‘Affektionsværdi’: Joachim Triers Oscar-vinder kommer snigende – blot for at overrumple dig til slut
FILM. Joachim Triers bedste film – ’Reprise’, ’Oslo, 31. august’ og ’Verdens værste menneske’ – overvældede mig.
Den norske instruktørs Oscar-vinder ‘Affektionsværdi’ (‘Sentimental Value’) kom nærmere snigende.
For langt hen ad vejen troede jeg, at jeg beundrede den, mere end jeg følte den.
At jeg imponeret fulgte fortællingen om et hus, en familie, et filmmanuskript, en kunstnerfar, en ung kvinde og hendes søster uden at blive ramt i hjertekulen, på samme måde som den såkaldte Oslo-trilogi ramte mig.
Og så alligevel nærmede ’Affektionsværdi’ sig mig. Eller jeg nærmede mig den. Eller nej: Vi nærmede os hinanden, præcis som filmens to voksne døtre langsomt nærmer sig deres far, selvom de tror, de højst kan beundre og foragte ham med såvel intellektuel som emotionel distance.
Sådan spejler filmen og oplevelsen af filmen hinanden i denne fortælling, som i sig selv også handler om filmkunstens forhold til livets ægte følelser og erfaringer. Det både lyder og er komplekst, men de færreste kan som Joachim Trier udfolde det svære i et florlet flow.
Vi starter i et smukt gammelt byhus, der har tilhørt familien Borg i generationer. Her er søstrene Nora og Agnes vokset op med deres terapeutmor og instruktørfar. Her har de stukket øret til kaminen og hørt forældrene skændes på den anden etage gennem rørene. Her har de set deres far gå ud ad havedøren og aldrig vende tilbage.
Nu er deres mor død. Huset står tilbage med den konstruktionsfejlbehæftede revne, der langsomt vokser, et kollaps i slowmotion, som voiceoveren beskriver det.
Nora (Renate Reinsve) er en succesfuld, men angstpræget skuespiller på teatret, Agnes er historiker, og til begravelsen kommer deres far tilbage ind ad havedøren. Nora hører hans stemme gennem kaminen.
Han hedder Gustav Borg, han er en aldrende instruktør, der bliver helgenkåret med en retrospektiv i Frankrig og nu vil lave sin første fiktionsfilm i 15 år. Han ønsker, at Nora skal spille hovedkarakteren, men hun afviser kategorisk. De kan jo ikke engang tale sammen. I stedet caster han en hot Hollywood-stjerne, Rachel Kemp (Elle Fanning).
Så det er historien om en datters opgør med sin patriarkalske far? Eller om en nepo babys traumatiske familiefortid?
Ikke helt. Det mest fantastiske ved Joachim Trier og hans faste medmanusforfatter Eskil Vogt er, at de trodser den slags skarpslebne ideer om tilværelsens mønstre.
Jeg tror for eksempel ikke, at jeg har set et så nuanceret portræt af den aldrende kunstner før som i gestaltningen af Gustav Borg. Han er en narcissistisk, stædig og bedrevidende flirt – og en dårlig far – men han er også en dybsindig kunstner, der vemodigt ser til, mens han bliver overhalet af tiden. Som barn spillede Agnes hovedrollen i hans hovedværk, nu har han skrevet en rolle til Nora, og han vil også have sit barnebarn indrulleret i sit kommende projekt.
Film er den eneste måde, han formår at forbinde sig til sine nærmeste, og i den sandhed bobler simultant en besk kunstnerkritik og en hyldest til kunsten som følelsesforløsende kærlighedssprog.
Den ambivalens skildrer ’Affektionsværdi’ med dybfølt kraft, og Stellan Skarsgård kanaliserer smukt både Bergman, Bille August og sin mangeårige partner (von) Trier i sin beåndede besjæling af en mand, der forsøger at råde bod på sin egen fejlbarlighed på den eneste måde, han kan. Gennem arbejdet.
Den mandlige instruktør stjæler nær billedet fra den unge Nora, præcis som Anders Danielsen Lies Aksel sugede fokus til sig i ’Verdens værste menneske’.
Men alligevel forankrer Trier overbevisende historien hos sin kvindelige hovedperson, hvis mentale uro og famlende identitet er beslægtet med Renate Reinsves gennembrudspræstation, blot mørkere og mere eksistentielt tynget af alt det, hun undertrykker bag og formidler gennem sit skuespillerlivs masker.
Igen bibringer Reinsve en sitrende enigmatisk energi, der forlanger publikums konstante nysgerrighed. Og Inga Ibsdotter Lilleaas tilføjer varme og empati som den konsensussøgende lillesøster, der bekymrer sig for Noras vaklen foran afgrunden. Det er deres søsterskab, der går rent ind til sidst.
Om noget er ’Affektionsværdi’ et familieportræt frem for et karakterstudie. For mens Trier tidligere har inddraget sine hovedpersoners stramtræ i kække afstikkere, er den tværgenerationelle arv denne gang sagens kerne.
Beslægtet med DR-serien ’Generationer’ står de træk, man mere eller mindre uvidende bringer med sig fra sine forfædre, rørende i forgrunden. Gustav Borgs egen mor, en tidligere modstandskvinde under Anden Verdenskrig, begik selvmord i familiehuset, da han var barn. Det er den scene, hans nye film tager udgangspunkt i.
