ANALYSE. Det er vist ikke for meget at sige, at det kom som et chok, da David Bowie farede til himmels i kølvandet på udgivelsen af det sidste mesterværk ’Blackstar’ for 10 år siden i de spæde krampetrækninger af 2016.
Mange mennesker – inklusive denne skribent – blev personligt påvirkede af den 69 år gamle kamæleons pludselige død. Gravede man ned i ’Blackstar’, opdagede man hurtigt, at manden havde skrevet om og iscenesat sin egen død som sit sidste store kunstprojekt. Pludselig stod pladen som et radarsignal fra hinsides. Major Toms sidste eksperiment.
For David Bowie var popmusikken endnu et tomt kanvas, hvor dybe tanker og kreative idéer kunne udfoldes, og hans leg med alt fra genre og lyd til image og identitet gjorde ham til et guidende lys i nutidens popmusik.
Soundvenue kigger her på de vigtigste popkulturelle tendenser, som vi kan takke The Thin White Duke for.
Seksualitetens foranderlighed
Måske er Bowies mest relevante parallel til den postmoderne popscene, vi lever med nu, hans konstante leg med sit image, sit udseende og sin identitet snarere end med sin lyd.
Allerede fra hans tidlige år skiftede han udseende, som andre skifter underbukser. Fra de yderst fæle udgivelser i de sene 60’ere, hvor han blandede datidens pop med britisk revy, til glamrocken i de tidlige 70’ere, hvor svigermors drøm blev til Ziggy Stardust. Her var Bowie ikke kun influeret af samtidens psykedelia, men også alt fra pantomime over samtidens LGBTQ+-mode samt japansk design leveret af den legendariske modedesigner Kansai Yamamoto.
Alt fra japansk kabuki til læderbukser blev revet ind og ud af mandens garderobe, og oftest var de mange outfits lige så stor en del af Bowies omtale som hans musik. Måske var det også derfor, han senere gjorde oprør mod de farverige år, da han pludselig blev til den ambivalente, fascistoide dødscrooner The Thin White Duke på ’Station to Station’, der udover at have skrigende orange hår og være tyndere end et kosteskaft mødte op i sort og hvidt.
Sådan genopfandt Bowie sig selv frem til døden. Hele denne konstante genopfindelse og modreaktion på egne handlinger tog den moderne popscene til sig, da den i 2010’erne for alvor blev selvbevidst, og hvor kunstnere som Lady Gaga og Beyoncé pludselig turde bryde med deres image og kaste sig ud i nye genrer, hvilket især sidstnævnte har gjort de senere år med klubmusik og country.
Gaga har oftest nævnt Bowie som en af de helt store inspirationskilder, og man kan se den direkte vinkel tilbage til Ziggy-årene, da kvinden i sin tidlige karriere mødte op på de røde løbere iført kødfars og kummefryser.
Samtidig turde Bowie også at lege med sin egen seksualitet som identitetsfaktor, og udover at være erklæret biseksuel – hvilket i den tid var meget fy-fy – klædte han sig oftest på måder, der flirtede med både det feminine og det androgyne, hvilket var et helt bevidst virkemiddel fra mandens side. Den smukke unge mand med de tofarvede øjne (pådraget sig i en slåskamp, da han var dreng) havde altid tendenser til noget fremmedgørende, og det var han klar over.
Denne konstante udseendemæssige tosidighed har gjort manden til en influent siden new romantics-bølgen sparkede sig selv i gang i de tidlige 80’ere, og Bowie er nu et vaskeægte queer-ikon, der stod forrest i at inspirere det boom af drag-, queer- og feminist-mode, som vi har set de senere år.
Man kan simpelthen ikke – som Harry Styles har gjort det af flere omgange – tage en kjole på som mand uden at kanalisere lidt Bowie. Specielt de drags, der bevidst leger med den hårfine grænse mellem det maskuline og feminine, kigger mod ham. Seksualiseringen af popmaskineriets visuelle side samt kontrasterne i disse virkemidler ville aldrig være sket, hvis Bowie ikke havde været repræsentant for genrens visuelle muligheder.
De var større, end man troede!
Popmusikkens teater
En af de største faktorer ved at gå til en moderne popkoncert er, hvor overrumplende en produktion det kan være.
Tiden, hvor en livekoncert med et popnavn blot var en sanger, der stod i front for et band, er en saga blot, og nu om stunder løber en standardkoncert med et stort navn oftest op i et millionbeløb og et regulært logistikhelvede af multimedieshows, synkrondans og overdådige kostumer.
Onde tunger vil mene, at det oftest sker på bekostning af musikken, og i de tidlige 60’ere var en popkoncert da også en væsentligt anderledes størrelse. Bare se tiden fra dengang The Beatles rent faktisk spillede live. Datidens største popstjerner valsede ikke rundt på scenen i trikot! Ikke engang Elvis Presleys læderkostume kunne måle sig med musikkens vigtighed. Og så kom David Bowie.
