Først erobrede Joachim Trier Norden. Så indtog han Europa. Nu vinder han hele verden.

KOMMENTAR: Da Oscar-nomineringerne blev annonceret i torsdags, var den helt store nyhed i mine øjne, at Joachim Triers ’Sentimental Value’ blev læst op intet mindre end ni gange.

Det norske drama om en instruktørfar, en skuespillerdatter, deres families historie og huset i Oslo, de har boet i gennem generationer, blev nomineret i alle de største kategorier til verdens største filmpris, fra Bedste film til instruktør, manuskript, klipning og intet mindre end fire skuespilnomineringer: Renate Reinsve, Stellan Skarsgård, Elle Fanning og nyopdagelsen Inga Ibsdotter Lilleaas.

Det var ny Oscar-rekord for en skandinavisk film og – selvom Trier er halvt dansk, og Zentropa har co-produceret filmen – selvfølgelig først og fremmest en triumf for Norge.

Men det var også en mærkedag for alle, der har fulgt filmskaberen siden debuten med den vibrerende coming of-kunstnerfilm ’Reprise’ for 20 år siden, og en reminder om, hvor vigtigt det er at lade genuint inspirerede kunstnere forfølge deres eget spor uden unødvendigt pres, skelen til algoritmer eller leflen for masserne.

Lamine Yamal, FKA Twigs … Joachim Trier

Joachim Trier repræsenterer som filmskaber en sjælden blanding af oldschool seriøsitet og intellektualisme og en legesyg ungdommelighed.

Siden debuten har hans filmsprog været eksperimenterende, underholdende og let, mens han har sat tænderne i alvorlige emner som psykisk sygdom (’Oslo, 31. august’), sorg (’Louder Than Bombs’), følelsen af at være anderledes (’Thelma’) og en grundlæggende eksistentiel tvivl (’Verdens værste menneske’).

I interviews citerer han ofte litteratur, filosofi, musik og filmklassikere, ligesom han fra første færd har stået inderligt på biograflærredets særlige overvældende kraft, uden at han fremstår hverken prætentiøs, højtravende, hellig eller bagstræberisk.

Jeg har selv været i selskab med Joachim Trier en række gange gennem årene og er hver gang blevet slået af hans sympatiske væsen. Han fremstår som et oprigtigt interesseret og uneurotisk menneske, der går op i at skabe dybe og dog medrivende historier, der berører essensen i det at være menneske.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Jeg tror, det er denne kombination af kloge og dog vitale film og så den jordbundne naturlighed, han fører sig frem i verden med, som nu er ved at gøre ham til et overraskende household name i USA.

Den filmdedikerede Charli XCS erklærede under sin Coachella-koncert sidste år, at det nu var tid til en Joachim Trier Summer, og lagde handling bag ordene, da hun introducerede en visning af ‘Sentimental Value’ i Oslo tilbage i august.

Og op til den amerikanske premiere har nordmanden gjort et godt indtryk med sit rolige formfuldendte engelske (han er uddannet fra filmskolen i London) i alt fra branchepodcasts til rundbordsinterviews med andre instruktørmestre.

At han har en særlig vibe over sig, blev understreget, da han som den vel nok første europæiske filmkunstner udøste af sin musikviden i YouTube-musikformatet Trackstar, der ellers mest har bredt kendte musikprofiler fra FKA Twigs og Mariah Carey til Diplo og Fontaines D.C. foran kameraet. Én af de få andre europæiske ikke-musikfolk, der har medvirket, er Lamine Yamal!

Fast hold med flere danskere

Det er nok typisk for mangeårige fans af en kunstner, at man altid højest vil elske de første film/plader/bøger, der virkelig formede ens interesse, og jeg vil nok også altid elske de to første film i Oslo-trilogien over alt andet, Joachim Trier nogensinde kommer til at lave.

Men der er samtidig noget smukt i at se ham vokse ud af statussen som darling blandt først nordiske cinefile, så darling på Cannes-festivalen og ind i rollen som verdensberømt filmskaber, fordi han elegant har formået at videreudvikle sit genstandsfelt, i takt med at han er blevet ældre.

