M.I.A. lukkede Heartland Festivals første dag med rædselsfuld koncert
Jeg har næsten lidt ondt af Heartland. Som en af de få danske festivaler (der ikke hedder Roskilde eller Copenhell) havde de turdet at hyre et nævneværdigt antal internationale navne – og på tværs af John Fogerty, Lindsey Buckingham og Grimes har de aflyst på stribe.
Det har efterladt de tilbageværende internationale navne med en endnu større vægt at bære på deres skuldre. Heldigvis bød torsdag på så flotte opvisninger af både den amerikanske artpop-darling Spellling og synthpop-veteranerne Pet Shop Boys, at jeg ikke har det mindste imod at erklære højlydt, at M.I.A.’s koncert, der afrundede torsdagsprogrammet, var rædselsfuld.
Under en normal koncert ville det være kritikpunkt nok i sig selv, at vi skulle vente godt 20 minutter efter det angivne starttidspunkt, før M.I.A. nænnede at træde på scenen for at optræde med hittet ‘Bad Girls’ – egentlig et ret fint valg af åbningsnummer, når det kommer til stykket.
Men det var ikke videre overbevisende leveret fra M.I.A.’s side. Ganske vist laver M.I.A. hiphop, men det er ikke fordi, hun nogensinde har været (eller haft en ambition om at være) rapper i konventionel forstand.
Hendes flows er bevidst så simple, at alle kan rappe med, og således behøver hun faktisk ikke gøre sig umage på en scene, før kvaliteten er tilstrækkelig. Og ’tilstrækkelig’ er det mest positive ord, jeg vil bruge om M.I.A.’s performance.
De eneste mennesker, der optrådte side om side med M.I.A. på Greenfield Stage, var hendes to dansere. Al instrumentationen kørte via backingtrack. Visse kunstnere har store nok personligheder på en scene til, at der ikke er brug for mere, men selve musikken spillede bare ikke.
Sange som ‘Born Free’ og ‘Pull Up the People’ resulterede i et ocean af støj – og uden nogen dedikerede instrumentalister til at koordinere denne støj, endte det blot med at larme rettere end rent faktisk at skabe et engagerende lydbillede.
Jow-jow, klassikeren ‘Paper Planes’ var selvsagt katarsisk. Det havde den nok været uanset, hvad M.I.A. havde foretaget sig.
Og der var da noget indsats over, hvordan M.I.A. fra tid til anden spænede rundt på scenen i forsøg på at være lige så underholdende som sine dansere. Men løberiet til trods var der aldrig nogen egentlig kontakt med publikum.
Sætlisten kunne dårligt have været bedre. At starte med ‘Bad Girls’ for senere at hoppe på tracks som ‘Born Free’, ‘Bucky Done Gun’ og ‘Jimmy’ for så at køre ‘Paper Planes’ som noget af det sidste – det er jo, på papiret, opskriften på en noget nær perfekt koncert.
Og det kunne det meget vel have været, hvis vi ikke stod over for en performer, der stillede sig tilfreds med det mest bragende, unuancerede backingtrack, og som aldrig gjorde en indsats for rent faktisk at ramme publikum.
Sikket held, at vi inden da havde haft Spellling og Pet Shop Boys til at levere lidt international pondus.
Kort sagt:
M.I.A. var en underligt distanceret performer, og hendes backingtracks var jævnligt mere bragende, end de havde godt af.