‘Her Loss’: Drake og 21 Savage sætter content over kunst på nyt fællesalbum

Drake og 21 Savage. (Foto: PR)

Det er kun et halvt år siden Drake var turist i deep house-genren på ‘Honestly Nevermind’, men nu vender han tilbage til rappen på et nyt album med 21 Savage.

21 Savage er med på to af Drakes mest succesfulde sange fra de senste par år (‘Knife Talk’ og ‘Jimmy Cooks’), så det er ikke grebet ud af den blå luft, at de to rappere nu går sammen om et helt album.

Men det bliver hurtigt tydeligt, at Drake er hovedpersonen, og ‘Her Loss’ foregår på hans præmisser. På fire af numrene er 21 Savage ikke engang med.

Alligevel føles det ikke som et helstøbt Drake-album. De 16 sange virker lettere tilfældigt sat sammen, lyden er konsistent, men ikke banebrydende, og teksterne kører ottetaller rundt om de samme temaer, som rapperen altid ender i.

Men de to kunstnere fungerer som duo.

»21 can you do sum’ for me?«, spørger Drake i åbneren ‘Rich Flex’, og de to rappere har kemi, der især fungerer på de hårde numre som ‘Major Distribution’ og ‘More M’s’.

De afdæmpede og mørke produktioner klæder dem, og holder sig begge skarpe hele albummet igennem: Drake er intens og »fired up«, mens 21 Savage dyrker sin vanlige tilbagelænede stil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er næsten et konceptalbum med et laser-fokus på sex og penge. »Mind on pussy and millions / I’m tryna call a sex symbol to eat my kids up«, rapper Drake på den soulede ‘Pussy & Millions’.

Lige inden ’Her Loss’ udkom, delte de to rappere et fake Howard Stern-interview, hvor de blandt andet taler om, hvilken porno de ser. Det er til grin. Og det er nok også meningen.

Nogle af linjerne på albummet bliver tilsvarende komisk eksplicitte: »She askin’ why haven’t I nut / I didn’t know we in a rush«, lyder det på ‘Hours In Silence’, mens 21 Savage tørrer sin »dick with her bra« på ‘Privileged Rappers’.

Alting er tilladt, ingen siger nej, og det fører både til albummets højdepunkter og mest pinagtige øjeblikke.

21 Savage og Drake. (Foto: PR)

‘Circo Loco’, der sampler Daft Punks ‘One More Time’, er en vellykket banger, men har samtidig et Megan Thee Stallion-diss, der er så ligegyldigt, at man får fornemmelsen af, at Drake aktivt prøver at få folk til at hade sig.

»Bet you never seen a thug cry / Hit me on my hotline / And no, ma, I’m not fine at all«, rapper han på lukkeren ‘I Guess It’s Fuck Me’ over filtrerede synths og klaverakkorder. Måske er han ikke helt ligeglad med det hele alligevel, måske er der stadig en nuanceret, følsom rapper derinde et sted?

Måske. Men det meste af tiden handler Drakes musik primært om at skabe indhold.

For at promovere albummet lavede de to rappere (ud over det falske Howard Stern-interview) en SNL-optræden og en reklame for en Tiny Desk-koncert – begge fake. Det hele er for sjov. Og det er faktisk meget sjovt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men det vidner også om en stjerne, der har lukket sig om sig selv og er blevet så afskåret fra virkeligheden, at han ikke længere behøver deltage i den. Han laver bare sin egen.

Man kunne forestille sig en verden, hvor Drake efter 2016-albummet ‘Views’ aldrig lavede det playliste- og algoritmeomfavnende ‘More Life’, og i stedet blev ved med at producere de formfuldente, personlige værker, han dyrkede i starten af karrieren.

I stedet er han hoppet på hovedet i internettets content-flod. Det går ud over hans musik, der efterhånden virker som en forlængelse af promo-indholdet.

Det er ikke fordi, at hans seneste projekter har været udelukkende dårlige: ‘Honestly, Nevermind’ var interessant på sin egen måde, og selvom ‘Her Loss’ næppe vinder nogen Pulitzer for musikalsk eller lyrisk indhold, så fungerer albummet på sine egne præmisser.

Men der er godt nok langt til den vision, som Drake pejlede efter tidligere i karrieren.


Kort sagt:
Drake og 21 Savage er i fin form på ‘Her Loss’, hvor de både er velrappende og kække. Men der er ingen store åbenbaringer eller nybrud for Drake, der virker som værkets hovedperson.

Drake & 21 Savage. 'Her Loss'. Album. OVO/Republic/Universal Music.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af