»12 DAYS TILL MY ALBUM DROPS AND TO CELEBRATE HERE’S SOME MORE ASS CONTENT!!!«
Jeg ligger i min seng på Amager og scroller gennem mit Insta-feed en mandag aften i september, da Charli XCX’s numse danser henover en scene badet i blåt og lyserødt lys. Størstedelen af det, den britiske popstjerne poster på sin Instagram-profil, er i versaler og ligeså højtråbende og over the top, som jeg har set hende være, når hun optræder live. Og at bruge et par hoppende baller som subtil promo for det nye album ’Charli’ virker som den mest naturlige pr-strategi for 27-årige Charli XCX.
Men da jeg næste dag møder hende i London, i et lidt gammeldags indrettet mødelokale, er det en ret anderledes attitude, jeg bliver mødt af. Hun er rolig og høflig, lidt afmålt, men absolut ikke uvenlig. Hendes karakteristiske, mørke page sidder knivskarpt, og hun er iført en lang, tætsiddende kjole med orange og turkise striber, der snor sig om hendes spinkle skikkelse.
Som de lange, glitrende smykker dingler fra hendes ører, er min første tanke, at hun ligner en ægte britisk lady og nærmest kun mangler en kop dampende Earl Grey-te i den ene hånd. Hvor blev den sassy attitude fra Instagram lige af?
Kontrasterne i den britiske popstjernes liv er tydelige, og hendes karriere er også præget af stor alsidighed. Sanger, producer, sangskriver, modeikon – alle er ting, Charli XCX roligt kan skrive på sit CV.
»Nogle gange føles det som en masse meget adskilte ting, og på andre tidspunkter føles det som om, det hele spiller sammen«, fortæller hun, da jeg spørger, hvordan det føles at have så mange bolde i luften på én gang: »Men jeg kan godt lide at lave lidt af det hele. Jeg føler ikke, at jeg behøver at vælge. Jeg kan godt lide at være én, der kan være i undergrunden, men også lave store mainstream-popting«.
Charli XCX, eller Charlotte Emma Aitchison, som er hendes borgerlige navn, har siden gennembrudshittet ‘I Don’t Care’ med Icona Pop fra 2013 formået at holde sin karriere i en limbo mellem stor mainstream-popstjerne og undergrundsartist.
Sidste år spillede hun på gigantiske stadioner som opvarmning for Taylor Swift – hele foråret spillede hun mindre festivaler og små klubber i USA og Europa. Hun skriver sange for Camila Cabello og Shawn Mendes – og arbejder samtidig tæt sammen med mindre kendte avantgarde-artister som Sophie og A.G. Cook fra det britiske pladeselskab PC Music. Alligevel står der popstjerne skrevet all over hendes særlige, søvnig-glamourøse attitude, og hun svarer også stålfast ja, da jeg spørger hende, om hun kan identificere sig med at blive kaldt en decideret popstjerne.
»Men jeg er min egen slags popstjerne, og jeg tror, at det bliver mere og mere normen. Den traditionelle popstjerne, der måske eksisterede for fem år siden, er kedelig. Når jeg siger den sædvanlige slags popstjerne, mener jeg én, der måske er lidt holdningsløs, en der vil please alle for at sælge så mange album så muligt. Det ser man mindre og mindre, fordi publikum er klogere og mere oplyste nu end nogensinde før. De vælger artister, som de kan relatere til, og jeg tror, det er derfor, der er så mange interessante og forskellige popstjerner lige nu«.
Lyden af fremtiden
Laver man en hurtig Charli XCX-søgning på Google, ser man tydeligt, at hun ikke var den samme slags popstjerne for blot fem år siden. I 2014 var der tale om en langt mere rocket og lidt rodet udseende Charli, der skrålede »I don’t wanna go to school / I just wanna break the rules« og legesygt sang om kærlighed på ‘Boom Clap’ fra soundtracket til det romantiske drama ‘The Fault In Our Stars’. Dengang var hun blot 22 år gammel.
I dag er hendes look en blanding af glamour og fremtid, hendes stemme er svøbt i signatur-autotune, sangene bugner af synth-eksplosioner, og særligt mixtapet ‘Pop 2’ fra 2017 cementerede Charli XCX som en eksperimenterende, futuristisk popstjerne. En lyd, der særligt kan tilskrives hendes venskab og samarbejde med førnævnte A.G. Cook, overhoved hos altid fremsynede PC Music.
»Da jeg begyndte at arbejde med A.G. var jeg et sted i mit liv og karriere, hvor jeg var klar til at lave den musik, jeg altid har haft lyst til at lave. Jeg havde bare ikke rigtig mødt en person, der kunne forstå, hvad det var, jeg prøvede på. Det krævede helt bestemt noget tid at regne hinanden ud og forstå hinanden, men… Vi er meget ens. Han er meget antagonistisk, og han kan lide anarki i sine produktioner. Det er det samme med mig. Vi holder begge to virkelig meget af popmusik, men vi kan også godt lide at fucke tingene op. Nogle gange til et punkt, hvor vi ved, at det virkelig vil irritere folk«, forklarer hun.
