ANALYSE. Er man på TikTok, ved man uden tvivl, hvad sped up betyder.
Hvis ikke, er her et lynkursus: Man tager en sang, og sætter den op i hastighed, så den bliver 30-50% hurtigere end originalen. Færdigt arbejde.
Resultatet er nogle nakkebrækkende sange, hvor beats halser af sted, og stemmerne nærmer sig ‘Alvin and the Chipmunks’-stadiet.
Det lyder som et banalt, næsten fjollet koncept, men tagget #spedup har over 21 milliarder visninger på TikTok, mens Spotify-playlisten ‘Sped Up Songs’ har 1,3 millioner følgere.
På Spotify finder man et virvar af sped up-versioner af kendte sange. På TikTok skal du ikke bruge mange sekunder, før du møder en sang, der er speedet op.
De hektiske helium-remixes har fået både nye og ældre sange til at hitte, og det er ikke gået musikbranchens næse forbi.
I starten var det brugerne, der uploadede DIY-piratversioner af kendte sange. Nu er det en integreret del af kunstnere og pladeselskabers marketingstrategi.
Men hvorfor er vi egentlig så vilde med musestemmerne – og kommer alting bare til at gå hurtigere fra nu af? Lad os starte med at se på, hvordan det hele begyndte.
Sped up-sangenes sejrsgang
Sidste år viste to hits, at sped up-fænomenet er raketbrændstof i hitmaskinen.
Steve Lacys ‘Bad Habit’ udkom i juni 2022, blev populær på TikTok, og lå og boblede lige under Billboard-topplaceringen i en måneds tid. Så overtalte Lacys pladeselskab ham til at udgive en sped up-version af sangen.
Steve Lacy selv har kaldt ideen »ulækker« i et interview med The Guardian.
Men afsmag eller ej: Strategien virkede.
I oktober 2022 gik ’Bad Habit’ nummer et, efter at sped up-versionen blev udgivet. Steve Lacy har selv – i Guardian-interviewet – indrømmet, at det var derfor, han udgav sped up-remixet: »Jeg var nummer to, og jeg ville gerne være nummer et«.
Kort tid efter skete noget lignende for Raye. Hendes ‘Escapism’ blev udgivet i en sped up-version, da det blev tydeligt, at TikTok havde fået smag for sangen. SZA’s ‘Kill Bill’, fra december, fortæller samme historie.
De succeshistorier har åbnet portene for alverdens sped up-sange. Efterhånden er der ingen grænser for, hvad folk smider i hastighedsmaskinen.
Senest har ældre sange af Miguel (‘Sure Thing’), Lady Gaga (‘Bloody Mary’) og The Weeknd (‘Die For You’) fået renæssancer i hurtige versioner. Også indienavne som Faye Webster og Lizzy McAlpine er gået viralt med sped up-varianter af deres sange (henholdsvis ‘Kingston’ og ‘Ceilings’).
Vi elsker tydeligvis at høre ting, vi kender, i en ny indpakning. Ældre hits i adrenalinpumpende hurtige versioner.
I det helt absurde hjørne findes Michael Bubles glatte big band-hit ‘Sway’ nu i en sped up-version, hvor croonerstemmen får en grotesk helium-overhaling. Så fik vi det med.
Lige nu er hurtigere åbenbart bare bedre. Men hvorfor egentlig?
Jo hurtigere, jo bedre
Sped up-sange er et angreb på sanserne, men det er det, der gør dem så tilfredsstillende.
Det er hurtigere, mere intenst, en øjeblikkelig endorfinrus. Som at drikke fem Monster-energidrikke og spise en hel pose syrligt slik.
Måske bliver man bims af det i det lange løb, men det føles dejligt i øjeblikket.
Der er selvfølgelig også den åbenlyse (indrømmet: Lidt boomeragtige) forklaring, at den kollektive koncentrationsevne er gået fløjten. Vi skal stimuleres fra det sekund, telefonen lyser op om morgenen.
I den henseende er de hurtige sange geniale.
Sange bliver i forvejen kortere og kortere, og med hastigheden sat op kan man høre mere på kortere tid. Man har slet ikke tid til at tænke over, om man kan lide det, før omkvædet er i gang. Man når slet ikke at kede sig.
Sped up er dog ikke et helt nyt fænomen. Nogle husker måske genren nightcore, der var populær på YouTube i 00’erne og de tidlige 10’ere. Her satte man også sange op i hastighed, gerne akkompagneret af klip fra japansk anime.
Nightcore-æstetikken blev taget op af PC Music-kollektivet, og senere hyperpop-bevægelsen.
Sped up-lyde har altså lige så stille infiltreret musikscenen – især den musik, der er meget tæt knyttet til internettet.
Den nye sped up-bølge er dog ikke – som hyperpop og nightcore – bundet op på én særlig genre. Nu er det alt, der kan speedes op. Det er både befriende og en smule problematisk.
Remixet bliver originalen
Sped up-fænomenet har gjort alle med en telefon og bare minimalt tech-snilde til moderne djs, og det taler ind i nogle grundlæggende opfattelser omkring musik og integritet.
For der er nogle faldgruber ved, at alle kan manipulere en sang til at lyde på helt andre måder, end kunstneren har forestillet sig det. Man kunne spørge: Er det ude med sangen som et kunstnerisk afgrænset objekt, hvis alle sange bliver remixet og klippet i stykker i ét væk?
Musikere verden over bruger uendelig lang tid på at finpudse en sang, så den lyder på en særlig måde. Hvorefter random TikTok-brugere bare skruer op for farten, så den passer ind i den hyperspeedede tidsånd. Steve Lacys skepsis er måske ikke helt ubegrundet.
Samtidig er der noget virkeligt befriende over, at folk speeder up, remixer og rekontekstualiserer derudaf. Internettet har sit eget liv og sin egen kreativitet. Og indtil videre har speedjunkierne vundet.
Nogle kunstnere, som 100 Gecs og Playboi Carti, lyder nærmest som om de har taget et hvæs af heliumballonen, allerede inden TikTok får fingrene i dem.
PinkPantheress og Ice Spices ‘Boys a Liar pt. 2’ har også en høj puls, og nogle synthleads, der lyder som om de allerede har været en tur igennem maskinen.
Internettets kaos-æstetik finder dermed tilbage i musikken i et positivt feedback-loop.
På den måde er sped up endnu et skridt i den teknologiske udvikling, hvor vi alligevel aldrig helt kan følge med. Det er bestemt ikke utænkeligt, at tempoet i popmusikken stiger så meget, at færdige sange ender med at lyde som det, der lige nu kaldes sped up.
Dermed vil cirklen blive sluttet: Remixet bliver med tiden til originalen.