Caroline Polachek sang og dansede så godt, at man tabte kæben på Heartland Festival
Den amerikanske popkunstner Caroline Polachek har tidligere erklæret, at hun (trods hvad man umiddelbart ville antage) ikke bruger særlig meget autotune på sine sange – hun har bare lært sig selv at lave knæk med stemmen, der er meget lig dem, kraftig autotune producerer.
Fredag aften på Heartland Festival stod jeg for første gang og var i stand til at bevidne den stemme i levende live, og wow – det gav flere gange et sug i maven over, hvor teknisk begavet og ekspressiv en vokalist, hun er.
Når Polachek gik direkte fra de bragende høje toner i omkvædet på ‘Hit Me Where It Hurts’ til de helt lavmælte, næsten deadpan fraseringer i verset, tabte jeg kæben. Når hun med fylde og ømhed kastede sig løs i det tårebristende post-omkvæd fra ‘Ocean of Tears’, hvor den eneste lyrik er et gentagende »ooh«, der pitch-mæssigt stikker i imponerende mange retninger, havde hun så meget teatralsk gennemslagskraft, at det var umuligt ikke at føle med hende og hendes store armbevægelser.
Og her snakker jeg armbevægelser i både overført og bogstavelig betydning. Polachek kastede sig ud i koreograferet gestikuleren og dans til samtlige numre, og ligesom med hendes musik var der ikke plads til at holde igen.
Hendes bevægelser øgede konsekvent den stemning, det givne nummer besad. Som da hun til et veltimet trommeslag i ‘I Give Up’ formåede at simulere en smækkende dør med sit mikrofonstativ.
Eller under ‘Breathless’, hvor hendes danseskridt først var små og tøvende, men som sangens fortæller åbner sig for kærligheden, omfavnede hun sit mikrofonstativ og gav et spark i luften, der signalerede, at listesko skulle høre fortiden til. Og hvad med da hun i c-stykket til ‘Caroline Shut Up’ kastede sig ud i skyggeboksning, der indikerede, at fortællerens sindsstemning var på vej ovenpå igen.
Det gennemførte ved koncerten stopper ikke ved Polachek selv.
Store dele af lydbilledet kørte via backingtrack, men hun havde to instrumentalister med på scenen – en trommeslager og en spadebetvinger, der løbende skiftede mellem guitar og bas. Begge stilfuldt klædt i hvidt tøj, der matchede Polacheks outfit.
Det er jo ikke ligefrem et stort ensemble, men begge fik virkelig god plads til at bidrage til lydbilledet på måder, der løftede koncerten i forhold til, hvis det hele havde været singback.
Som da bækkenet fik et gevaldigt slag, når sangtitlen blev sunget i ‘Pang’, eller når vi fik lidt varm spansk guitar på den uudgivne, let Rosalía-klingende ‘Sunset’. Bassen lød bare lækker og organisk, så det var svært ikke at svinge med hofterne til ‘Bunny is a Rider’.
Så snart koncerten var overstået, skrev jeg til en kollega: »Caroline Polachek er festivalens hidtil bedste koncert«. Med lidt timers afstand – og yderligere fire Heartland-koncerter under bæltet – er det stadig en udtalelse, jeg står fuldt ud ved.
Kort sagt:
Med en imponerende vokal, et ualmindeligt velklingende liveband og performerevner ud over det sædvanlige skabte Caroline Polachek den hidtil bedste koncert på årets Heartland Festival.