‘Star-Crossed’: Kacey Musgraves tackler livskrise med letbenet pophåndværk på paradoksalt skilsmissealbum
Popmusik fra starten af 00’erne har oplevet en bemærkelsesværdig renæssance i populærmusikken det seneste års tid, senest i form af Lordes ’Solar Power’, der sine steder sværger til en sangskrivnings- og performanceæstetik, der kan vække minder om ellers ’glemte’ navne som Natalie Imbruglia (’Torn’) og Natasha Bedingfield (’Unwritten’).
Navne som – hvis man er nostalgisk efter den tid, hvor DR bød på ’Boogie’ i eftermiddagsfladen – var noget nær allemandseje for så siden at blive nærmest aldeles udvisket fra tidens populærmusiklandskab i takt med, at nye toner og nye looks tog over.
Det der syntes letbenet på få års afstand, synes på flere års afstand at genvinde en form for charmerende bekymringsløshed, der vel til alle tider er en af den gode popsangs særkender. Nostalgi er en kraftfuld ingrediens i musikverdenen i det 21. århundrede, og nu hvor 90’erne er ved at være en udtømt kilde til inspiration, er det vel kun naturligt, at opmærksomheden retter sig mod næste årti i rækken.
Kacey Musgraves’ efterfølger til ’Golden Hour’ fra 2018, en dagdrøm af en velsignet popplade, der blev en crossover-succes for Musgraves, ikke mindst i forhold til kritikeranseelse, mediebevågenhed og brancheanerkendelse, leger med en sangskrivning og lyd, der minsandten trækker veksler på 00’er-pop af førnævnte slags.
Letbenet eller bekymringsløst – uanset hvordan man vil beskrive Musgraves’ lyd på ’Star-Crossed’, så står den noget i kontrast til albummets tunge, selvbiografiske tematik: skilsmisse, hjertesorg og (forsøg på) heling.
Musgraves beskriver selv i pressematerialet albummet som en ’fortælling i tre akter’ og som en ’moderne tragedie’. Så er ambitionsniveauet ligesom lagt klart frem.
Jeg må indrømme, at selvpræsentationen gjorde mig en lille smule forhåndsbekymret: Er det hensigtsmæssigt at se og formidle et kuld tydeligt selvbiografiske sange (om skilsmissen fra countrysangeren Ruston Kelly) igennem en så højstemt linse?
Denne skepsis forplanter sig til den valgte æstetik: Er en no-frills, ukompliceret pop den bedste iscenesættelse til at vække så stærke følelser til live, så vi – lytterne – bløder med Kacey og hepper på hende?
Albummet pendulerer mellem midttempo-popsange og mere skrabede ballader, der dog ikke trækker på Musgraves’ baggrund i country i nær samme grad som tidligere hørt.
Hele albummet igennem er Musgraves’ kapable vokal mikset på en underlig flad, todimensionel måde. Det er svært for alvor at fornemme et menneske med sprækker, tvivl eller sågar personlighed i miksningens syntetiske efterbehandling.
Kacey Musgraves kan stadig skrive gode melodier. ’Good Wife’ , ’Cherry Blossom’ og ’Justified’ vil kunne få selv en skeptiker til at nynne med på de behagelige (men også en kende behagesyge) omkvæd, og der er stadig små melodiprogressioner eller akkordskift, der stikker i hjertet og rammer en følelse af noget mere, som for eksempel på de nedbarberede ’Camera Roll’ og ’Hookup Scene’, hvor guitarfingerspil af den mere sarte slags udgør kernen i iscenesættelsen.
Men alt for ofte formår Musgraves ikke at skabe en forbindelse til sin lytter, der på nogen måde kan matche forgængeren ’Golden Hour’s nærmest selvlysende intimitet.
Lyrisk er der simpelthen ikke nok krummer i Musgraves’ sangskrivning i denne ombæring. Sangtitler som ’Simple Times’, ’Keep Looking Up’, ’What Doesn’t Kill Me’ (som i: ’makes me stronger’) og ’There is a Light’ fortæller på sin vis en stor del af historien, og den er næsten lige så generisk, som titlerne lægger op til.
På sidstnævnte sang synger Musgraves følgende floskel: »There is a light at the end of the tunnel / and a light inside of me«.
Man må håbe, at hun hurtigt igen genfinder det lys og den glød i sin egen sangskrivning, som vi ved, at hun indeholder.
Kort sagt:
Kacey Musgraves behandler sin egen skilsmisse via lidt for ukompliceret popmusik, og både lyden og sangskrivningen savner krummer sidestillet med den seriøse tematik.