Drake er sulten igen – ‘Iceman’ er hans mest fokuserede album i årevis
ALBUM. Med sin overraskende udgivelse af ikke baret et, men tre nye album satte Drake i fredags alt ind på at blive det helt store samtaleemne. Hvilket egentlig ikke var strengt nødvendigt.
For allerede annoncerede ’Iceman’ var i forvejen årets hidtil mest imødesete hiphopalbum.
Rapfans verden over har set frem til Drakes længe ventede modsvar efter den tabte beef med Kendrick Lamar i 2024. Hans forsøg på genrejsning i hiphopkulturen, hvor æren har lidt et knæk, efter Kendrick Lamar på det storhittende dødsstød ’Not Like Us’ kaldte ham en kultursnyltende pædofil.
Nu har comeback-albummet altså vist sig at være en trilling. ’Iceman’ står dog stadig frem som hovedværket, Drakes egentlige statement, ved siden af ’Habibti’s r’n’b-vibes og ’Maid of Honour’s klubrytmer.
»Tell us how it felt to meet the grim reaper«, rapper Drake på åbningsnummeret ‘Make Them Cry’. Han er godt klar over, at omverden ser ham som en slagen mand.
Måske var det faktisk lige den rusketur, han havde brug for. For det har ført til hans mest fokuserede, helstøbte og engagerende album i årevis.
Godt nok er der vanen tro lovligt mange numre (18 af slagsen, der til sammen varer 68 minutter). Men sangene peger for en sjælden gangs skyld i samme retning, og det gennemgående udtryk er langt mindre broget end på de to foregående soloalbum, ’For All the Dogs’ og ’Certified Lover Boy’.
Vigtigst af alt mærker man desuden en tiltrængt sult og motivation på ’Iceman’. Drake har meget på hjerte og bruger tilsvarende mange bars på at bearbejde nederlaget. Han leverer en rendyrket rap-seance, som næsten er skrællet for r’n’b-sange.
Det foregår over en veldoseret blanding af hårde trap-beats og anderledes bløde, melodiske underlæg. De bastunge bangers kommer blandt andet i form af højdepunktet ’Janice STFU’, der i omkvædet låner sin melodi fra Lykke Li-hittet ’I Follow Rivers’. Drake rammer den helt rigtige kombination af frygtløs, fjollet og flabet, når hans heftigt autotunede stemme crooner »beep beep baby« over et dystert rage-beat.
Hovedpersonen fremstår drillesyg og kamplysten på det meste af albummet, hvor de kollegaer, der gik imod ham eller forholdt sig stille under beefen, som forventet får flere rap over nallerne.
Det mest frække modtræk er nummeret ’Ran to Atlanta’, som med sin titel direkte referer til ’Not Like Us’-linjen »you run to Atlanta when you need a check balance«. Her genforenes Drake med Future, der med ’Like That’ ellers lagde hus til det Kendrick-vers, som skød beefen i gang. De sender et stærkt signal ved at begrave stridsøksen over et dundrende trap-beat, også selvom det måske ikke er albummets mest originale nummer.
Sin mest dybfølte kritik retter Drake mod kollegaen J. Cole, som jo, til rapmiljøets store forargelse, bakkede ud af beefen og sågar trak sit diss-track rettet mod Kendrick Lamar tilbage.
»I love you ’cause of the history, but if we bein’ real, I could never forgive you / And you never called me back, but destiny’s written, for real / Fuck a big three anyway, there was too many chefs in the kitchen, it was a mess to begin with«, rapper han på det eftertænksomme og stærke nummer ’Make Them Pay’, hvor følelsen af svigt skinner igennem, selvom det soulsamplende beat under hans stemme egentlig er varmt og behageligt.
Foruden ærkefjenden Kendrick Lamar står blandt andre de tidligere samarbejdspartnere ASAP Rocky, Rick Ross og DJ Khaled for skud med en række stikpiller, som kan holde internettet beskæftiget i en god rum tid.
Men det mest interessante ved ’Iceman’ er faktisk ikke, hvordan Drake giver modstanderne igen. Det er snarere, hvordan beefen og efterspillet har ændret ham.
»Maybe I’m best as the villain«, lyder en linje på førnævnte ’Make Them Pay’. Undervejs får man også følelsen af, at Drake med sin nye Iceman-persona er transformeret til en slags antagonist. En stærk, men også såret superskurk formet af sine ar.
Tilnavnet indikerer selvfølgelig også, at kulde har lagt sig over hans følelser. »Either I’m too numb to this shit or the city is changin’ / I bump into people and they act like we literally strangers«, rapper han ganske sigende på ’Make Them Cry’. Distancen vokser til de mennesker, han ikke længere føler, han kan stole på, og som ikke forstår ham.
Drake har gennem karrieren balanceret mellem attitude og sårbarhed, storhedsvanvid og selvmedlidenhed. Men vreden har med årene taget mere og mere plads. Nu sætter han selv ord på, at den gamle Drake rent faktisk er gået tabt undervejs.
»What happened to Drake from 2009 / When all of the moments was intimate? / What happened to Drake with the innocence? / I don’t think we’ll be seein’ him again«, er hans allersidste, småmelankolske ord på albummet.
Med sin kølige skurkepersona understreger Drake, at han er en konstant faktor på toppen af rapscenen, om modstanderne vil det eller ej. Ikke engang en dødsdom til omdømmet kan stoppe ham.
Men han fortæller også mellem linjerne, at konflikten med Kendrick Lamar har sat sig i ham som person. ’Iceman’s fascinationskraft ligger i denne dobbelthed mellem ødelagt og udødelig.
Kort sagt:
Drakes ventede modsvar til det store nederlag i 2024 er hans mest helstøbte album længe. På ’Iceman’ opbygger han en kølig skurkepersona, som sender stikpiller afsted mod sine modstandere. Mest fascinerende er dog hans konstante balancegang mellem at være uovervindelig og såret.
Læs vores anmeldelse af ‘Maid of Honour’ HER og ‘Habibti’ HER.