ANALYSE. Da jeg stod til både album- og Roskilde-aktuelle Caroline Polacheks udsolgte koncert i Store Vega føltes det som at være til et popshow.
Hun har en gennemført scenografi, der godt kunne have fyldt en arena ud med lidt opskalering – hvilket hun også skal på Roskilde Festival, hvor hun er placeret på den store Arena-scene. Hendes fans er dedikerede, synger med på hendes sange, mens omkvædene og melodierne flyder ud af højtaleren.
Caroline Polachek laver popmusik. Så meget ved jeg.
Men er hun en popstjerne? Det er jeg mere i tvivl om.
Da hun i et interview med W Magazine selv blev spurgt om popstjerne-begrebet, svarede hun: »Jeg synes, det er meget vagt og åbent for fortolkning. Den største artist i verden kunne afvise ideen om at være popstjerne, eller, alternativt, den mindste artist kunne hævde at være popstjerne, og de ville begge to have ret«.
Popstjerne er en følelse. Og det virker ikke, som om Caroline Polachek nødvendigvis føler den.
Men hvis Caroline Polachek ikke er popstjerne, hvad er hun så?
»Jeg stræber ikke efter at være popstjerne. Jeg stræber efter at være en alt girl«, udtaler hun i samme interview.
Den distinktion er måske en god måde at se nutidens poplandskab på. For Caroline Polachek er langtfra alene i ’popstjerne-men-ikke-rigtig’-kategorien.
Alt girl fremfor popstjerne
Pioneren for denne alternative popstjernefortolkning er Charli XCX, der siden ‘Pop 2’ har blandet stadionomkvæd med futuristiske avantgarde-eksperimenter.
»Jeg er min egen slags popstjerne, og jeg tror, at det bliver mere og mere normen. Den traditionelle popstjerne, der måske eksisterede for fem år siden, er kedelig«, sagde hun i 2019, da Soundvenue interviewede hende i forbindelse med albummet ‘Charli’.
Nytilkommeren Raye, der udgav ‘My 21st Century Blues’ for nylig, og som senere i år er booket til både Store Vega og Tinderbox, har udtalt til Rolling Stone, at hun vil være »i kontrol over sin egen karriere«.
Raye var signet på et stort pladeselskab, men udgav sit album selv. Hun spænder fra nostalgisk soul til moderne hiphop og eksperimenterende klubbeats, og plukker fra alle popmusikkens hylder.
Hendes første verdenshit, 070 Shake-samarbejdet ’Escapism’, skyldtes uimodståelig TikTok-hype, ikke veludtænkte pladeselskabsplaner.
Derudover er der navne som Carly Rae Jepsen, Rebecca Black og Rina Sawayama: De laver popmusik, men føles ikke som popstjerner på samme måde som Dua Lipa eller Ariana Grande.
Og det handler altså ikke kun om antallet af streams eller Instagram-følgere, men om en ny fortolkning af rollen som popperformer.
»Carly Rae Jepsen lader til at være tilfreds med sin plads som anmelderrost, men knap så kendt popdarling, som en mindre men dedikeret skare af fans samles om«, skrev Jennifer Frydensberg for nylig om Jepsen, der siden ’Call Me Maybe’ har lavet feinschmecker-pop, for dem der har gidet lytte.
Det kan siges om mange af de her kunstnere, der fravælger de store stadionkoncerter og kæmpe menneskemængder, for kontrol og kreativ frihed, men som stadig leger med popgenrens konventioner og stilistiske træk.
De her alt girls skriver store omkvæd, og laver musikvideoer med masser af glitter. Men de kommer nok aldrig til at fylde Royal Arena. Og det er heller ikke nødvendigvis målet.
Radikal pop
Polachek og co. dyrker popæstetikken – men ikke popindustrien. De laver popmusik, der er løsrevet fra den popmaskine, der normalt ligger bag.
Dermed bryder de faktisk med den gængse forestilling om, hvad pop er.
Den anerkendte musikforsker Simon Frith skriver i ‘The Cambridge Companion to Pop and Rock’, at popmusik ikke kommer fra noget bestemt sted eller markerer en bestemt smag. Det kommer ovenfra, fra pladeselskaber, radio og bookere, ikke nedefra.
Pop er ikke gør-det-selv-musik, men et professionelt skabt og indpakket produkt. Det skal appellere til et generelt publikum, fremfor en bestemt subkultur eller ideologi.
Men de alternative popstjerner appellerer netop til et specifikt publikum, en særlig subkultur og de er ekstremt DIY-orienterede.
De fokuserer på at skabe deres egen vej i stedet for at målrette deres kunst mod »radio, statistikker eller ideen om mainstreamen«, som Caroline Polachek siger i W Magazine.
På den måde bryder alt girl-scenen med Friths definition.
Frith kalder også popmusik for »konservativ«. Den skal være tilgængelig og kommerciel.
Men the alt girls skriver komplekse popsange, der blander genrer uden hæmninger eller hensyn for konventioner.
På ’Desire, I Want To Turn Into You’ kombinerer Caroline Polachek breakbeats, flamenco, r’n’b, og psykedelisk 70’er-rock i et stort smeltedigel. På det stærke album ‘Let Her Burn’ blander Rebecca Black drum’n’bass, trap og 80’er-synthbas.
Poppen har altid haft som greb at inkorporere det nichede, men ofte med det mål at gøre det ukendte til det kendte, at skabe megahits ud af det subkulturelle.
Men det her er musik, der følger poppens filosofi, og bruger popmarkører, uden at udfylde poppens klassiske rolle som masseproduceret og strømlinet produkt.
Det er, sagt anderledes, popmusik, der opfører sig som indie.
Forstået på den måde, at den ikke går efter hitlisteplaceringer, men i stedet fokuserer på færre, dedikerede fans, og holder sig i armslængde fra de helt store pladeselskaber.
I et interview Caroline Polachek har givet til The Guardian kan man læse om hendes afdøde far, der var klassisk musiker. Han kom aldrig til hendes koncerter, da han fandt hendes musik for poppet, kommerciel og ikke radikal nok.
Men Caroline Polachek og alle de andre alt girls viser, at de to ting ikke udelukker hinanden. Pop kan sagtens være radikal, når den vil.