På ‘For All the Dogs’ lyder Drake for første gang i karrieren ude af trit med tiden
Vi skal ikke engang et halvt minut ind i Drakes ’For All the Dogs’, før Toronto-rapperen bider fra sig.
Denne gang er det efter alt at dømme Rihanna, han hugger tænderne i. »You say I coulda treated you better or whatever, but / I don’t know, I think I did alright«, kontemplerer han på ’Virginia Beach’ over et udsøgt Frank Ocean-sample, før han namedropper Parsons – selvsamme designskole, der i 2017 tildelte RiRi en ærespris for sit banebrydende bidrag til modeindustrien.
Det er ikke den eneste gang på albummet, hvor det lyder, som om Drake ripper op i såret fra det efterhånden syv år gamle on/off-forhold. Det sker igen bare tre numre senere på den rage rap-flirtende ’Fear of Heights’.
»I’m anti, I’m anti«, gentager han igen og igen (formentlig med reference til Rihannas album af samme navn), hvorefter han leverer en solid kandidat til albummets værste punchline: »Okay, I’m auntie like your daddy’s sister«.
Det er, hvad det er. Hvert Drake-album kommer med de obligatoriske stikpiller til folk omkring om ham, hvad enten det er arvefjenden Pusha T (der i denne omgang står for skud på både ’Fear of Heights’ og ’Calling For You’) eller de mange kvinder, der i årenes løb har knust hans hjerte. Har man fulgt rapperen indtil nu, ved man godt, hvad man går ind til.
Men på det seneste har Drake virket ekstra bitter. Som en rottweiler med rabies, for nu at blive i tæppetisser-terminologien.
Vi så det sidste år, da han gik all-in på sit douchebag-image på 21 Savage-samarbejdet ’Her Loss’, eller da han gik i flæsket på YouTube-kritikeren Anthony Fantano. Alene de seneste uger har han beefet med både Charlamagne tha God og Joe Budden.
At Drizzy er ude med riven er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Drake har – hvis nogen skulle have glemt det – positioneret sig selv som en hårdkogt bad boy siden ’Nothing Was the Same’, og netop hans blær og nedgørelse af konkurrenterne har historisk set resulteret i noget af hans bedste materiale.
Det er til en vis grad også tilfældet på ‘For All the Dogs’, hvor det måske bedste eksempel på vellykket braggadocio kommer i form af den J. Cole-assisterede ‘First Person Shooter’ – et rendyrket hypetrack, der markerer de to rapperes første samarbejde siden det ti år gamle ‘Jodeci Freestyle’.
»I’m one away from Michael, n*gga, beat it« lyder en af de simple, men ikke desto mindre potente oneliners fra Drake, der ganske faktuelt påpeger, at han i skrivende stund kun er én Billboard Hot 100-førsteplads fra Michael Jackson. I sådan et øjeblik mærker man bare en snert af den kampgejst, der i sin tid gjorde sange som ‘Started From the Bottom’ så engagerende.
Der er ingen tvivl om, at Cole stjæler showet. Men det er alligevel, som om at Drake gør sig lidt mere umage i sin pompøse shit-talking, når han er i selskab med en anden erfaren rapper i stedet for at mænge sig med den nye generation, som han ellers ynder at gøre på sit ottende album.
Således tæller ‘For All the Dogs’ også features fra blandt andre punkrap-crooneren Teezo Touchdown (‘Amen’ og ‘7969 Santa’), sommersensationen Sexyy Red (‘Rich Baby Daddy’) og Playboi Carti-arvtageren Yeat (‘IDGAF’), der alle får lov at bringe deres egen forgrening af genren til bordet.
Det er isoleret set beundringsværdigt, at Drake i en alder af snart 37 år stadig omfavner Gen Z-årgangene og kaster sig så hovedkulds ud i nye trends. Hans største styrke som hitmager har jo alle dage været hans evne til at tage ejerskab over tidens tendenser og gøre dem til landeplager, hvad end det så var afrobeats på ‘One Dance’ eller bounce på ‘In My Feelings’.
Men i denne ombæring virker det underligt halvhjertet. Som om han bare tømmer harddisken med alle de stiløvelser, den nu engang måtte indeholde.
Drake lyder ugidelig over Bnyx’ ellers hæsblæsende produktion på ‘IDGAF’, mens rage rap-kronprinsen kæmper en brag kamp for at holde gejsten oppe. Den klubbede ‘Rich Baby Daddy’ er unægteligt en kæmpe banger, men det skyldes i højere grad Sexyy Red og SZA, end det skyldes Drake og hans malplacerede Florence and the Machine-interpolering i anden halvdel.
I øjeblikke som disse lyder Drake for første gang i karrieren ude af trit med tiden. Ikke fordi han død og pine skal kunne rappe over hårdtslående rage beats og boblende Miami bass, men fordi han prøver og fejler.
Måske er det også derfor, at albummet fungerer bedst, når han går back-to-basics, som han gør det på singleforløberen ‘8am in Charlotte’ – det seneste indspark i den såkaldte AM/PM-serie, der trods et par corny bars fortjener at blive nævnt i samme åndedrag som ‘9AM in Dallas’ og ‘5AM in Toronto’.
Eller for den sags skyld ‘Away From Home’, albummets næstsidste sang og underspillede højdepunkt, hvor Drake ser tilbage på de tidlige dage, før han nåede toppen. Det er småligt som bare fanden, når han 12 år senere stadig whiner over at have tabt Best New Artist-grammyen til jazzmusikeren Esperanza Spalding, men det er også autentisk, som kun han tør være det.
Her mærker man i et kort øjeblik den gamle Drake. Og man kommer i tanke om, hvorfor man savner ham.
Kort sagt:
Drake omfavner de seneste trends på ‘For All the Dogs’, men for første gang i karrieren lyder han ude af trit med tiden. Heldigvis brillerer gæsterne – og det samme gør Drake, når han en sjælden gang imellem går back-to-basics.