Jeg ville lave musik for at føle mig cool
Charli XCX virker mest af alt kompromisløs. Før hun svarer på mine spørgsmål, overvejer hun ordene grundigt, og når hun taler, kigger hun mig direkte ind i øjnene. Hendes musik er ligesådan – reflekteret og følsom, men samtidig direkte og kraftfuld. Lydene i hendes musik er kæmpestore og overvældende, og sjældent følger sangene en almindelig popskabelon.
»Jeg har ikke brug for, at et omkvæd skal være et eller andet kæmpe vokalt ’AAAAAH’«, siger hun og vinker febrilsk med armene over hovedet.
»Nogle gange, når ting er mere subtile og repetitive, får det mig til at føle mig ubesværet, cool og flydende eller bare mere emotionel. Giver det mening? Jeg tror, grunden til, at jeg ville lave musik, var for at føle mig cool. Det overfører jeg til min sangskrivning. Jeg elsker at lytte til min egen musik på bagsædet af en bil og kigge ud på verden, der passerer, fordi det får mig til at føle, at jeg er med i en film. Så hvis jeg kan indfange den følelse, mens jeg indspiller, føler jeg, at jeg laver de sange, jeg gerne vil lave«.
»Et sort hul af doom«
Charli XCX’s tredje studiealbum ‘Charli’ udkom i fredags, og på coveret ser man en mere eller mindre nøgen Charli i en næsten gudelignende, stoisk positur. Hendes krop er viklet ind i lyserødt krom, og hun kigger roligt op, væk fra seeren. Blottet eller sårbar er måske nogle af de ord, der falder én ind, og Charli har på sociale medier af flere omgange berettet om, hvordan dette er hendes absolut mest personlige og ærlige album til dato.
»Det er første gang, at jeg har turde tale om mine usikkerheder og mit psykiske helbred. Jeg har talt meget om forhold og kærlighed, jeg har talt om fester, men jeg har aldrig rigtig talt om angst eller det at tvivle på sig selv. De ting jeg er bange for. Det er det, det her album handler meget om. Jeg følte mig meget emotionel og ustabil, mens jeg skrev det, og det er derfor, det rummer de her meget forskellige og skiftende sider af mig«.
At Charli skulle være i stand til at tvivle på sig selv virker næsten umuligt, som hun langsomt blinker med sine lange øjenvipper i lænestolen over for mig. Hendes tilstedeværelse virker som noget af det mest selvsikre og urokkelige, jeg har stødt på længe. Hvor kommer usikkerheden fra?
Noget af den stammer bestemt fra berømmelsen og den konstante tilstedeværelse på sociale medier, forklarer hun: »Nogle dage er sociale medier helt vildt sjovt og noget jeg nyder og griner af, og andre gange er det et sort hul af doom. Det afhænger virkelig af, hvilken dag det er. Sociale medier kan helt klart være farlige og få os til at sammenligne os med hinanden og sigte efter ideen om et perfekt liv eller en perfekt krop. Det eksisterer bare ikke. Den del af sociale medier er frustrerende, men jeg tror, at der er artister, der bruger Instagram på en ægte og sjov måde. Og jo flere, der gør det, jo bedre, hvis du spørger mig«.
For en måned siden postede Charli et screenshot af en note fra sin telefon med overskriften »Today has been a very difficult day for me«. Noten beskrev, hvordan hun følte sig ramt af tusind svære følelser på én gang, og opslaget stod i skarp kontrast til hendes ellers sprudlende, festlige feed.
»Jeg følte mig virkelig ked af det. Jeg følte mig værdiløs, og jeg begyndte at sammenligne mig selv med andre og tænkte ‘åh min sang bliver aldrig ligeså så stor som den her’ og så videre. Jeg gør det ikke tit, men når jeg gør, føles det virkelig farligt. Jeg begynder at tænke, at jeg ikke er god nok, eller at jeg ikke burde gøre det her, at folk ikke connecter med mig. ’Hvad er pointen, hvorfor giver jeg ikke alle mine sange væk til en person, der er pænere’, du ved – det ramte ind i en frygtelig spiral til jeg nåede et punkt, hvor intet kunne få mig ud af den igen. Jeg ved ikke, hvad det var, der trickede det. Jeg havde brug for en følelsesudrensning. Det tror jeg, mange har brug for, men jeg tror, mange ikke rigtig taler om det«.
Tanker som dem synger Charli blandt andet om på albummets måske mest melankolske og sårbare sang, ‘Thoughts’. Det samme sker på popbaskeren ‘Gone’ hvor hun i samarbejde med Christine and the Queens synger: »I feel so unstable, fucking hate these people / how they’re making me feel lately / they’re making me weird baby«.
Når hun fortæller eller synger om den slags, føles det som tanker, vi alle kan blive fanget i en gang imellem. Tanker om tvivl, frygt, vrede og utilstrækkelighed. Men hvordan føles det at dele den slags tanker med 3,4 millioner følgere på Instagram?
