O Days lignede en mudret pløjemark – men det stoppede ikke Nia Archives
»Hvorfor har jeg ikke taget mine gummistøvler med?!«, overhørte jeg min sidemand udbryde.
Nia Archives var lige gået på, og man anede fra allerførste sekund udsigten til en dansefest. Men regn havde lavet O Days om til en pløjemark. Den endnu spæde festival på Refshaleøen lagde fra land sidste år og profilerer sig særligt på elektronisk musik.
Mudder eller ej, Nia Archives var ikke kommet for at spilde tiden. Inden vi vidste af det, var hun i gang med en koncert så spurtende intens, at man knap nok nåede at trække vejret den time det varede.
I stedet blev blodet iltet af knogleruskende bas og stikkende snares – de to kardinalpunkter i den musik, Nia Archives komponerer. Jungle, som genren hedder, udbredte sig på ravescenen i England i 90’erne og formerede sig senere til blandt andet UK garage, drum’n’bass og grime.
Med det høje tempo er Nia Achives musik til nutiden: Sped-up fænomenet går i takt med nye retroæstetiske artister som PinkPantheress og Venbee, der blander en poppet sensibilitet med slut-90’ernes hurtige klubgenrer.
Med undtagelse af åbneren ’Conveniency’ var hele første halvdel af koncerten rendyrket dj-set. 90’er-inspirationen blev cementeret af den VHS-vibe, man fik fra den glitchende video, der loopede bag hendes pult.
Nia Archives matchede den legesyge, musikken bærer præg af, med et begejstret smil, der stort set aldrig forlod hendes læber.
Det var voldsomt smittende. Publikum kunne lade sig føre af hendes uendeligt mange variationer på jungle-opskriften. Der var ikke behov for billige tricks til at få folkemængden i svingninger – musikken talte sit eget dansante sprog.
I de mange samples hørte vi det tætte væv af inspirationskilder, som Nia Archives bringer ind i sin musik. Der var blandt andet skud ud til den jamaicanske dancehall, amerikansk Motown og engelske The Streets.
Et højdepunkt opstod, da et sample med det indiske strengeinstrument tumbi – tænk Panjabi MC – indledte et fascinerende mix af bollywood og jungle-rave.
Efter en halv times passioneret jungle-masterclass uden frikvarter, trådte Nia Archives frem fra pulten. ’So Tell Me’ indledte anden halvleg, der primært bestod af numre fra hendes to ep’er.
Her blev det klart, at Nia Archives ikke kun er en funklende dj-stjerne men også en glimrende sangskriver.
»I get so stuck inside my head« lød det fra hendes Amy Winehouse-inspirerede vokal, og en velkommen melankoli blandede sig i euforien.
På ’Mash Up the Dance’ hørte vi hendes jamaicanske rødder i patois-dialekten og dancehall-energien satte for alvor gang i mudderfesten.
Da koncerten sluttede med den højenergiske Brasilien-hyldest i ’Baianá’ (jep, samme sample som Gilli-nummeret), kunne man ikke længere bekymre sig om fodtøj.
Man måtte bare rave med det generøse musikalske festfyrværkeri, som er Nia Archives.
Kort sagt:
Nia Archives blæste pløjemarken O Days omkuld med en spurtende intens jungle-koncert, der både viste hendes legesyge dj-stil og store evner som sangskriver.