Man kan spore popspektaklet tilbage til en tid før og efter David Bowies turné i kølvandet på udgivelsen af ’Diamond Dogs’-albummet tilbage i 1974. En plade, der var baseret på sange, der delvist var skrevet til en musical bygget over George Orwells dystopi ’1984’. Bowie fik aldrig lov at færdiggøre musicalen og brugte derfor en stor del af sangene til ’Diamond Dogs’ og omskrev i stedet narrativet til at foregå i en postapokalyptisk by (Hunger City), hvor karakteren Halloween Jack holdt til.
Da Bowie skulle turnere albummet, var det med alt fra kulisser, synkrondans, mimeshow og stort anlagt gravitas for at kunne ramme musicaldrømmene nogenlunde. En stor og dyr produktion, som ikke var set i samme omfang før. Alle på scenen var klædt ud, så det passede til det postapokalyptiske koncept, og Bowies store påvirkninger – som talte alt fra Broadway til tysk ekspressionisme – kom til udtryk i de medbragte kulisser og scenetæpper, der var designet til at ligne en by. Selve showet tog i øvrigt to måneder at få til at sidde i skabet.
Det lyder ikke ret vildt i dag, men det skal jeg love for, det var dengang! Alle, der så Bowies store multimedieshows de år, blev revet med af drømmen, og en kunstner som Madonna har sit afsæt i disse oplevelser. Udvikling kan man ses alle steder i dag, hvor kunstnere som Sabrina Carpenter og Charli XCX stabler store, æstetiske popshows på benene. Oftest med skrigende lys og poppende bordbomber. Selvom Bowie ikke er den eneste, der er garant for den slags, kan man ikke benægte, at det hele startede for alvor i 1974.
Kamæleonens farver
At kalde Bowie for en kamæleon er efterhånden en kliché og dækker faktisk ikke over den imponerende spændvidde, hans karriere nåede at have, der indeholder alt fra storslem yuppierock til ambientvignetter og drum’n’bass.
Her ses hans største indflydelse, for disse genreskift kan også oftest genkendes i ovenstående faktorer som visualitet og identitet. Altså: Hvordan går manden klædt hvornår?
Bowie ændrede ikke bare sin musik dengang, men også sig selv. Som var han selv det kanvas, han malede på. Var det Ziggy Stardust, var håret langt i nakken, og tøjet spraglet og mærkværdigt. Var det The Thin White Duke, var han i sort og hvidt – og så videre. Dette inddeler Bowies diskografi i forskellige tidslommer, der alle har en klar visuel identitet.
Og hvorfor bringer jeg dette frem? Netop denne epoke-tankegang kan genspejles i vor tids største popstjerne og hendes nyligt introducerede begreb om eras. Når Taylor Swift beskriver tiden omkring et album som et helt kapitel for sig selv (eller to i tilfældet ’Folklore’ og ’Evermore’) og samtidig vælger at repræsentere dette album med en stærk visuel profil, er det en direkte hilsen til David Bowies måde at iscenesætte de mange skift på.
Siden har næsten alle moderne popmusikere taget eras-tanken til sig, og selvom det var Swift, der populariserede begrebet, var det Bowie, der viste vejen frem.
Et skridt frem, men aldrig helt tilbage
Bowie var altid foran sig selv. Selv på hans sene mesterværker som ’Buddha of Suburbia’, ’Outside’ og ’Blackstar’ kan man høre en kreativ glæde syde igennem sangene, og det er disse genreskift, der gør Bowie til en popnørd på popscenen. Langt mere end andre kunne hans konstante krumspring mærkes helt ind i årtierne, der fulgte.
Og alligevel var det kun få, der kunne gøre det som ham og stadig bære sin egen personlighed igennem. Selvom du lytter til hippiefolk på debuten eller knusende hård drum’n’bass på ’Earthling’, er du stadig ikke i tvivl om, at det er Bowie, du lytter til. Og netop den egenskab kan meget få kunstnere prale af.
Hvilket bringer os frem til denne analyses største spørgsmål: Hvordan fylder vi det store Bowie-formede hul ud, og hvem skal gøre det? Der vil jeg vende spørgsmålet på hovedet og i stedet spørge, om det overhovedet er muligt at fylde tomrummet efter Bowie – og om det rent faktisk er nødvendigt.
I mine øjne er den tætteste kunstner, der lever op til ovenstående faktorer, den amerikanske sanger, sangskriver og guitarhelt Annie Clark, der under navnet St. Vincent har udgivet alt fra kammerpop, elektronik og plastic-soul. Hun virker som den mest oplagte arvtager og har også tit brugt Bowie som den direkte indflydelse på sange som ’New York’ og ’Cruel’.
Men nogen egentlig arvtager er nok ikke nødvendig, da – som denne artikel jo netop viser – hans aftryk stadig kan mærkes i dag.