TENDENS. I en tid, hvor velour-træningstøj fra Juicy, lavtaljede jeans med rhinsten og alt andet, Paris Hilton har gået i, har gjort comeback, og hvor hvert andet popalbum, der udkommer, lyder som et forsøg på at genskabe Madonnas ’Ray of Light’, burde det næppe komme som en overraskelse.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at et af CD-æraens mest emblematiske artefakter endnu en gang er blevet uundgåeligt efter op gennem 2010’erne nærmest at være forsvundet fra musiklandskabet: nemlig remix-albummet.
Superstjerner som Lady Gaga, Charli XCX og senest PinkPantheress har alle lavet et. Det samme har indienavne som Tirzah og Shygirl samt danske kunstnere som First Hate og Astrid Sonne.
Men hvorfor er formatet pludselig blevet relevant igen? Hvad er det for en historie, musikere skriver sig ind i, når de udgiver et remix-album?
Og er remix-albummet blot et kalkuleret forsøg på at forlænge en ellers for længst død albumcyklus – på at sælge allerede solgte sange, på at tækkes andre kunstnere publikummer ved hjælp af påklistrede gæstevers og på at maksimere strømmen af content – eller kan formatet noget særligt?
Kun på dansegulvet
I 2002 udgav P. Diddy and The Bad Boys Family et remix-album med titlen ’We Invented the Remix’. En ikke helt sandfærdig albumtitel.
Remixet kan nemlig føres helt tilbage til slutningen af 60’erne, hvor reggaekunstnere begyndte at udgive deres musik i såkaldte dub-udgaver, der nedtonede vokalen for i stedet at fremhæve musikkens rytmiske og atmosfæriske kvaliteter.
Målet var dansegulvet, hvor rytmerne var af større vigtighed end de typisk ret religiøse tekster, der kendetegner genren (altid lidt af en party killer).
Op igennem 70’erne spredte trenden sig til discoen. Langstrakte 12-tommer remixes blev produceret til diskotekerne, og pludselig behøvede dj’en ikke at vende plader hvert tredje minut, men kunne i stedet koncentrere sig om at ryge cigaretter og se cool ud.
Disse remixes fungerer typisk kun på dansegulvet.
For eksempel er det 11 minutter lange remix af Barbra Streisand og Donna Sommers episke diva-demonstration ’No More Tears (Enough Is Enough)’ mildest talt enerverende i længden, hvis man bare lytter til det i sin stue (enough is indeed enough, tænker man omkring otte minutter inde), men på et dansegulv, hvor man gerne vil forsvinde ind i en trance, fungerer det.
Inspireret af at have arbejdet i garderoben på den legendariske Leeds-natklub The Warehouse – og af i den forbindelse at have oplevet ecstasyens lyksaligheder – fik den britiske synthpop-duo Soft Cell i 1982 den gode idé at udgive et helt album med dansable remixes. Resultatet fik den sigende titel ’Non Stop Ecstatic Dancing’. Og resten er historie, som man siger.
Da vi nåede frem til CD-æraen, fandtes der næppe et popalbum, der ikke ankom på markedet med et obligatorisk udvalg af – mere eller mindre – komplimentære klub-remixes.
En panteon af gakkede excentrikere
Den type remix-album, vi ser lige nu, er dog med få undtagelser (First Hate, Dua Lipa) ikke tiltænkt dansegulvet. Derimod er der ofte tale om album, hvor en lang række af prominente gæstestjerner genopfinder hver deres sang i hver deres specifikke stil, og hvor legen med genrer og stemninger ofte går i alle mulige andre retninger end klubbens.
Det hørte vi eksempelvis på Lady Gagas remix-album fra 2021, ’Dawn of Chromatica’. Her forvandlede Dorian Electra ’Replay’ fra skarpskåret elektropop til totalt udsmadret nu-metal, mens Arca gentænkte Ariana Grande-samarbejdet ’Rain On Me’ som abstrakt, ultra-atmosfærisk artpop.
Og Charli XCX – med PC Music-stifteren A.G. Cook – transformerede Lady Gagas house-poppede ’911’ til en dekonstrueret elektroballade med blåtonede synth-tåger, hårde trap-beats og masser af autotune.
Samme tilgang kendetegnede Charli XCX’s ’Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’, hvor mange af remixene faktisk fremstår langt mindre dansable og klubvenlige, end de gjorde på det oprindelige album.
