Sidste år instruerede Philip Barantini alle fire afsnit af Netflix-hittet ‘Adolescence’, som han skabte sammen med manusforfatter Jack Thorne og hovedrolleindehaver Stephen Graham.
Instruktørens givtige samarbejde med Netflix fortsætter ufortrødent. The Hollywood Reporter kan fortælle, at Barantini og streaminggiganten er gået sammen om et remake af Steve McQueen-klassikeren ‘The Getaway’ fra 1972.
Originalen blev instrueret af Sam Peckinpah ud fra et manuskript af Walter Hill, baseret på Jim Thompsons roman fra 1958. Filmen følger en tidligere straffefange (Steve McQueen) og hans kone (Ali MacGraw), der røver en bank i Texas. Efter et dødeligt dobbeltspil bliver parret tvunget til at flygte, mens både forbrydere og politibetjente jagter dem.
‘The Getaway’ blev remaket i 1994 af Roger Donaldson med Alec Baldwin og Kim Basinger i hovedrollerne.
Nu tager Barantini stafetten videre sammen med manuskriptforfatter Peter Craig, som blandt andet har ‘Top Gun: Maverick’, ‘The Batman’ og ‘The Town’ på cv’et.
Faktisk samarbejder Barantini og Craig allerede på den kommende Netflix-serie ‘Rabbit, Rabbit’, et gidseldrama med Adam Driver i front, som påbegyndte optagelserne i foråret.
‘Rabbit, Rabbit’ forventes at lande på Netflix før ‘The Getaway’, men ingen af titlerne har konkrete premieretidspunkter endnu.
