Nu på fredag lander Drake og 21 Savages fællesalbum ‘Her Loss’. Tror vi i hvert fald. Lige nu er det svært at vurdere, om man kan stole på noget, de to rappere siger.
Drake og 21 Savage har nemlig valgt at promovere deres kommende album – som i øvrigt allerede er blevet udskudt én gang – ved at sprede fake news ud over hele internettet.
Først postede Drake et fake Vogue-magasin med ham og 21 Savage på coveret, hvor han takkede Anna Wintour for at give dem forsiden.
»Min bror og jeg rammer aviskioskerne i morgen«, lød det i et Instagram-opslag. Men det var altså fup.
Derefter publicerede Drake en video, hvor han og 21 Savage tilsyneladende gæstede NPRs populære koncertserie Tiny Desk Concert.
Men den var også fake.
NPR havde ellers gerne haft rapperne på besøg: »Lad os gøre det forreal«, lød det ivrigt fra radiokanalens officielle Twitter.
Drake og 21 Savages trolling-spree sluttede ikke dér.
Deres seneste fælles video er en efterligning af radioprogrammet Howard Stern Show, hvor rapperne taler om porno og ægteskab.
Det har altså været en travl PR-uge for de to fake news-entusiaster. I morgen er det så meningen, at albummet skal udkomme. Og faktisk har Drake og 21 Savage også for nylig afsløret, hvordan coveret ser ud.
Se det forneden. Vi garanterer dog ikke, at det er det ægte cover. De her to rappere er tydeligvis ikke til at stole på.