Det gælder ikke mindst det minimalistiske, sensuelle ’Sympathy Is a Knife’-remix med Ariana Grande. Og Julian Casablancas på det dybt besynderlige, om end ret skønne ’Mean Girls’-remix med sine pludselige temposkift, forvrængede vokaler og nyskrevne vers om Casablancas’ skilsmisse.
Fremfor at være målrettet dansegulvet fremstår disse album i højere grad som kunstneriske forsøg på at positionere sig selv ved at samle et kollektiv af kolleger, som man gerne vil associeres med. En måde at vise, hvordan man ser sin egen plads i musiklandskabet.
Eksempelvis var det meget lang tid siden, Gaga havde fremstået så cool, som hun gjorde, da hun pludselig lod sig remixe af en ny generation af pop-avantgardister. På ’Dawn of Chromatica’ lykkedes hun ikke blot med at fremstå i et med tidsånden, men fremstillede også sig selv som en forløber, en slags moderfigur, for de hyperpop-artister, hun nu samarbejdede med.
På samme måde er 100 Gecs’ ‘1000 Gecs and the Tree of Clues’ ikke blot et remix-album, men snarere en slags panteon af gakkede excentrikere, der spænder fra hyperpop-kolleger til overraskende navne som Fall Out Boy, Rico Nasty og den makabre singer/songwriter Nicole Dollanganger.
Og Astrid Sonnes remix-album fra sidste år, ‘Great Doubts Edits’ med remixes fra blandt andre Smerz, Molina, Fine og ML Buch, er nærmest en kurateret guide til den københavnske alternative musikscene. På et vellykket remix-album sidder man tilbage med en følelse af at være blevet lukket ind i et musikalsk fællesskab af ligesindede stemmer.
Da jeg eksempelvis som teenager faldt over Yoko Onos rigtig gode remix-album ’Yes, I’m a Witch’ fra 2007 – hvor indiestjerner som Cat Power, Peaches, Le Tigre, Spiritualized, Anohni, The Flaming Lips og Porcupine Tree hver især remixer en sang fra Onos bagkatalog – blev det ikke bare en indføring i Onos omfangsrige værk, men i en hel generation af oddballs.
Flere af dem stiftede jeg bekendtskab med for første gang her, og jeg har dyrket dem i stor stil lige siden.
1999, ikke 2025
Det nyeste skud på stammen af højtprofilerede og excentrisk sammensatte remix-album er PinkPantheress’ ’Fancy Some More?’, der byder på remixes af sange fra hendes ‘Fancy That’-mixtape fra tidligere i år.
Albummet er opdelt i to dele. Den første et tidstypisk remix-album, hvor et bredt udvalg af gæster bidrager med vokaler, den anden et klassisk remix-album, hvor en række dj’s forstærker og forstørrer sangenes klubpotentiale.
Med mange remixes af de samme sange ofte placeret lige efter hinanden er ’Fancy Some More’ ikke så gnidningsfri en lytteoplevelse som remix-albummene af Lady Gaga, Charli XCX eller Astrid Sonne. Men albummet er ikke desto mindre et fascinerende indblik i, hvordan PinkPantheress ser sig selv og de kunstnere, der har inspireret hende.
Albummets første halvdel byder på en ret særegen kombination af kunstnere, der veksler fra skæve, alternative popstjerner som Oklou og Bladee, der nyder samme form for ekstremt online berømmelse som PinkPantheress selv, til 00’er-ikoner som Kylie Minogue og Sugababes, som pionerede en væsentlig del af den æstetik, PinkPantheress i dag dyrker.
Især føles det fuldkommen rigtigt at høre PinkPantheress sammen med Sugababes, der i deres storhedstid på samme måde formåede at gøre selve det at være britisk til noget cool og sexet.
Alligevel er albummets anden del den mest interessante af de to. Det gælder især remixene af Basement Jaxx, Groove Armada og Joe Goddard – tre producere, der åbentlyst har inspireret den UK garage-stil, som PinkPantheress dyrker – samt bidraget fra Nia Archives, hvis totalt kaotiske jungle-udgave af ‘Illegal’ er komplet uimodståelig.
Hver især forvandler de sangene til tunge, svedige klubbaskere direkte til dansegulvet, omend de – endnu mere end PinkPantheress’ musik i forevejen gør – lyder tiltænkt et dansegulv i 1999, ikke 2025.
Måske et tegn på, at remix-albummet ligesom Juicy Couture-træningssættet altid lidt ligner en reminiscens fra en anden tid. Uanset hvor stort et comeback det end har fået.
‘Fancy Some More?’ er ude nu.