‘Silence Is Loud’: Roskilde Festival-aktuelle Nia Archives forvandler social angst til eksplosiv klubmusik
Nia Archives lukker rave-lyset derind, hvor det ellers ikke plejer at kunne nå.
Siden ep-debut’en fra 2021 har den britiske musiker grebet emner som ensomhed, tilhørsforhold og social angst an med eksplosive lydspor fra 90’er-subgenren jungle, der har gjort hende til en af frontpersonerne i den musikalske bevægelse, der visse steder betegnes som bedroom rave.
Selvom drum’n’bass- og dancehall-elementer flyver om ørene på én i selskab med det 24-årige talent, lukker hendes tekster os derind, hvor festen er slut, mørket er faldet på, og tankerne suser forbi bag et par lukkede øjenlåg.
Nia Archives, der desuden er annonceret til dette års Roskilde Festival, har fra start elegant formået at plukke fra understrømninger af den britiske undergrundsscene, som nu udgør det skønne kludetæppe, der er hendes debutalbum, ’Silence Is Loud’.
En udgivelse, som musikeren selv har udtalt ville have et større fokus på sangskrivning end hendes tidligere ep’er, og som er lavet i samarbejde med musiker og sangskriver Ethan P. Flynn, der er kendt for sit arbejde med blandt andre FKA Twigs og David Byrne.
I løbet af albummet aktiverer hun både basarmen og tårekanalerne. Titel- og åbningsummeret er dedikeret til hendes bror, som – udover Archives selv – var den eneste ikke-hvide på skolen i den britiske by Leeds nord for London, som de voksede op i. Her kræver hendes soulede vokal sin plads mellem hidsige trommespor og insisterende synths.
For Nia Archives sameksisterer de flygtige festligheder med de store, svære følelser. Intet legende lysshow uden et mørkt lokale at placere det i. Det viser hun flere steder, blandt andet på spoken word-introen til ’Unfinished Business’: »For the longest time, I thought that I wanted to be loved / But then I realized I actually just don’t want anyone to make me feel unloved«.
Et ømt statement, der dernæst detoneres af en støvregn af breakbeats, en faretruende sub-bass og verbale stikpiller om, at Archives er færdig med halvhjertede kys, halve aftaler og halvfærdige forhold. Det er altså stærk, elskværdig sangskrivning, der viser, at Nia Archives foruden producer med rette nu også kan skrive sangskriver på cv’et.
Nia Archives kan forvandle selv klaustrofobi til et vaskeægte power move. Det demonstrerer hun med de hyperaktive breakbeats på ’Crowded Roomz’: »I feel so lonely, especially in crowded rooms / It’s a facade, my persona is my costume«, lyder det med en legende og indlevende stemmeføring, der leder tankerne hen på både M.I.A. og Amy Winehouse.
Nia Archives formår at sende hilsner på tværs af de sidste 30 års britiske musikhistorie hele vejen fra 90’ernes balstyriske jungle til 10’ernes sped up-pophooks. Men hun viser også mere organiske, ballade-agtige og poppede sider af sig selv på ’Out of Options’ og ’So Tell Me’ med fagot, strygere og smukke korharmoniseringer. Hun ikke bare vil nå ud til kogehovederne på dansegulvet, men også langt ind bag de stramme outfits og cool facader.
Resultatet er et album, der cementerer Nia Archives som en vigtig og følsom stemme på den elektroniske musikscene. Hun beviser, at man ikke behøver at danse sorgerne væk, men faktisk kan have en fest sammen med dem.
Kort sagt:
Nia Archives’ debutalbum er på én gang en hyldest til den britiske klubscenes historie og et insisterende manifest om at lukke usikkerhederne og følelserne ud på det tunge, mørke dansegulv.