’Possible Love’: De færreste laver så gode dialogscener som sydkoreansk mester
FILM. »Du må ikke begære«, står der i starten af Lee Chang-dongs imødesete første film i otte år.
Introteksten samt en dedikation til ‘Dekalog’ i rulleteksterne afslører, at ‘Possible Love’ faktisk startede som del af et remake af Krzysztof Kieślowskis ikoniske antologiserie om De 10 bud.
Undervejs kom Netflix imidlertid om bord, og Lee valgte at omforme sin fortælling til en selvstændig spillefilm med samme tematiske tråd.
Man forstår godt, at den efterhånden 72-årige instruktør fandt interesse i netop denne bibelske læresætning. For egentlig kunne den lige så godt have optrådt i starten af hans foregående film, det sælsomme og smukke thriller-mesterværk ‘Burning’.
‘Possible Love’ har ikke samme mystik og surrealistiske understrøm, som forgængeren skabte med fortællingen om en passiv kattepasser, en forsvunden kvinde og en drivhusbrændende rigmandsplayboy. Men ligesom ’Burning’ handler den nye film om klasse og velstand samt de både synlige og usynlige magtstrukturer, som spiller ind i vores sociale relationer.
Som en alvorsfuld søskende til Park Chan-wooks sorte komedie ‘No Other Choice’ handler ‘Possible Love’ om en arbejdsløs mands livskrise, der går ud over hele hans familie. Også her bliver knudemanden Ho-seok fyret fra sit fabriksarbejde som svejser på grund af udenlandske investorers indtog i Sydkorea.
Lee udstiller dog sjældent maskuliniteten og kapitalismens brister gennem åbenlys humor. Han bruger i stedet et smart metagreb til at udfolde Ho-seok og i mindst lige så høj grad hustruen Mi-oks livshistorie.
Den debuterende instruktør Ye-ji (spillet af ‘Parasite’-stjernen Cho Yeo-jeong) begynder nemlig at følge parret og deres søn Cheol med sit kamera til et dokumentarprojekt om »virksomhedsomlægning« og »arbejdernes hverdag«.
Selv befinder hun sig et godt stykke fra arbejderklassen i kraft af sin storrige ægtemand, Sang-woo. Han roser hende sarkastisk for at prøve at leve sig ind i, hvad de stakkels arbejdere føler. Kontrasten og distancen mellem den privilegerede dokumentarist og hendes subjekter giver anledning til en konflikt, der længer lurer under overfladen.
‘Possible Love’ åbenbarer sig ikke fra første sekund som dramatisk medrivende filmkunst. Publikums engagement i fortællingen og karaktererne kommer snarere snigende i løbet af den lange spilletid på to timer og 46 minutter. Men så bliver filmen også svær at slippe igen.
De færreste skriver og instruerer så gode dialogscener som Lee Chang-dong. Gennem naturligt flydende og på overfladen relativt udramatiske samtaler – og længere anekdotiske monologer, man rent faktisk gerne vil høre – formår han tålmodigt at opbygge en intensitet, som pludselig kan kamme over og eksplodere.
Med sit udtryksløse stoneface begynder Ho-seok at ligne en tikkende bombe. Det samme gør den anderledes livlige og snakkesalige relation mellem Mi-ok og Ye-ji, som indleder et venskab, der måske ikke er lige helhjertet fra begge sider. Den uligevægtige dynamik kulminerer i en pirrende og rasende sidste akt, hvor alle følelser slipper fri af karakterernes høflige facader.
I takt med at Lee Chang-dong udfolder de store traumer, som den fyrede svejser har så svært ved at tale om, åbenbarer instruktøren også et større nationalt smerte. For mandens dysfunktion handler ikke bare, som i ‘No Other Choice’, om en uudtalt skamfølelse og om giftig maskulin modvilje mod at vise sårbarhed. Filmen peger på et større svigt begået af selve staten gennem et voldeligt flashback og en grådkvalt terapisession for rullende kamera.
Netop filmmediets iboende terapeutiske kvaliteter fremhæver dokumentaristen selv flere gange. Lee Chang-dong er dog mindst lige så interesseret i at udforske kameraets magt til at manipulere og forvrænge.
Når Mi-ok fortæller sin historie til kameraet, bliver det hurtigt en performance, der skal tilfredsstille instruktørens søgen efter den spændende fortælling. Da Ye-ji under et besøg på sin ene hovedpersons fabriksarbejdsplads begræder, at der ikke er »noget værd at filme«, fordi »arbejdet er simpelt og ensformigt«, foreslår Mi-ok sågar spontant at starte en fagforening for dramatisk effekt.
Begæret opstår ikke kun mellem de to par, men også mellem filmskaberen og de medvirkendes smerte, der har så stor dramaturgiske værdi. »Det skal vi filme«, siger Ye-jis fotograf for eksempel, da de overværer den stille dreng Cheols taekwondo-opvisning på skolen, hvor han konsekvent og tragikomisk halter efter de andre børns stramme koreografi.
Måske ser Lee sig selv i den hykleriske dokumentarinstruktør, for også skabere af fiktion henter jo typisk inspiration fra virkelige menneskers historier. Det emne tog den spanske kollega Pedro Almodóvars senest op i ‘Autofiktion’, der mere åbenlyst selvrefleksivt udstillede historiefortællerens parasitiske inddragelse af sine omgivelser.
Modsat Almodóvars ujævne metafilm og den fiktive dokumentarist i ‘Possible Love’ formidler Lee Chang-dong imidlertid sine medmenneskers eksistentielle smerte med stor elegance.
Kort sagt:
‘Burning’-instruktør Lee Chang-dong er endelig tilbage med et tålmodigt og elegant opbygget drama om traumer, begær og kameraets magt.