Migos holder stilsikkert den festlige hype-gryde i kog på ‘Culture’
Hype er en underlig størrelse. Bare spørg Migos, der oven på deres bastante ørehænger ’Bad and Boujee’ pludselig befandt sig under meme-kræfternes vold og på toppen af hitlisterne for bare en måned tilbage. Selv hvis man ikke begriber meme-mekanikkernes tendens til at krystallisere i et tilfældighedernes spil, kan man næppe klandre Migos for at ligge på den lade side. For på ’Culture’ efterstræber de at kapitalisere på deres genvundne relevans, og det lykkes dem for det meste.
’Culture’ er stadig mestendels Migos, som vi kender dem – bare bedre end nogensinde før. De isnende diamantkæder dingler stadig tungt mod brystet, ligesom de dobbeltstablede papkrus stadig flyder over med blommefarvet trylledrik. Som altid besynges de obligatoriske trap-elementer, og egentlig devieres der ikke stort sammenlignet med triumviratets tidligere metodikker.
Dette andet album er altså ikke i nærheden af at være en genopfindelse fra de tre Atlanta-musketerer. Til gengæld tager de denne gang et skridt tættere på perfektionen af deres velkendte formel – både med henblik på timing, beat-udvælgelse og alt derimellem.
Den usædvanlige familietrio (Quavo og Offset er fætre, mens Takeoff er Quavos nevø) er om muligt blevet endnu bedre til at indhugge umiddelbarhedens spontane indfald på en indspilning. Det høres unægtelig, at de har haft en genuin fest i studiet under samtlige tracks.
På ’T-Shirt’ får de den sindrige idé at kreere en slags tilgiftsmelodi oven på et ellers skeletalt beat ved at skære farverige autotune-flows op med lårtykke stavelsesafbræk, og på ’Call Casting’ blandes melodiøst klaver og orgel i et fandens fængende trap-oxymoron – for slet ikke at nævne monsterhittet ’Bad and Boujee’. Hele pladen er stopfyldt med pjankede, catchy ad-libs og kåd energi i sådan et omfang, at man medvilligt lader sig overmande og opsluge.
De facto-frontmanden Quavo er stadig den mest outrerede med sans for det melodiske hook, Offset har forbedret sig markant på næsten alle tænkelige rapperfronter og løber med medaljen på eksempelvis ’Get Right Witcha’, mens Takeoff har forvandlet sig til en flow-troldmand af en anden verden – hans vers på den ominøse skejshyldest ’Deadz’ cementerer gruppen som berettigede ophavsmænd til betegnelsen Migos flow.
Med andre ord har Migos endegyldigt fundet ud af, hvem der tager sig af hvad, og derfor spiller de som aldrig før op til deres individuelle styrker i stedet for at kollidere i et fladt miskmask, som det måske tidligere har været tilfældet i treenighedens mixtape-rige karriere.
Ironisk nok omsættes trioens karakteristiske bumle-rap dog også til en godt brugt svaghed, hvis ikke man lige er i humør til god, gammeldags turn up-musik. ’All Ass’ er tydeligvis en stripklubsang, hvis fulde potentiale kun forløses med procenter i blodet og twerkende damer. Bedre bliver det ikke, når der begås fodfejl ved at rapse fra Travis Scotts cantabile tendenser på både ’What the Price’ og ’Kelly Price’, der i øvrigt gæstes af Scott selv. Begge numre lyder en anelse som skrottede levn fra Scotts seneste album.
Når trioen første og eneste gang tager en chance på den noget atypisk neddroslede lukker ’Out Yo Way’, fungerer det faktisk fint med et eftertænksomt xylofonbeat, men samtidig bærer det anstrøget af malapropos og ændrer dermed ikke på, at ’Culture’ langt hen ad vejen er et album, der kun taler til ét slags humør. Er du typen hvis liv er én lang fest, kan du til gengæld roligt anse ’Culture’ som en femstjerners oplevelse, der nydes bedst på fuld volumen.
Kort fortalt:
Migos holder sig til sin skridsikre turn up-formel på ’Culture’, og der er derfor ikke nogen genopfindelse at syne i denne omgang. Til gengæld evner de tre Atlanta-musketerer at kapitalisere på en ellers flygtig hiphop-hype ved næsten at perfektionere deres umiddelbarheds dragende styrker. De har aldrig lydt bedre.