Joyces blot anden koncert på græs udviklede sig til eufori på Heartland Festival
»Vi har jo aldrig prøvet det før, men det tegner godt«, lød de åbenhjertige ord fra forsanger Sebastian Wegener, da han med vanlig karismatisk pondus dirigerede såvel det forventningsfulde publikum som kammeraterne i Joyce på Highland Stage torsdag aften.
Og man under virkelig postpunk-bandet en festivalsommer af de helt store og mindeværdige.
Jeg erindrer tydeligt, hvor uforløst det føltes at bevidne Joyce i en dyrskuebås på Roskilde Festivals område i en tv-transmitteret livesession. For det var, hvad det kunne blive til i et ellers sympatisk tiltag under den restriktionstyngede sommer 2020, hvor gruppen bragede eftertrykkeligt ind i det danske musiklandskab med debutalbummet ‘Formskifter’.
Heldigvis har hypen holdt ved, og med den tilsvarende forrygende efterfølger ‘Elsk mig’, der så dagens lys i marts, kan Joyce endelig komme på græs. Sidste weekend fandt ilddåben sted på Jelling Musikfestival, denne torsdag stod Heartland for tur.
Man kunne tydeligt mærke, hvor meget bandet havde set frem til denne festivalkoncert. Gruppen indtog scenen med et messende langstrakt forspil til ‘Så det i en drøm’, hvor Wegener sang de første strofer, før han som sidste medlem trådte ind i rampelyset til stor applaus.
En effektfuld indledning som blot vidnede om, at Joyce har format til at dvæle ved det storladne uden at give køb på den primale, rastløse energi, som sitrer gennem musikken og var den røde tråd ved gruppens Heartland-koncert.
Efter en formidabelt leveret ‘Lev beskidt’ blev der uddelt impulsive glædeskram mellem Wegener og guitarist Oscar Libonati, så man ikke kunne blive andet end varm i hjertet. Sidstnævnte tog i øvrigt en række smægtende leadguitar-partier, som gav de mest frådende postpunk-excesser et klædeligt anstrøg af finesse.
Og det var så sandeligt ikke kun bandet på scenen, som havde savnet at være på græs. Under ‘Fingrene i fedtefadet’ satte en gruppe unge fans gang i en spontan og særdeles ekspressiv danserutine, som blev hilst velkommen med anerkendende smil og ansporede stadigt flere til at sætte hele kroppen i bevægelse.
Lysten til at give slip og smide hæmningerne for en stund blev yderligere tirret, da ‘Åh nej, chefen ringer’ blev introduceret med bemærkningen om, at vi jo har fri i morgen, samt med de frydefuldt debile linjer i ’Usynlig’: »Jeg har lyst til at sige ‘lort’, jeg ved ikke hvorfor«.
Stemningen var allerede på kogepunktet, men blev lige taget et ekstra euforisk nøk op under ‘Djævlen’ og ‘Formskifter’, der satte et triumferende punktum for Joyces koncert, som var lige præcis den Heartland-debut, man havde håbet på.
Kort sagt:
Joyces blot anden koncert på festivalgræs udviklede sig til lige præcis den triumferende festivaloplevelse, man havde ønsket sig.