Han var en dygtig skater som ung, skatervideoer var hans indgang til filmkameraet, og den legende ungdommelige nerve fandt vejen ind i den både sjove og melankolske ’Reprise’. Ungdommen blev ved med at fylde i hans senere film, men med den komplekse ’Sentimental Value’ har han for alvor taget skridtet ind i de voksnes rækker med en fortælling, der mere end nogle af de forrige favner adskillige generationer.

Den nu 51-årige instruktør har ladet sine film modne, efterhånden som han selv er blevet ældre og har fået børn, og han har skridt for skridt udvidet og udviklet sit virke uden at gå på kompromis.

Da han tog til USA i 10’erne for at indfri drømmen om at lave en amerikansk indie-produktion (’Louder Than Bombs’), var det stadig med den nære familiehistorie som rammen, og da han efterfølgende lavede noget så ukarakteristisk som en metafysisk horrorfilm (’Thelma’), var det stadig med forankring i naturalisme og autentiske følelser.

Joachim Trier – en fjern slægtning til danske Lars – har ikke lavet tv-serier, han har ikke lavet Netflix-film, og han kommer næppe til nogensinde at gå superheltevejen.

Som historiens klassiske europæiske auteurs har han stået ved sig selv og sin sensibilitet, og han arbejder loyalt med sit faste nordiske hold, som manusmakker Eskil Vogt, den danske fotograf Kasper Tuxen, komponist Hania Rani, skuespillerne Anders Danielsen Lie og Renate Reinsve og den danske klipper Olivier Bugge Coutté, som han mødte, da han som ung gik på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

I den forstand er han muligvis en uddøende race, mere i familie med sin Oscar-konkurrent Paul Thomas Anderson end med unge filmskabere, der typisk er nødt til at indgå talrige kompromisser for at holde karrieren i gang.

Den slags film, amerikanerne engang lavede

Det er ikke hver dag, at en skandinavisk filmskaber i dén grad indtager verdensscenen, som Trier lige nu gør med ’Sentimental Value’. Thomas Vinterberg gjorde det med ’Druk’, men har haft en mere broget produktion bag sig, der også tæller mere anonyme engelsksprogede produktioner som ’Far from the Madding Crowd’ og ’Kursk’.

Og Ruben Östlund har gjort det med massiv succes og opmærksomhed, om end mere båret af sylespids satire og provokationer, som står i diametral modsætning til den mere konsensussøgende grundhumanist Trier.

Det værste, man kan sige om Joachim Trier, er, at han får det til at se nemt ud, men selvom han langt fra lever op til fordommen om hverken den lidende, koleriske eller verdensfjerne kunstner, skal man ikke tage fejl af, at han stiller høje krav til sig selv og sine omgivelser. Det poetiske og humoristiske filmsprog er et resultat af års arbejde for at ramme den helt rigtige tone og rytme.

Med ’Louder Than Bombs’ fandt Trier ud af, at det var både bedre og nemmere at lave den type film, han står for, i hjemlandet, og det var da paradoksalt nok også den lokale norske forankring, der gav ham det egentlige internationale gennembrud med ’Verdens værste menneske’, som blev dobbelt Oscar-nomineret.

Mens USA selv producerer færre og færre nutidige voksne dramaer, må de hente dem ind fra andre hjørner af verden, og ’Sentimental Value’ er vel netop en af den slags ambitiøse og dog tilgængelige fortællinger, amerikansk film engang lavede bedre end nogen andre. Det er en film, der er svær at forklare i et elevator-pitch, og en film, der ikke hænger sit budskab uden på frakken.

I dag er Trier og hans måde at lave film på mere og mere en truet art, også i dansk sammenhæng, hvor talentfulde instruktører hurtigt trækkes i retning af historiske dramaer baseret på virkelige begivenheder og andet med et eksisterende IP, der kan lokke folks opmærksomhed til sig. De tider, hvor spirende filmkunstnere støt, men sikkert udviklede deres stemme og værk over årtier, kan meget vel være forbi.

Men forhåbentligt tjener tilfældet Trier til inspiration både i Danmark, Skandinavien og resten af verden som billedet på, hvad der kan ske, når man tålmodigt laver sine film uden at lefle for tidsånd og tendenser.

Pludselig står man med globale popstjerner som inkarnerede fans, ni Oscar-nomineringer i bagagen og hele filmverden for ens fødder.

’Sentimental Value’ får – under titlen ’Affektionsværdi’ – dansk premiere 23. april.