20. Nia Archives ‘Silence Is Loud’
På sit stilsikre debutalbum omfavner en af Storbritanniens mest hypede dj’s ikke bare poppen, men også melankolien. Hvem siger, at man ikke kan krænge sjælen ud over balstyriske jungle-beats?
19. Future & Metro Boomin ‘We Don’t Trust You’
Alle talte om, at det var her, første skud i beefen mellem Kendrick Lamar og Drake blev affyret. Flere burde tale om, at Future og Metro Boomin lavede et moderne trapværk af ypperste kvalitet.
18. Sabrina Carpenter ’Short n’ Sweet’
Hvor mange sexjokes kan man presse ned i et – som albumtitlen siger – pænt kort album…?
Efter en række år, hvor pop skulle være alvorsfuld og angstplaget, har Sabrina Carpenter på sit gennembrudsværk gjort genren sjov (og grov!) igen og samtidig befriet den fra fortidens kyskhedsmoral.
17. Yeat ’Lyfestyle’
Hvor tager den helt unge hiphopgeneration genren hen, spørger du? Ud i rummet, siger Yeat. Der, hvor aliens synger gennem autotune.
16. St. Vincent ‘All Born Screaming’
Fra flænsende hardrock til bister industrial a la Nine Inch Nails. Tro det eller lad være, men Annie Clark har genopfundet sig selv. Igen.
15. Nick Cave and the Bad Seeds ‘Wild God’
Efter næsten 10 års sorgbearbejdelse er Nick Cave tilbage med fornyet energi, klar til endnu en gang at træde op på prædikestolen. Hans seneste rockgudstjeneste, ‘Wild God’, er decideret transformerende.
14. Tyla ‘Tyla’
»Jeg ser det som et moment for Afrika«, sagde Tyla, da succesen begyndte at blive verdensomspændende. Det moment blev i 2024 til et album, der cementerede hende som global popstjerne.
13. Jack White ‘No Name’
Jack White er så god til at skrive iørefaldende, no bullshit-garagerock, at det næsten er synd, The White Stripes-frontmanden har brugt de seneste 12 år på eksperimenterende svinkeærinder. Det laver han om på nu.
12. MJ Lenderman ‘Manning Fireworks’
Sjov, spydig og forfriskende bondeknoldet: MJ Lenderman er godt på vej til at blive endnu større end moderbandet Wednesday, og ‘Manning Fireworks’ beviser, at hypen er god nok.
11. The Cure ‘Songs of a Lost World’
The Cures første album i 16 år er så vellykket et comeback, som man kunne have drømt om. Smukt, sorgfuldt og deres bedste siden … ‘Wish’ fra 1992?
10. Magdalena Bay ‘Imaginal Disk’
Den her excentriske popduo har begået årets uden tvivl bedste album om at få cd’er indsat i hovedet. Og et af årets bedste album i det hele taget.
9. Waxahatchee ’Tigers Blood’
‘Tigers Blood’ beviser, at den nye Katie Crutchfield er kommet for at blive. Stadig americana, stadig ædru, stadig bedre end nogensinde.
8. Mk.gee ‘Two Star & the Dream Police’
I vores overmættede musiklandskab er det uhyre sjældent, at man støder på et album, der ikke lyder som noget andet derude. Men det er lige præcis det, årets helt store indiesensation har formået at skabe her.
7. Vampire Weekend ‘Only God Was Above Us’
»Er de deres generations bedste indieband?«, spurgte vi tidligere på året. Det her frenetiske, støjende karrierehøjdepunkt må være svar nok.
6. Jamie xx ‘In Waves’
Ni år skulle der gå fra ‘In Colour’ til Jamie xx’ andet album. Men det mørke, magiske ‘In Waves’ var hvert sekund af ventetiden værd.
5. Fontaines D.C. ‘Romance’
Postpunkernes pangfarvede fjerde album rummer mindst to af årets bedste sange (‘Starburster’, ‘Favourite’), men ‘Romance’ er mere end blot en samling stærke singler. Det er et vidnesbyrd om, at det betaler sig at tage chancer – og at det måske netop er det, der skal til for at revitalisere rocken.
