Her er 10 album, du skal høre i februar – sidste års bedste danske album får allerede en opfølger

Vi guider hver måned til de vigtigste nye udgivelser i musikkens verden.
Her er 10 album, du skal høre i februar – sidste års bedste danske album får allerede en opfølger
Debbie Sings. (Foto: Magnus Volmer Nielsen)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Barbro ‘Crossfade’ (6. februar)

Barbros sange hører måske ikke til de mest udfarende og konfrontatoriske rent musikalsk, men lytter man efter, er der tale om små eksplosioner af følelsesmæssig intensitet.

Sådan var det på debutalbummet ‘Bad Choices’ fra 2023, og sådan er det mildest talt også på de stærke singler, vi indtil videre har hørt fra det kommende ‘Crossfade’.

Melankolien hænger lige nu overalt i februars disede vinterkulde, og verden kan let føles fjendtlig og uoverskuelig. Har man det sådan, kunne ‘Crossfade’ godt tegne til at blive albummet, der kan møde en i stemningen. Godt, det allerede kommer på fredag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

J. Cole ‘The Fall-Off’ (6. februar)

Efter flere år med gæstevers, sidespring og vedvarende antydninger er J. Cole nu klar til det album, han længe har omtalt som sit endelige statement.

‘The Fall-Off’ er nemlig blevet teaset som kulminationen på hele rapstjernens karriere og følger i kølvandet på ‘The Off-Season’ fra 2021, hvor Cole skar ind til benet og placerede sig som teknisk hiphop-purist med fokus på bars frem for de store koncepter.

Tager man både titlen og Coles egne udmeldinger for pålydende, kan albummet vise sig at være karrierens punktum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Søn ‘Søn’ (6. februar)

Danske Søn har længe bevæget sig i et eksperimenterende indierock-univers med dansksprogede, poetiske tekster og en tydelig popsensibilitet, og med deres selvbetitlede album ser de ud til at samle trådene.

‘Søn’ ligner nemlig et mere fokuseret udspil, hvor gruppen skærer ind til kernen af deres lyd, og singlerne ‘Pissoir’ og ‘Skabt til at være to’ har allerede givet et praj om det udtryk, albummet samler op.

Ifølge en pressemeddelelse kredser albummet om »relationer, tosomhed og spørgsmål til eksistensen – hvad er man skabt til, og hvad er man formet af«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Danny L Harle ‘Cerulean’ (13. februar)

Fra karrierens begyndelse som gakket pop-futurist på det stilskabende pladeselskab PC Music til i dag, hvor han er go-to-producer for navne som Caroline Polachek og Dua Lipa, er det mildest talt noget af en rejse, britiske Danny L Harle har været på.

‘Cerulean’ er ikke Harles første album – den ære tilfalder 2021’s ‘Harlecore’ – men det er hans første som en sværvægter blandt tidens pop-producere.

Og med gæstevokalister fra allerøverste hylde – herunder Caroline Polachek, PinkPantheress, Clairo, Oklou og Dua Lipa – er der ingen tvivl om, at han får det maksimale ud af øjeblikket.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Charli XCX ‘Wuthering Heights’ (13. februar)

Efter den kompromisløse, trendsættende ‘Brat’-æra bevæger Charli XCX sig nu i en mere romantisk – og måske endda okkult? – retning.

På soundtrack-albummet ‘Wuthering Heights’ møder popstjernens hyperpop-æstetik umiddelbart et mere melankolsk og litterært funderet univers med en titel, der nikker til Emily Brontës gotiske klassiker og peger mod mørkere stemninger end på hendes seneste udgivelser.

‘Chains of Love’, ‘Wall of Sound’ og ‘House’ – med The Velvet Underground-medlemmet John Cale krediteret – giver en forsmag på albummets udtryk, sidstnævnte med den simple, men morbide omkvædslinje »I think I’m gonna die in this house« gentaget otte gange i træk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bruno Mars ‘The Romantic’ (27. februar)

‘The Romantic’ er Bruno Mars’ første album siden 2016’s ’24K Magic’, og dermed er der noget at se frem til for fans af nyere tids måske største hitmager inden for genrer som funk- og soul.

