hvor han gisper og gøgler rundt. Er det godt? Det ved jeg ikke helt – men han får pluspoint for originalitet.
14. HiDoraah
HiDoraah er Young Thugs anden søster. Hun leverer cartoon-agtig, barnlig autotune-rap med sukkersøde melodier på ‘Come To Llama’. Hun skiller sig ud, må man sige – lidt som sin bror.
13. Yung Bleu
Rapperen, der netop har scoret et Drake-feature, skaber en døsig-melodisk duet med Karle på ‘Trance’. Lovende.
12. Lil Baby
Young Thugs mest succesfulde protege dukker lige lynhurtigt op med et åbningsvers på ’Paid the Fine’. Det er et fint vers, der sætter et godt tempo på sangen, men som ikke for alvor er mindeværdigt.
11. Travis Scott
Scott dukker op i en sky af autotune, reverb og »it’s lit«-ad-libs på ’Diamonds Dancing’. Der er nok få rappere, der fylder mere på en sang, men lige her føles hans vers mest af alt som en tilføjelse, der hverken gør nummeret bedre eller værre.
10. Karlae
Jep, Young Thugs forlovede er såmænd også med på det her album. Karlae har ikke verdens mest mindeværdige vokal, men hendes køligt leverede optrædener er en tiltrængt modvægt til albummets mange mandlige stemmer.
9. Coi Leray
Coi Leray har et vers på ‘I Like’ og lyder præcis som Karlae! Det gik først op for mig ved tredje lyt, det ikke var den samme person. Syret.
8. YTB Trench
Trench leverer et højdepunkt i form af det melankolske afslutningsnummer ‘My City’. Det er et stille moment på et album, der ellers er ved at briste af energi.
7. Lil Keed
Young Thug-indflydelsen er stærk i rapperen, som Thug tit kalder sin »søn«. Det er som om Keed har lyttet til sin mentor og tænkt: Okay, det er fedt, han rapper så syret, men hvad hvis man gjorde det endnu mere skingert?
6. Drake
Drake er bare Drake. Han dukker op og stjæler showet på ’Solid’ uden egentlig at prøve. Det her er ikke hans mest mindeværdige gæsteoptræden nogensinde. Men Drake behøver ikke rigtigt at prøve. Drake er Drake, og det er nok i sig selv.
5. Nav
Jeg har altid følt, at Navs monotone autotune-rap mangler originalitet og personlighed. Men jeg må indrømme: Canadieren er god til melodier. Han løfter tit de sange, han dukker op på, og hans vers på ‘Pots N Pans’ er ingen undtagelse.
4. Lil Duke
Endelig en rapper, der griber sin chance! Den nærmest DaBaby-agtige måde Lil Duke angriber det første vers af ’Pots N Pans’ på er lige præcis sådan, jeg håbede, det her album ville være. Nemlig et sted, hvor unge, sultne artister viser, at de fortjener spotlyset.
3. Gunna
Der er noget mesterligt over den måde, Gunnas flow aldrig misser et skridt eller sætter en fod forkert. Han er ankeret på et album, der ellers konstant er i fare for at følge vinden i snart den ene snart den anden retning.
2. Lil Uzi Vert
Det kan godt være, at Uzis ‘Proud of You’ – hvor rapperen lykønsker sig selv – gentager konceptet fra Futures ’You Deserve It’, men hans gæsteoptræden er stadig albummets bedste.
Lil Uzi Vert er inde i karrierens stærkeste fase, han har udgivet et fantastisk album sidste år i form af ‘Eternal Atake’, og han falder over mindeværdige melodier og formuleringer nærmest hver gang, han åbner munden.
1. Young Thug
Der er 30 rappere på det her album, men kun én Young Thug. Han er den mest unikke stemme, og han er den artist, der med afstand er mest interessant at lytte til.
Young Thug kvidrer som en fugl på ’Take It To Trial’, hvisker på ’Proud of You’ og lyder i det hele taget konstant som en kunstner, der skubber til grænserne for, hvordan en rapper kan lyde. Selv på et album med 29 andre artister forsvinder han aldrig i mængden.