Drake beefer med anerkendt radiovært: »Du har været besat af mig i årevis«

Drake beefer med anerkendt radiovært: »Du har været besat af mig i årevis«
Drake. (Foto: Amy Sussman/Getty Images)

Drake er efterhånden ret rutineret, når det kommer til beefs.

Tag eksempelvis dengang, han satte Meek Mill på plads med et enkelt diss-track. Eller dengang, han selv blev sat gedigent på plads af Pusha T.

Nu er der dømt beef igen, og denne gang drejer sig om en verserende konflikt mellem Drake og den anerkendte radiovært Charlamagne tha God, der er blusset op igen.

Charlamagne tha God har nemlig ikke været begejstret over Drakes nye SZA-samarbejde, ‘Slime You Out’. I sin podcast, ‘Brilliant Idiots’, kaldte radioværten forleden nummeret »ligegyldigt« og udtalte:

»Drake udgav det her nummer i fredags, og folk er først begyndt at snakke om teksten om mandagen? Det er ikke særlig Drake-agtigt. Hvis man kigger på albumcoveret, og man hører titlen ‘For All the Dogs’, så tror jeg, man leder efter noget lidt hårdere. Noget lidt mere aggressivt«.

Det har fået Drake til tasterne i et modsvar. På sin Instagram skriver han blandt andet:

»Er du ok, Lenard (Charlamagne Tha Gods borgerlige navn, red.)? Du weirder mig lidt ud, G. Altså, du har virkelig været besat af mig eller noget i årevis. Som om du kigger i spejlet og ville ønske, du så min reflektion«.

Drake kritiserer også Charlamagne tha God for at have manglende relevans:

»Gør hvad end, du skal gøre for at få det ud. Jeg er sikker på, dine 435 loyale fans vil stå ved din side, din fucking goof«.

Kort efter hev Charlamagne tha God så i land og påstår i et andet program, at det hele blot var et PR-stunt.

»Drake og jeg planlægger det her hver gang, han udgiver et album. Han slipper en plade, jeg kritiserer den, og det bringer mere opmærksomhed til pladen«, forklarer han.

»Jeg bliver ved med at fortælle Drake, at han ikke har brug for, at jeg gør det. Han er Drake. Men af en eller anden grund vil han have mig til at gøre det, så jeg leverede«.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Drake beefer med en mediepersonlighed. Sidste år skabte han også internetdrama, da han langede ud efter anmelderen Anthony Fantano.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af