4. Kendrick Lamar ‘GNX’
Kendrick Lamar har været i en helt ny zone siden beefen med Drake. En zone, hvor han dropper de store koncepter og i stedet går dybt ind i beskidt, buldrende Los Angeles-rap, og hvor han rapper, som stod han stadig på gaden foran barndomshjemmet i Compton.
Så tak, Drake, for at unlocke den her version af Kendrick, I guess?
3. Billie Eilish ‘Hit Me Hard and Soft’
Hun har lavet det stjerneskabende debutalbum og den svære toer. Nu har Billie Eilish også lavet værket, hvor hun bryder ud af de præfabrikerede popstjernenarrativer. ‘Hit Me Hard and Soft’ føles, som om det eksisterer helt på sine egne præmisser.
Der er kun få rendyrkede, ukomplicerede popsange på ‘Hit Me Hard and Soft’, men alle sangene er på hver sin vis stadig pop. De er elegante og eksperimenterende, uforudsigelige og finurlige. Som skabninger, man møder i en drøm, er de svære at gribe, umulige at placere. Sangene skifter ham undervejs, der er beat-, sprog- og stemmeskift.
Vekselvirkningen mellem at drømme og at være vågen har altid været et centralt tema for popstjernen, og på hendes tredje album er det, som om hun har lukket øjnene og fuldstændig hengivet sig til sin egen fantasiverden.
Det her er verdens lige nu måske mest interessante popstjerne alene med sine egne idéer, i direkte kontakt med sin egen skaberkraft. Hun har aldrig lydt bedre.
2. Tyler, the Creator ‘Chromakopia’
I et kort øjeblik troede vi, ‘Chromakopia’ skulle være et rockalbum. Det skulle det ikke. Eller, det vil sige, den småpsykedeliske soulrock på førstesinglen ‘Noid’ er på mange måder lige så sigende for albummets lyd som Stevie Wonder-pastichen ‘Judge Judy’, den The Neptunes-bouncende ‘Darling, I’ eller den liderlige sydstatshiphop på possecuttet ‘Sticky’.
Lyder det rodet? Det er det også. Men det samme er den voksentilværelse, det hele handler om. Midtlivskrisen kom tidligt for den 33-årige rapper, der på tværs af albummets 14 numre stiller sig selv en række af livets helt store spørgsmål. Vil jeg nogensinde have børn? Kan jeg have den samme partner resten af livet? Og vigtigst af alt: Hvorfor er jeg, som jeg er?
Der er med andre ord en mening med galskaben. Lyden er kaotisk, fordi livet er det, og det resulterende album føles lige så virkeligt, lige så beundringsværdigt ambitiøst som resten af de konceptuelle storværker, rapperen har udgivet siden omslaget ‘Flower Boy’.
Der har været meget snak om the big three i 2024. Glemte vi ikke ham her?
1. Charli XCX ‘Brat’
Dette er den ultimative challenge: Sig noget nyt om albummet, alle har haft noget at sige om i 2024. But how?
‘Brat’ var ikke bare et album, det var et samtaleemne. Og for musik- eller bare popkultur-interesserede var det ikke bare et samtaleemne, det var samtaleemnet.
Har du hørt, at ‘Sympathy Is a Knife’ handler om Taylor Swift, og er det ikke fantastisk, hvor meget Charli XCX lyder som bloghouse-kultstjernen Uffie på ‘Rewind’? Hvor mange kommer til at have ‘Brat’-grønt tøj på til hendes Roskilde-koncert, og hvor tidligt skal man komme for at få en plads i teltet?
Hvornår slutter ‘Brat summer’? Er det, når Kamala Harris co-opter termen, eller når Charli selv erklærer årstiden forbi? Hvilken superstjerne kommer til at være gæst på det næste remix?
Vi er blevet ‘Brat’-saturated (‘Brat’-urated?) i sådan en grad, at det efterhånden næsten er svært at se albummet bag de mange samtaler. Så vi er her bare for lige at sige det en sidste gang: Albummet bag snakken og virakken er så godt, som alle siger. Det er nyt, det er friskt, det er vildt, det er farligt, det er alle de ting, man har længtes efter i popmusikken.
Det er et album, der fortjente at blive snakket om. Hver eneste gang. Også den her.