Caroline Polachek leverede intet mindre end en perfekt popkoncert i Store Vega
Allerede før Caroline Polachek gik på, osede Store Vega af god stemning.
Der havde lige været pumpet klubfest fra house/trance-produceren Doss som opvarmning, og derefter sang publikum melodien til ‘Sunset’ med samme slagkraft, som når Jack White-fans tager sig af ‘Seven Nation Army’.
En storskærm på scenen viste et ur tikke ned til koncertstart, og som vi nærmede os starttidspunktet, lød et rungende »tik-tak« fra højttalerne. Der spredte sig en følelse af, at vi skulle til at opleve noget uforglemmeligt.
Caroline Polachek havde med andre ord meget at leve op til. Men allerede fra første nummer viste hun, at hun kunne indfri folkets forventninger.
Med en guitarist, en bassist og en trommeslager ved sin side indtog hun scenen med sangen ‘Welcome to My Island’, der også er åbningsnummeret på sidste uges katarsiske kærlighedsalbum ‘Desire, I Want To Turn Into You’.
Hendes bragende stemme lød lige så følelsesladet som på albumudgaven – hvis ikke faktisk endnu mere. Selv de højeste toner blev leveret med fængslende indlevelse. Dertil var musikken altid assisteret af veloplagte dansetrin fra Polachek selv.
Det var tydeligt gennemtænkt uden at være for stramt koreograferet. Når hun under det sønderknuste c-stykke sad på alle fire og hamrede i jorden, lignede det ikke en gennemtærsket performance-rutine. Det lignede snarere måden, hvorpå hendes krop helt af sig selv reagerede på musikken.
Standarden fra åbningsnummeret lagde hun for dagen i løbet af hele koncerten. Når Polachek dansede, skete det med store armbevægelser. Store kropsbevægelser i det hele taget. Og det hele foregik, mens hun sang. Hvis hun nogensinde havde problemer med at balancere de to discipliner, var det ikke til at mærke. Så godt både lød det og så det ud.
De vokalmæssigt imponerende øjeblikke stod også i kø.
Vokalsoloen fra ‘I Believe’ var en dybt bjergtagende rejse gennem Polacheks håb og drømme. På ‘Fly To You’ overtog hun gnidningsfrit vokaltræk fra Grimes og Dido under deres respektive vers, og især Dido-efterligningen var skræmmende tro mod originalen. At Polachek er i stand til at gengive det cuttede omkvæd på ‘Billions’ skal også opleves, før man tror det.
Hendes band fik også godt med plads til at imponere. Det var afgørende for oplevelsen, at så meget af lydbilledet var håndspillet, for det gav plads til noget umiddelbarhed og nærvær, der klæder Polacheks sangskrivning godt.
Der gik helteguitar i den på en solo til ‘Ocean of Tears’, og når først guitaren var svøbet i rumklang, udgjorde den et forsigtigt stemningslandskab på ‘Hopedrunk Everlasting’. Bassen på ‘Bunny Is A Rider’ gik lige i kroppen, og samme nummer holdt ikke igen med spicy trommefills.
Polachek valgte dog at køre visse instrumenter via backingtrack. Det var et klogt valg, for ‘Blood and Butter’ ville ikke gå lige så rent ind uden sækkepibestykket, og ‘I Believe’ blev løftet til et helt nyt niveau, da Polachek gik på knæ, som hvis hun skulle bede, mens lyden af et kirkeorgel blæste ud gennem højttalerne.
Polacheks musik er spækket med følelser, og hvert eneste aspekt af koncerten sørgede for på ideel vis at få publikum til at kunne mærke disse følelser. Hvad end det var dansen, lyden, hendes overdådigt imponerende vokal eller sågar det ret så stemningsfulde lys- og røgshow, var det hele i værkets tjeneste.
Der var meget at leve op til. Men Polachek indfriede de høje forventninger ved at levere en decideret perfekt popkoncert.
Kort sagt:
Caroline Polachek dansede fremragende i Store Vega, mens hendes stemme leverede den ene pragtpræstation efter den anden, og hendes band assisterede med vellyd over hele linjen. Resultatet var intet mindre end en perfekt popkoncert.