I fredags overraskede Drake alle ved at udgive hele tre album. Foruden længe ventede ‘Iceman’ landede også ‘Habibti’ og ‘Maid of Honour’ på musiktjenesterne.
Optrinnet har selvfølgelig sat sine spor på rapperens streamingtal. Ifølge NME har Drake slået flere rekorder.
Albumtrilogien har sammenlagt fået nok afspilninger til at gøre Drake til den mest streamede artist på en enkelt dag i 2026 på Spotify. Her har ‘Iceman’ alene også fået flest streams på en dag i 2026. Samtidig er åbningsnummeret ‘Make Them Cry’ blevet den mest streamede sang på en dag i år.
På Amazon Music har Drake ydermere haft den største streamingdebut på verdensplan i år.
Til sammen indeholder de tre udgivelser 43 nye sange. 17 af dem har over weekenden fået hver sin musikvideo.
‘Iceman’, ‘Habibti’ og ‘Maid of Honour’ er Drakes første soloudgivelser siden ‘For All The Dogs’ fra 2023. Særligt ‘Iceman’ er desuden hans forsøg på genrejsning efter den store rapbeef med Kendrick Lamar i 2024.
Sidste år udgav han PartyNextDoor-fællesalbummet ‘$ome $exy $ongs 4 U’, som dog kun berørte konflikten flygtigt. Samme år spillede han to koncerter i danske Royal Arena.