Bruno Mars har allerede sluppet kæmpehittet ‘I Just Might’, en sang, der ligger i direkte forlængelse af de vintage-klingende dansegulvsfyldere, som han har bygget sin karriere på.

Savner man at danse til sange som ‘Uptown Funk’ og ‘That’s What I Like’, er det ikke usandsynligt, at man på ‘The Romantic’ får sine ønsker opfyldt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Aphaca ‘Vild ungdom’ (27. februar)

‘Vild ungdom’ er Aphacas første album i kølvandet på deres massive gennembrud sidste år. Det er næppe en overdrivelse at sige, at bandet udgiver det med hele nationens øjne hvilende på sig.

En overordnet tematik for albummet, fortæller Aphaca i en pressemeddelelse, er den uforudsigelighed, man som ung står over for på vej mod voksenlivet. »Alle døre står åbne. Men for meget frihed kan blive et fængsel«, udtaler forsanger Rumle Kærså blandt andet.

Det er en tematik, bandet allerede er godt i gang med at udforske på singleforløberne ‘En drøm om et menneske’, ‘Et sted hvor vi de første’ og den følsomme ballade ‘Vi pumper hjertet op’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gorillaz ‘The Mountain’ (27. februar)

Damon Albarns virtuelle band er klar med et nyt album, ‘The Mountain’. Gorillaz har aldrig været blege for samarbejder, og albummet er endnu et vidtforgrenet projekt, hvor gæstelisten i sig selv vidner om bandets fortsatte lyst til at række langt ud over egne genre- og landegrænser.

‘The Mountain’ rummer i alt 15 numre, der endnu en gang understreger Gorillaz’ forkærlighed for vidtfavnende kollaborationer på tværs af kontinenter, blandt andet på ‘The Manifesto’ med den argentinske rapper Trueno og afdøde Proof fra hiphopkollektivet D12.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Debbie Sings ‘Oh My’ (27. februar)

Sidste år udgav Debbie Sings debutalbummet ‘Debbie’s Songs’, som vi her på Soundvenue kårede til 2025’s allerbedste danske album.

»’Debbie’s Songs’ er i sidste ende et uforbeholdent kærlighedsbrev til popmusikken i alle dens afskygninger. Og et uimodståeligt et af slagsen«, skrev vi blandt andet.

Dermed er der noget at leve op til på den nye ep-opfølger. Men hvis de stærke singleforløbere, ‘Sunny Skies’ og ‘Sucker Punch’, er nogen indikation, tegner ‘Oh My’ til at blive akkurat lige så sjovt, euforisk og fyldt med personlighed, som vi efterhånden forventer det af Debbie Sings.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mitski ‘Nothing’s About to Happen to Me’ (27. februar)

Mitski fortsætter sin konsekvente udgivelsestakt med endnu et album, der bærer den underspillede titel ‘Nothing’s About to Happen to Me’.

Efter de mere jordbundne og americana-inspirerede toner på ‘The Land Is Inhospitable and So Are We’ fra 2023 bliver det spændende at høre, om Mitski igen skifter retning – eller om hun i stedet forfiner det nøgterne udtryk, hun senest har udforsket.

Den energiske og riffbårne single ‘Where’s My Phone?’ peger i hvert fald i retning af et mere direkte rockudtryk end på hendes seneste album.

Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Joji ‘Piss in the Wind’ (6. februar)
Oskar Witt ‘Witt’ (6. februar)
Ratboys ‘Singin’ to an Empty Chair’ (6. februar)
Mandy, Indiana ‘Urgh’ (6. februar)
Hilary Duff ‘Luck…or Something’ (20. februar)
Peaches ‘No Lube So Rude’ (20. februar)
Downtown July ‘Kravler før vi går’ (20. februar)
Iron & Wine ‘Hen’s Teeth’ (27. februar)
Buck Meek ‘the Mirror’ (27. februar)
BlackPink ‘Deadline’ (27. februar)
Bill Callahan ‘My Days of 58’ (27. februar)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af