I det hele taget er ’Affektionsværdi’ instruktørens mest bredtfavnende og ambitiøse værk siden hans engelsksprogede debut, den lidt for uengagerende ’Louder Than Bombs’, og med lidt god vilje kan man ligefrem se hans nye værk som den film, han egentlig havde drømt om at lave, dengang han drog til USA. Som også Gustav Borg må erkende i ’Affektionsværdi’, fungerer det nok bare bedst for Joachim Trier på norsk.
Fra første sekund finder man velkendte Trier-komponenter som den litterære voiceover, legesyge montager og temaer om depression og selvmord samt filmiske settings og overgange, der – godt hjulpet af Triers faste danske filmvenner blandt andet bestående af klipper Olivier Bugge Coutté og fotograf Kasper Tuxen – trækker oplevelsen ud af det trykkende kammerspil, det ellers kunne have været.
Og hele vejen igennem føler man nordmandens karakteristiske melankoli. Hos Trier er nuet altid det øjeblik, der lige er gået, men denne gang søger han forløsning i øjeblikkets heling af fortidens ar.
Det er ikke til at komme uden om, at ’Affektionsværdi’ også er en film om film. De fleste instruktører drages på et tidspunkt mod at skildre det, de ved allermest om, hvilket som regel er … film. Og selvom det kan føre stærke resultater med sig, fra ’8 ½’ til ’Sunset Boulevard’, er det generelt et navlepilleri, man skal være på vagt over for.
Men Trier er undskyldt, fordi kunsten altid har været et drivende element i hans værk, fra forfatterspirerne i ’Reprise’ til tegneserieskaberen i ’Verdens værste menneske’, og fordi han løfter metalaget langt over det selvsmagende koketteri.
’Affektionsværdi’ er en diskret satire over den moderne filmindustri med stik til både overfladiske interviews, fordummende streamingtjenester, højtidelige mandlige instruktører og det overgearede apparat omkring stjernerne. Det vil virke altmodisch eller skarpsindigt, alt efter øjnene der ser, men aldrig forfalder filmen til billige jokes eller nemme pointer.
Først og fremmest mærker man en romantisk kærlighed til film fra en god gammeldags celluloid-elskende instruktør, der skildrer Elle Fannings Hollywood-starlet med en øm sympati ikke set siden ’Lost in Translation’, og som hygger sig med charmerende nik til alt fra ’Døden i Venedig’ til sin egen ’Reprise’ (hold øje med et guldmeleret vink til Sten Eigil Dahl i baggrunden – if you know you know).
I en film, der generelt er lidt mindre morsom end Triers seneste, er det desuden skønt latterfremkaldende, når Skarsgårds tunnelsynede auteur kommer til niårs-fødselsdag med en gave bestående af dvd’er: Gaspar Noés ’Irréversible’ og Michael Hanekes ’The Piano Teacher’.
Mit gæt er, at ’Affektionsværdi’ ikke vil blive inkarnerede Joachim Trier-fans nye darling. Og midt i de selvrefleksive metalag mærkede jeg selv en barnlig higen efter, at instruktøren skulle vende tilbage til de simplere coming of age- eller coming out of age-historier, som fik mig til at sætte ham øverst på mit filmpalads’ piedestal i første omgang.
Men selvfølgelig skal den efterhånden 51-årige filmskaber udvikle sin form og sit perspektiv. Han skal udfordre sig selv, og med sin nye film har han serveret sig selv en gordisk knude, som han binder op med guddommeligt nærvær og overlegen modenhed.
For selv når Joachim Trier føjer talrige intellektuelle fortællelag til sit følelsesfulde blik, er der en inderlighed og dybde af den slags, man ofte savner her i instruktørens andet hjemland.
‘Affektionsværdi’ er en film, der tager sine karakterer seriøst, og som ikke er til falds for bastante kausalanalyser eller hurtige opsummeringer af plotpræmis eller konflikt. Mon ikke det netop er derfor, den også blev en fortjent Oscar-vinder i en tid, hvor den slags voksne og formelløse dramaer er et særsyn i amerikansk film? I hvert fald tror jeg, det er grunden til, at jeg følte den endnu mere, anden gang jeg så den.
Omkring verdenspremieren tilbage i foråret ’25 advokerede Charli XCX og Elle Fanning for, at vi skulle gå en »Joachim Trier Summer« i møde. Det skulle blive forår igen, før filmen nåede Danmark, men heldigvis er der noget tidløst over nordmandens nye fortælling.
På både lyd- og billedsiden klinger filmen mere af jazz end brat. Og lad mig slutte med de linjer fra Terry Calliers sang ’Dancing Girl’, der er det første, man hører i introen, og som med æterisk poesi indkapsler den oplevelse af snigende overrumpling, det er at se ’Affektionsværdi’:
I saw a dream last night
Bright like a falling star
And the sources of light
Seemed so near
Yet so far
Kort sagt:
Den norske mester Joachim Trier følger op på ’Verdens værste menneske’ med karrierens mest ambitiøse film: en kompleks, klog og håbefuld fortælling om tilgivelse og soning i selv de værste familier – og om filmkunsten som det kærlighedssprog, der kan bygge broen.
Dette er en let revideret udgave af anmeldelsen fra verdenspremieren på Cannes Film Festival i maj.