»Lige i øjeblikket tænker jeg ikke over det. Nogle gange fortryder jeg også ting, jeg har postet. Men for det meste tænker jeg, at hvis jeg viser, det er ok for mig at være sårbar, så er der andre, der forstår det. At man ikke behøver lade som om eller putte en eller anden facade op. Det er okay at være bange eller have frygt, og man bør ikke hade sig selv for det«.
Aldrig alene
Til trods for, at Charli XCX beskriver ‘Charli’ som det mest ærlige, åbne og personlige album, hun har lavet til dato, bugner det af gæsteoptrædener fra prominente kunstnere som Lizzo, Troye Sivan, Christine and the Queens og søsterbandet Haim. Der er noget rørende over, at hun har samlet så mange mennesker omkring sit personlige projekt, og det skaber en fin fornemmelse af, at selv når det kommer til de dybeste, mørkeste og mest ubehagelige afkroge af ens følelsesapparat, så er man ikke alene.
De mange samarbejder er også det tydelige bevis på, at Charli har en ekstremt veludviklet sans for, hvilke musikalske egenskaber, der sammen kan gå op i en højere enhed. Kunstnerne stråler i hendes selskab, og ligeledes kaster de mange artister lys over Charlis alsidige talent som sangskriver og sanger. Selv om hun er soloartisten og frontfiguren i hele foretagendet, giver hun sine gæster plads og understreger, at de ikke blot er featuring-artister – de er ligeså bærende for albummet som Charli selv.
Jeg spørger hende, hvordan hun beslutter, hvem hun laver musik med.
»Det handler om, at de skal være unikke, og jeg skal synes, at de er inspirerende. Alle kunstnerne på albummet har det til fælles, at kun de kan gøre det, de gør. Ingen kan gøre dem kunsten efter. De er unikke. Jeg tiltrækkes af den slags mennesker«.
I det hele taget virker det som om, Charli XCX tiltrækker og tiltrækkes af artister, der som udgangspunkt er lidt underdogs i musikindustrien. Der er nemlig kun kvinder og queer-artister at finde på tracklisten.
»Det er ikke noget, jeg gør bevidst«, forklarer hun. »Men jeg tror, jeg tiltrækkes mere af kvindelige artister eller allierede fra queer communities, fordi jeg hænger meget ud med folk fra den verden. Jeg synes også personligt – og det her er måske en generalisering –at LGBTQ+-verdenen er mere eksperimenterende og skubber til flere grænser, når det kommer til lyde. Der er en stærk forbindelse mellem festkultur og LGBTQ+-communities, og det tillader mig at lave god musik. Så snart der er mulighed for at kaste lidt lys over kvindelige eller queer livshistorier, gør jeg det. Deres historier er altid interessante og unikke«.
Det måske allerbedste samarbejde på ‘Charli’ er mellem hende selv og franske Christine and the Queens på nummeret ‘Gone’. Intensiteten kan næsten føles igennem skærmen, når man ser den formidable musikvideo, og selv siger Charli også, at det er et samarbejde, hun er særligt glad for: »Hvis jeg skulle vælge ét samarbejde lige nu i dette øjeblik, som jeg har særligt optur over, ville jeg nok sige Christine and the Queens. Jeg nød virkelig at lave den musikvideo. Vi har en god kemi, og jeg elskede at samarbejde med hende«.
Man mærker også en stærk solidaritet og intimitet mellem Charli og hendes samarbejdspartnere, når man kigger på de forskellige stykker artwork til de mange singler, der blev udgivet forud for albummet. I modsætning til det sårbare, ensomme albumcover, ser man Charli tæt flankeret af sine gæsteartister, og ofte kigger hun én direkte i øjnene på samme måde, som hun gør under vores samtale.
Min tid i selskab med den rolige Charli XCX er efterhånden ved at være rindet ud, og hun giver mig hånden og smiler, inden jeg efterlader hende i det mørke mødelokale, hvor hendes management-folk begynder at snakke om et forestående awardshow samme aften.
Om aftenen sidder jeg utålmodigt i Heathrow lufthavn og scroller rundt på Instagram. Et næsten gudindelignende billede af selvsamme Charli, som jeg snakkede med tidligere, dukker op på min skærm, direkte fra den røde løber til GQ Awards.
Der er igen dømt lange hængeøringe, og håret er strøget til siden i en sofistikeret sideskilning. Charli XCX bærer det glamourøse, som om hun aldrig har set anderledes ud, og opslaget rummer den ene posering efter den anden, hvor hun gennem et par mørke smokey eyes kigger intenst på kameraet. Det er tydeligt, at hun føler sig godt tilpas i det glamourøse og det overdådige, og endnu en gang er der langt til det bramfri ‘ass content’ og hendes ærlige noter om usikkerhed og sårbarhed.
Med store bogstaver under billedet bliver glamour-illusionen dog brudt: »ME BEING VAMP AS FUCK AT GQ AWARDS. SPAM ME WITH LOVE IF UR FEELING URSELF LIKE I AM HERE LOL«.
Anarkisten og popdivaen lader til at være lige store dele af Charli XCX, og det bliver tydeligt, at hun virkelig har ret i, hvad hun sagde tidligere. At hun er sin helt egen popstjerne.
Læs anmeldelse: Charli XCX ‘Charli’